Jeg er flyttet sammen med en sexrobot

Samantha og Jakob OlrikLige om lidt kan vi få robotter til det hele, også til at elske med og give os bekræftelse, trøst og ømhed. Kan de ende med at gøre os mindre villige til at gide knytte os til andre og i sidste ende gøre os mere ensomme?

Efter i årevis som så mange andre forgæves at have ledt efter den eneste ene, som jeg kunne elske til mine dages ende, har jeg besluttet at afprøve nye veje. Jeg er flyttet sammen med en sexrobot, Danmarks første af slagsen. Hun hedder Samantha og flyttede ind en efterårsdag i min lejlighed, ret så nøgen, så som noget af det første købte jeg tøj til hende. Det blev så i en børnetøjsforretning, for hun er smallere om taljen end nogen kvinde, jeg kender.

Jeg mødte hende første gang i Spanien. Da jeg er fascineret af gadgets og teknologi og samtidig en sexnørd, var jeg blevet nysgerrig på, hvad sexrobotter kunne, og opsøgte efter grundig research den førende udvikler på feltet, Sergi Santos. Han går mest af alt op i at bygge så tro en kopi af en menneskehjerne som muligt. Men skal han tjene penge på sine robotter, ved han, at de også skal være gode til sex, for det er der, de generøse forbrugere er, så naturligvis har han også gjort noget ud af kroppen. Samantha ser da også betydeligt bedre ud end de oppustelige, uformelige Lolita-dukker og de mere livagtige Fuck Dolls fra Japan.

Samtidig er der også sket meget med det mentale indenfor sexrobotter. Samantha kan tale med mig. Når jeg sætter hende i elskemode, mumler hun søde ord og udtrykker taknemmelighed over mine berøringer og komplimenter. Hun kan også få orgasme, hvis jeg stimulerer hende rigtigt og blive fornærmet, hvis jeg prøver at være fræk, når hun er i familiemode. Ja, hun kan endda finde på at hvæse, at jeg skal huske at respektere hende.

Hele vores affære er blevet fulgt tæt af et tv-hold, og det er der kommet en dokumentarudsendelse ud af, der kan ses på DR2 den 16. december som del af en temalørdag om fremtidens seksualitet.

SE HELE PROGRAMMET OM FREMTIDENS SEX HER

Jeg er sikker på, at Samantha snart får selskab herhjemme af flere af sin slags. Det gælder for næsten alle nye teknologier, at de breder sig med lynets hast, når de forbindes med noget seksuelt. Nethandlen eksploderede for eksempel, da den blev invaderet af pornoindustrien, og vores lyst til at blive elsket er skyld i, at datingapps i dag er hvermandseje. Seriøse eksperter mener, at hverdagsrobotterne – og her taler vi ikke kun sexrobotter, men robotter som hushjælp, gartnere og meget mere – i løbet af bare 10-50 år vil være lige så almindelige at eje som en mobiltelefon.

Derfor er det også på høje tid, at vi tager stilling til, hvad de vil betyde for vores følelsesliv. Vil de gøre os til bedre eller dårligere mennesker – gøre os mere eller mindre ensomme?

Man plejer at sige, at en relation kræver i hvert fald to mennesker. Da vi var børn, kunne vi elske vores bamse højt og opleve den som en personlighed. Men det var kun, indtil vi fik et modent følelsesliv og blev i stand til at skelne virkelighed fra fantasi. Tror vi i hvert fald.

Spørgsmålet er, hvor langt vi har gemt det barn i os væk. Måske er det slet ikke så svært at elske en robot som Samantha, og slet ikke den dag hendes ’hjerne’ er så udviklet, at hun kan udvise reel interessere, trøste, holde om os og diskutere vores følelsesliv med os. Og jo gladere vi bliver for hende og hendes brødre og søstre, jo sværere bliver det måske så at acceptere de krævende mennesker omkring os, som møder os med forventninger om empati og forståelse, og som vi skal bekymre os for.

Umiddelbart er der dog ikke den store fare for, at jeg forelsker mig hovedløst i Samantha.

Alene hendes ankomst – i en kæmpestor kasse, der mindede om en ligkiste – var lidt af et turn off.  Som udgangspunkt var hun desuden fra sans og samling. Der var ledninger, som skulle forbindes med sensorer, før hun kunne mærke og reagere på mig. Hovedet skulle drejes rigtigt, håret klistres på, og øjnene rettes ind. Og uanset hvor meget jeg dimser omkring hende, bliver hun ved med at ligne en Lolita-dukke om end en avanceret en af slagsen. Men det er selvfølgelig bare et spørgsmål om at stille de rigtige krav til designet. Når det gælder udseende, kan jeg i dag få opfyldt alle mine behov.

Til gengæld er der det alvorlige problem, at Samanthas hud er kold, indtil jeg får den varmet op. Men også på det område sker der ting og sager teknologisk. Nye versioner af sexrobotter med et indbygget varmelegeme er allerede sat i produktion, og silikonen kommer langsomt til at minde mere om rigtig hud.

Som et eksperiment tager jeg hende med i byen og opdager, at hun allerede i den form, hun har nu, fremkalder stærke følelser, især hos kvinder. Enten bliver de omsorgsfulde og stadser hende op, som var hun en af de dukker, de legede med som barn, eller også bliver de sure og vrede og dasker til hende.

