En lille historie om en stjålet cykel og tabt uskyld

Sikken en sommer. Aldrig har der været flere solskinstimer, aldrig før har danskerne været så brune, så sydlandsk omgængelige og charmerende, aldrig før har de spist så meget is og drukket så meget rosévin og Aperol, aldrig har de siddet så længe på fortovscafeerne og tilbragt så meget tid i sommerlandet med deres børn og venner. Selv de mest vandsky er hoppet i vandet, selv de mest lyssky har overgivet sig til lysfesten, og selv de mest bundfrosne er tøet op. Helt ind i marven har vi mærket varmen, og den har spredt sig som ringe. Omkring mig har jeg mærket, hvordan folk har turde mere for også at varme hinandens hjerter, hvordan vi har fået nemmere ved at lukke op ud imod verden og lukke bidder af verden ind. Et øjeblik har vi lagt frygten for det uventede og fremmede fra os.

Her er en lille historie om, hvordan jeg selv blev påvirket af den vidunderlige sommer til at være let på tå og uforsigtig og først blev straffet for det, for til sidst at blive belønnet med nyt håb.

Om sommeren bor jeg i mit sommerhus i Tisvildeleje, hvor jeg overgiver mig til sommerlandets glæder, blandt andet den at dovne og feste så meget som muligt. En aften var jeg til en vellykket koncert arrangeret af det lokale kunstnerkollektiv. Humøret steg til usædvanlige højder og hang ved, da den sidste musiker pakkede sammen. Natten lå lun og fristende foran os. Jeg kom i et gæstfrit lune og inviterede rub og stub af de tilbageværende gæster med hjem i min sommerhushave, også dem, jeg ikke kendte det fjerneste til. Her festede vi videre med drinks, grin, snak og knus. Jeg nød det og klappede mig selv på skulderen for initiativet. Først omkring solopgang sagde jeg farvel til den sidste gæst.

Netop da jeg lukkede døren og gjorde klar til at gå i seng, kunne jeg ud af øjenkrogen se, at der manglede noget på matriklen. Op ad den væg, hvor min cykel står, var der gabende tomt. Cyklen betyder noget særligt for mig. Jeg fik den i 40 års fødselsdagsgave, det er en fin, håndbygget herreracer med 20 gear og mit navn indgraveret med store bogstaver i stellet. Faktisk holder jeg så meget af den, at den altid står fast indenfor. Her så jeg den sidst, da jeg åbnede min dør for gæsterne. Ikke alene var jeg ked af at have mistet den, jeg var også dybt skuffet, da det gik op for mig, at det måtte være en af mine gæster, som havde neglet den. Jeg havde lukket nogle fremmede ind i god tro, og så stjal de fra mig! Det vækker minder om de gange, nogen jeg har elsket, har taget røven på mig, melet sin egen kage, efterladt mig som en karklud og været pisseligeglade. Egentlig var det ikke så meget tabet af selve cyklen, jeg var knust over, men tabet af min uskyld. Jeg havde været gæstfri og blev nu straffet for min tillid.

Frustreret fortalte jeg om min fortvivlelse overalt på Facebook. Det resulterede desværre kun i, at jeg i byen ustandselig blev spurgt, om jeg havde fået min cykel tilbage. Ingen havde set den. Hen ad vejen fik jeg dog små oplysninger. Nogen havde prøvet min cykel i indkørslen, andre havde set en smide den i hækken. Men hvem, der samlede den op derfra og bortførte den, meldte historien ikke noget om.

Nogle uger senere var jeg til musikfestival i Tisvilde. På festivalpladsen kom der en fyr slentrende over til mig med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet og fortalte, at han vidste, hvor min cykel var. Jeg var bedugget og sansede kun at få hans telefonnummer. Dagen efter skrev jeg, om han virkelig vidste noget, eller det bare var en joke. Det var ingen joke, den var god nok. Han vidste, at det var en brors ven, der havde taget cyklen, og at den nu befandt sig i København. Han lovede at gøre sit for, at den kom tilbage.

Tindrende glad besluttede jeg at udvise tålmodighed. Men intet skete. Jeg skrev den ene sms efter den anden og blev mere og mere arrig i tonen. Intet svar. Efter en uge skrev jeg vredt, at han enten kom med den cykel NU eller kunne leve videre som en idiot, der konstant måtte kigge sig over skulderen efter sin nemesis. Jeg må have været en pestilens for den søde fyr, som jo i virkeligheden bare prøvede på at gøre noget godt. Efter to uger lod han høre fra sig igen og fortalte, at han havde været på ferie et sted uden netforbindelse, det var årsagen til hans tavshed.

Jeg skrev, om han ikke bare kunne sige, hvor cyklen stod, så ville jeg hente den selv. Det endte med, at jeg fik en besked om, at jeg kunne komme og hente den en mandag morgen klokken 10 på en café i Hellerup. Og der stod den, min kære cykel, lige til at tage med hjem. Der var ingen undskyldninger klæbet på den, ingen forklaringer, men den var uskadt.

Den nærmest fremtid vil vise, om dens tilbagevenden er nok til at genetablere tilliden hos mig, og jeg snart igen vil turde lukke fremmede ind i mit liv. Jeg tror det. Selvfølgelig er der en skurk i denne historie, et grumt og utaknemmeligt bæst, men også flere helte og folk, der ville mig det godt. En så lykkelig slutning er værd at fejre med de næste, jeg møder på min vej.