Vi har ret til at være fædre!
Hold da ferie, hvor er jeg træt af den ulige fordeling, der er i de fleste forældresager. Det piner mig faktisk.
Lad mig give et eksempel: Vi er til forældremøde, jeg og barnets mor. Jeg har forberedt mig og oven i købet lært de sidste nye fagudtryk, såsom; ”det lærende rum”, ”sansearkitektur” og ”motorisk indlæring”.
Jo, jo, jeg er på, jeg er spændt, jeg har glædet mig til at snakke om min lille skat. Og så sidder vi der i klasselokalet med lærere, pædagogger, adfærdscoaches, udviklingspsykologer, osv., og de snakker og snakker, og hvem snakker de til?
De snakker til barnets mor! Udelukkende!
På et tidspunkt rækker jeg hånden op for at spørge om noget og for lige at gøre opmærksom på, at jeg også er til stede, og at jeg er far til barnet, og hele flokken glor opgivende på mig, hvorefter de fortsætter med at henvende sig til moren.
Moderskabet er mest værdifuldt
Det samme udspiller sig hos ørelægen, til ride-stævnet og til teateropvisningen.
Al kommunikation går til moren, al opmærksomhed går til hende. Som far er jeg luft. Jeg er ikke værdsat.
Og hele den her nedprioritering af faderskabet florerer i hele samfundet, og jo, det er udelukkende en usagt lov, for juridisk set har faren lige så meget at skulle have sagt i forbindelse med barnet som moren, men sådan er virkeligheden bare ikke.
Moderskabet er nu engang mere værdifuldt. Åbenbart. Se nu bare på dengang, da der skulle uddeles nye elektroniske postkasser til folket.
Der kom man til at programmere systemet således, at det kun var moren, der modtog post fra offentlige instanser i forbindelse med barnet. Man glemte lige faren.
Man tænkte ikke på, at det er essentielt for en far at modtage breve fra det offentlige om hans elskede barn. Jeg blev sgu såret.
Forvalteren
Moderskabet har ganske enkelt taget forvalterrollen. Vi fædre skal konstant forhandle med hende.
Vi skal forhandle os frem til at få lov til at være sammen med vores barn. Vi skal forhandle os frem til, hvad det koster i kroner og øre at have lov til at være fædre.
Og så skal vi leve op til de normer, krav og værdier, som moderskabet udstikker. Hvis vi gør dét og lever op til hele pakken, så kan vi måske forhandle os til opgraderinger og bonusser, som for eksempel at få lov at tage barnet med til Malmø, selvom det er uden for landets grænser.
Det er moderskabet, der er forvalteren. Det er hende, der sidder og styrer, navigerer og præciserer, hvad der er godt for barnet, og hvad der skal ske med barnet.
Det er hende, der kan belønne faren alt efter hans formåen i hendes optik, og det er hende, der kan indskrænke reglerne.
Legeonkel
Når man taler om, at barnet har bedst af at have en fast base, så er det selvfølgelig morens hjem, der tales om.
Manden er koblet fra, lige meget hvor engageret han er i sit barn.
(Selvfølgelig med mindre kvinden er opmærksom på ligestilling og kommunikerer og planlægger med faren om det fælles barn på lige premisser)
Generelt set virker det som om, faren helst bare skal være en legeonkel, der kan komme og kilde ungen vildt ude på græsplænen, indtil ungen løber grædende ind til mor, fordi det alligevel blev lidt for voldsomt.
Og så kan moren trøste, for det er hun også bedst til, og så kan hun sende faren bebrejdende blikke eller mumle ”hvad sagde jeg”. Ud over legeonkel-rollen skal faren troppe op, når moren skal på date eller på chakrakursus.
Eller når hun vil have en gammel reol slæbt ned. Og så skal han betale børnepenge.
Drop ydmygelsen
Prøv at høre, jeg elsker moderskabet, jeg elsker hendes måde at gøre ting på, og jeg er på ingen måde interesseret i en kamp mellem moren og faren.
