Kvinder og orgasme

Det kan være svært at få orgasme. Undersøgelser viser, at op mod 30% af alle kvinder aldrig får orgasme, og endnu flere har meget svært ved det – i hvert fald sammen med en mand.

Der kan selvfølgelig være nogle, der har kraftige traumer om deres seksualitet fra tidligere oplevelser, der gør det meget svært for dem, og utrolig få kan have fysiske skavanker, der umuliggør sex overhovedet. Men over en tredjedel af alle kvinder!

Niks. Det går virkelig ikke.

Hvis man ikke kan få orgasme eller har meget svært ved at få det, handler det næsten altid om, at man bliver stimuleret forkert rent fysisk, eller at man ikke er mentalt indstillet på at få orgasme!

Prinsen på den hvide hest?

Mange kvinder har fået den lidt fikse ide, at de sagtens kan få orgasme, når den rette mand, prinsen på den hvide hest, kommer og forløser dem.

De hører ”eventyret” fra veninder, der har fået de vildeste orgasmer med en eller anden mand, og så lægger de sig klar i sengen, klar til, at vi skal forføre og forløse – bringe dem op i de højere luftlag!

Men, tøser! Ikke nikke nej!

I skal selv tage ansvar for jeres orgasmer. Hvordan kan I forvente, at en mand skal kunne give jer orgasme, hvis I ikke engang selv kan gøre det?

Så hvis du er en af dem, der har svært ved det, så handler det om at komme i gang.

Elsk din kusse og onaner

Det første, du kan gøre selv, er at lære at elske din kusse. Det gør du kun, hvis du lærer den at kende. Tag et spejl og undersøg dig selv. Gerne en gang om dagen. Du vil opdage, at du hurtigt får et helt almindeligt forhold til, hvordan du ser ud i skridtet.

Det næste og mest essentielle er, at du skal lære at onanere.

Jeg har skam mødt kvinder – skønne, smukke, kloge kvinder, som jeg begærede og var helt vild med – som aldrig havde fået orgasme. Når det er sket, spørger jeg tit, hvad de fantaserer om, når de onanerer. Og ufattelig tit svarer lige præcis de her kvinder, at de slet ikke onanerer!

Du må ganske enkelt som kvinde begynde at røre ved dig selv. Jeg vil mene, man skal onanere mindst 2 gange om ugen for at få et godt sexliv og for at opnå orgasme med en mand. Hvis du er i et parforhold, kan du sagtens onanere sammen med din mand.

Det synes vi mænd, er vildt frækt!

Du skal stimulere din klitoris. Få det til at kilde i maven – give dig selv en orgasme.

Og til det skal du naturligvis også bruge fantasier.

Dyrk dine fantasier

Sexfantasier behøver ikke at handle om, at du hænger i bollegyngen på en sexklub, eller at tre brandmænd pludselig dukker op i dit soveværelse. Det kan være hvad som helst.

Det kan være ham den flotte uddeler nede i Brugsen, som smiler med et lille glimt i øjet til dig, så du hver gang får en lille kildren i maven. Det kan være erindringen om en sexleg, du havde med en mand, du var virkelig vild med, også selvom du heller ikke dengang fik orgasme – men måske var det lige ved.

Fantasier er vildt forskellige. Og fordi det er dine egne, kan de være så perverterede, almindelige og bizarre, som du har lyst til.

Og det er lige præcis lyst, det handler om!

Det skal også med det samme understreges, at det er en rigtig god ide at have flere fantasier.

Hvis dine seksuelle fantasier er kedelige og monotone, så bliver dit sexliv det også.

Øv dig i at fantasere – og begynd så at onanere! Mindst 2 gange om ugen! Det burde næsten været et folkekrav.

Men igen: Hvis du gerne vil have orgasme, så må du selv tage ansvar for det. Når du ved, hvordan du kommer, så kan du også fortælle din partner det. Du kan ligefrem vise ham det. Det vil han gerne vide! Så kan han tage den derfra!