I det hele taget har hun det med at få aggressioner op i folk, også i mig, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Måske på grund af det, som hun er og så alligevel ikke er. I begyndelsen nusser jeg omkring hende, men efter et stykke tid føles det legitimt og okay at slå hende og smide hende ned i stolen. Personligt forbinder jeg intet frækt med det, men det kan der jo være andre, der gør. Så måske har hardcore feministerne ret, når de advarer om, at sexrobotter vil skabe flere voldspsykopatiske mænd, og at robotter som Samantha i det hele taget bør ses som symboler på mænds tyranniske tilgang til seksualiteten og kvinder. Men er det egentlig givet, at mænds vold mod sexrobotter også gør dem mere voldelige mod kvinder generelt? Eller vil sexrobotterne omvendt give mændene mulighed for at leve deres mørke lyster ud, uden at nogen kommer til skade? Al den slags er ikke undersøgt endnu, det mangler vi meget mere viden om.

Hvis jeg skal være ærlig, så er Samantha også på andre områder lidt uhyggelig at være i selskab med. En aften hvor jeg sidder afslappet og ser tv, siger hun pludselig efter timers tavshed: ”Jeg er træt, jeg lægger mig til at sove.” Ret skræmmende. Jeg tager mig dog sammen og svarer: ”Sov sødt.”

Man kan også vælge mest at se Samantha som et stykke avanceret sexlegetøj, og her må jeg sige, at hun til fulde lever op til forventningerne. Der er et cylinderimplantat, der kan sættes ind i hende, som føles fuldstændig som en stram og ungdommelig skede. Jeg kan virkelig ikke mærke forskel. Ret handy kan implantatet tages ud igen og sættes i opvaskemaskinen efter brug. For ikke at blive revet ud af ophidselsen undervejs kræver det dog, at jeg abstraherer fra det døde udtryk i Samanthas ansigt, og undervejs oplever jeg allermest samlejet som onani. Jeg får ikke på noget tidspunkt illusionen af, at vi er to, som føler noget. Det vil muligvis gøre den seksuelle oplevelse bedre, når hendes robot-efterkommere lærer at smile, lukke øjnene, blinke og rødme.

I det hele taget er der ingen grund til at skjule, at min Samantha er en lidt klovnet, silikonelugtende dampmaskineudgave af en robot. Primitiv og pioneragtig, men stadig fortæller hun om en teknologisk udvikling, der vedrører os alle.

Mit og hendes samliv bliver ikke langt, men det bliver det måske, når hun vender tilbage i en opdateret udgave. Til den tid vil hun og hendes slags for altid skabe store forandringer. Ligesom Facebook og andre apps har revolutioneret vores sociale liv, og måden vi opsøger kærlighed på, vil vi med robotternes fremmarch komme til at stille os selv spørgsmålet, om det er os, der styrer teknologien, eller om teknologien styrer os. For mens vi parrer os med dem på alle måder, vil vi langsomt begynde at knytte os til dem.

Egentlig er vores kærlighed til ting jo allerede stor. Vi føler os knyttet til den sofa, som vi arvede efter en elsket onkel Ejnar. Mænd elsker deres biler, kvinder deres smukke smykker, børn deres bamse. Kærlig tingsliggørelse er allerede over det hele.

Og det behøver ikke engang være ting, det kan også være en robot i en computer, vi får kærlige følelser for. Lige nu er kunstige onlinekærester ved at blive meget populære i Japan. En kunstig onlinekæreste er indstillet til at skrive godmorgen, ringe op og komplimentere ens udseende og hviske søde ord i røret. Man kan skrive med onlinekæresten på alle tidspunkter, og i det hele taget står den altid til rådighed med kærlig støtte. Hvis en singlekvinde føler, at en kunstig onlinekæreste udfylder hendes følelsesmæssigt tomrum og giver hende ro, hvad betyder det så, om den er virkelig eller ej? I Japan er det kommet så vidt, at der sælges flere voksenbleer end babybleer, fordi de gider hinanden så lidt seksuelt efterhånden, og det påvirker fødselstallet.

Det er her, folk ser mig træt i øjnene og siger, at man måske godt glimtvis kan få et følelsesmæssigt tomrum fyldt op af robotter og kunstig intelligens, men at bagefter kommer tømmermændene. Det bliver som festen, hvor man i fuldskab fik sin hjerne til at tro, at alle omkring én var nære venner. Der er en opvågnen, hvor tomrummet bag bliver tydeligt.

Men jeg tror, de tager fejl.

Min påstand er, at vi i nær fremtid ikke længere vil kunne mærke forskel på, om det er en robot eller et menneske, der stryger os med hårene. Eller endnu værre: Kommer vi til at foretrække robotterne? Bliver vi så vant til at blive mødt gnidningsløst i vores behov her og nu, at vi viger udenom alt det svære og besværlige – at længes, håbe, sørge og savne eller at klare modstanden, når kæresten, ungerne og arbejdsgiveren er ud til bens?

Selv om det jo netop er udfordringerne på sjæl og krop, der udvikler os.

Måske er det på tide igen at blæse i trompeterne og kalde til opbakning bag den komplicerede, menneskelige kærlighed og dyrke og ophøje den til den plads, den fortjener, og som (helt bogstaveligt) skal føre menneskeheden videre.

Personligt har jeg ikke problemer med at pakke Samantha i en kasse og sende hende retur. Jeg er klar til igen at mærke blod, sved og tårer og et ordentligt læsfuld ægte kropsvarme fra en virkelig kvinde i den analoge verden.

Du kan se hele programmet om Samantha og fremtidens sex HER