Vi har alle så travlt; vi arbejder derudad, styrter til fitness, arrangerer tivoli-oplevelser for ungerne, tager på kurser, blender sunde shakes, får hjemmet til at shine … og så tager vi på mindfullness-workshop for at lære at slappe af.

Vi lever som om højt tempo og mange planer er lig med lykke. Vi løber hurtigere og længere på løbebåndet, melder os til flere poster i bestyrelser og skolegrupper, påtager os flere arbejdsopgaver og melder os til endnu flere kurser i personlig udvikling. 

Vi har så mange pligter, så mange planer, så mange gøremål.

Bliver vi virkelig lykkelige af travlhed? Hvornår er vi langsomme og afslappede?

Inderst inde ønsker vi vel alle at mærke, føle, sanse og virkelig lykke i hjertet. Varme lange lidenskabelige øjeblikke, og lykke dybt i hjertet.

Men har vi tid til at mærke efter? Kan vi overhovedet mærke noget?

Vi ved hvad stress gør ved os. Men ved vi, hvad langsomhed kan gøre ved os?

Et eksempel: I parforholdet er kysset ofte reduceret til et hurtigt; goddag og farvel og godnat.

Men når vi udfører et kys i slowmotion, vil vi mærke hvor meget der sker. Hvor mange små spændinger der kommer i kinderne, i læberne, rundt i hele kroppen, og hvordan det sitrer og varmer og tænder. Fordi vi gør det langsomt.

Alt hvad vi foretager os langsomt, kan sanses. Når tempoet sættes ned. Så registrere vi, hvad der sker.

Vi kan være tilstede, både når vi køber ind, når vi vandrer en tur, når vi arbejder (ja, vi når nok ikke lige så meget, men hva’ pokker).

Når vi kører langsomt på cykel, har vi pludselig tid til at se os omkring, kigge rundt, opleve turen.

Lad os aflyse halvdelen af vores aftaler, og i stedet inderligt nyde de aftaler vi har. Når vi gør ting langsomt, så sanser vi.

Så mærker vi. Så er vi i stand til at opleve livet og lukke vores hjerter helt op.

Et lille eksempel: 

En bil kører igennem et landskab, vi filmer bilen der kører, den kører langsomt. Nu kører den lidt hurtigere. Og lidt hurtigere. Til sidst er bilen bare en streg, vi kan ikke se bilen, kun denne streg.

Nu kører den endnu hurtigere, så hurtigt at vi ikke kan opfatte den. Vi kan ikke se den mere. Den eksisterer ikke mere. Den er væk. Den er ikke tilstede!

Det er i det langsomme at vi er tilstede i livet. Jo langsommere vi kører, jo langsommere vi bevæger os, jo mere er vi tilstede.