Jeg sluttede af med spørgsmålet: Og hvad skal vi mænd så gøre for at rykke os?

Alt det ovenstående i forrige indlæg gør, at mænd dybest set er misundelige på kvinder. Men vi ved det ikke selv.

I stedet har vi splittet os op i de allerede omtalte to lejre, hvor mænd enten italesætter misundelsen som en mandlig syndighed eller en længsel efter ’de gamle kønsroller’, hvor manden fik lov at styre det hele.

Mænd er misundelige på kvinden

Vi ville gøre os selv en stor tjeneste ved i stedet at gå en tredje vej:

Lad os se misundelsen i øjnene og åbne døren ind til vores fastfrosne følelsesliv.

Lad os lære af kvinderne, hvordan vi får dybere og mere givtige, livslange venskaber, bliver mere ærlige, empatiske, sympatiske og undgår den ensomhed og isolation, som mange af os ellers ender i som gamle.

Lad os lære at græde og snakke med hinanden – og blive bedre til at organisere os.

Min drøm er, at vi kaster os ud i en bevidstgørelse i stil med den, som kvinderne har gennemgået siden 60’erne.

Det ville være fantastisk, hvis vi kunne hive hinanden ud af vores stolthedsfængsler og begyndte at tale – virkelig tale om og analysere nogle af de tabuer og udfordringer, som vi dagligt oplever:

Usikkerheden ved at blive far, frustrationer over nedsat potens, angsten for at blive syg, det plagsomme ved at få en vigende hårgrænse, længslen efter nære venner, sorgen over afdøde forældre og så videre.

Jeg er sikker på, at det kun kan gøre os til bedre mennesker med et rigere følelsesliv, og at det vil hjælpe os til at tilegne os værdier, som giver vores liv mere indhold og mening.