Jeg prøver bare at sige, at der er rigtig mange søde fædre, der gerne vil bidrage mere, engagere sig, og være mere nærværende med deres børn, uden at skulle forhandle sig til det.
Det er ydmygende for os, at vi allernådigst skal banke på moderskabets dør og tigge og bede om at få lov til at få en lille bid af forældrekagen.
Vi har masser af kærlighed til vores unger, og den er lige så god og vigtig som kvindernes. Lad os deles. For børnenes skyld …
- Flygtningekrisen. Hvor er hjertet Danmark? Vi danskere opfører os som om det er os, der står svagt. Os der ikke har nok. Os der er ved at miste vores land. Hvad sker der for Danmark? Vi er mætte, vi spiser masser af mad, vi smider masser af mad ud, vi henter nyt mad nede i butikken. Flasker med bobler, flødedesserter og fredags-guf. Vi har penge i banken, dyre huse, fornuftig påklædning til dårlig vejr, og børn der går i gode folkeskoler.
- Iris, min stalker: Lad mig være #15 Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.
- Hvorfor stormer vi rundt efter kærlighed? Hvem er det egentlig, der har lært os at storme rundt og søge efter kærligheden konstant? Når vi er single, så jagter vi et menneske, der kan elske os. Og når vi er i parforhold, så vurderer vi vores kærlighed ud fra, om denne person kan gøre os lykkelig. Men er det egentlig kærlighed?
- Er vi ikke andet end sexobjekter? Og nu vil alle mænd være lækre, vil vise os selv frem, fyre op for forfængeligheden, finpudse hver en lille muskel, balsamere hvert et fuldskæg, – vi vil også have bekræftelse og kærlighed ad den vej.
- Har du styr på dig selv? Har du styr på dine arbejdsopgaver, kærligheden, og dine kalorie-indtag? Har du styr på dine ferieplaner, dine børn og din økonomi? Er du røget med på kontrol-bølgen, hvor det gælder om at kontrollere dig frem til et godt liv? Gi’ slip! Det er spild af tid.
- Test dig selv: Hvordan har du det med din krop? Hvad er din første tanke, hvis dine venner, familie eller partner spørger, om I ikke skal tage på stranden? Griber du ud efter din selfiestang eller badelagenet?
- Den tabte ungdom Okay, så har Bowie-epidemien ramt verden. Kamæleonen med det androgyne look og den karakteristiske stemme er steget til himmels, og det har fået folk til at gå helt amok på nettet over hele kloden, i sentimental sorg over ikonets død. Og så er der nogle, der siger: Slap dog af, manden var jo gammel, 69 år, mennesket SKAL jo dø, der er altså vigtigere ting at gå op i! Hvor er det dog hysterisk!
- Kussefrygten er tilbage! Kvinders vilde seksualitet har altid gennem historien skræmt mænd fra vid os sans. Man har brændt kvinderne på bål, man har tvunget kvinder til at dække sig til, så deres seksuelle udstråling ikke skulle skabe kaos (og det gør man jo stadig), ja og nu kommer det sidste nye: I England har man lavet en lov, der forbyder sprøjteorgasmen i pornofilm. Den er simpelthen forbudt, den skal censureres væk!
- Hyldest til indadvendte drømmere. Vi har brug for jer! De folk, jeg værdsætter allermest i mit liv, går under betegnelsen; indadvendte. De er generte, når det kommer til medier, offentliggørelse og sceneoptræden. De skal tit lige lade lidt op, tænke over tingene og slappe af. De kan bruge timer på at fordybe sig i egne tanker, vende blikket indad og vande den indre have.
- Stødteknikker #2 Morteren, Helikopteren og Jordskælvet Morteren går ud på, at du maser dig ind i kvinden – og du bliver hele tiden ved med at presse dig ind. Ikke noget frem og tilbage, bare mase og presse. Det kan hun rigtig godt lide, fordi du på den måde fylder hende ud!