Kvindens mentale indstilling

En anden stor bremse for, at kvinden får orgasme, er, at hun ikke er mentalt indstillet på det.

Det er vigtigt, at kvinden er til stede mentalt, når I har sex med hinanden. Alt for tit ligger hun og tænker på, om hun nu huskede at tænde for opvaskemaskinen, eller om hun alligevel skal købe de der sko, hun måske ikke helt har råd til.

Også helt klassisk er det, at kvinder ligger og er mere optagede af, om de ser tykke ud i en bestemt stilling, eller om de mon lugter dårligt – frem for at nyde, hvad der faktisk sker med deres krop.

Helt forkert indstilling!

Kvinde! Når du har samleje, skal du ikke tænke på dig selv i alle mulige andre sammenhænge. Du skal tænke på, hvad du er lige nu: Du og din krop er ét med den seksuelle nydelse! Du er et kønsorgan! Ikke bare i skridtet – men hele dig!

For en gangs skyld har vi alle, både kvinder og mænd, lov til fuldstændig at slippe kontrollen!

Jamen, så gør det dog!

Hvis kvinden har indstillet sig på, at hun vil være 100% til stede i samlejet, og har hun trænet fantasier og onaneret sig selv til orgasme 2 gange om ugen …

Jamen, så kan alle kvinder få orgasme med en mand, hvis han også er god til at stimulere hende, eller lader hende gøre det selv.

Så kan kvinden lige før klimaks, hvis hun har brug for det, bruge en af sine egne fantasier og lade den køre for sit indre øje. Men lur mig, om det bliver nødvendigt, hvis hun allerede da har sluppet kontrollen og givet sig fuldt hen til sexakten.

Orgasme handler i sidste ende om at være egoistisk. Lige på det punkt må kvinden gerne tænke som en mand og bare tage den. Jeg vil have orgasme! Det er min ret! Om du så skal skamride ham eller indtage mere eller mindre flatterende positioner for at få det!

Ting du kan gøre

  • Undersøg dig selv med et spejl – lær din kusse at kende.
  • Opdyrk dine sexfantasier.
  • Stimuler din klitoris.
  • Onaner mindst 2 gange om ugen.

Kort sagt – Tag ansvar for din egen orgasme!

 

Mænd og orgasme

Der findes også mænd, der ikke kan få orgasme.

Meget tit handler det om kontrol, og det er ofte lidt det samme, som når vi ikke kan få den op at stå – nemlig præstationsangst!

Manden kan være alt for meget til stede ovre i kvinden. Det bliver helt enormt vigtigt at please og tilfredsstille hende. Alt hans fokus er på, om hun har det godt, og hvordan hun oplever ham og det, han gør.

Alle hans følelser er i hende – og han er ikke ude i sin pik, hvor han bare kan tage sin orgasme, når han vil det.

Det hurtigste råd er derfor, at du bliver nødt til at trække din opmærksomhed tilbage i dit eget underliv. Du skal, som kvinden, tænke på dig selv som ét stort kønsorgan: Du er en pik! Og du tager din ret!

Nogle gange er det virkelig ikke mere kompliceret end det!

Ønsket om at være spansk superhingst

Der kan selvfølgelig være forskellige årsager til, at manden ikke kan få udløsning eller rejsning. Han kan være så følelsesmæssigt engageret i kvinden, han er sammen med, at det overskygger alt andet fokus. Hvis han f.eks. tror, at hun kan være kvinden i hans liv. The one and only.

Så bliver det helt absurd vigtigt for ham, at han vil være den spanske superhingst i sengen – så vigtigt, at han kun fokuserer på, hvordan hun skal opleve ham, og glemmer at tænke på sig selv. Og så ender han i stedet som en lille tibetansk tæppetisser eller en rusten russisk kampvogn, der ikke kan fyre missilet af, når det gælder.

For meget fokus

Rejsningsproblemer kan der naturligvis også være fysiske årsager til, især hvis man er lidt oppe i årene. Den må man tage med sin læge.

Men har mænd først prøvet et par gange, hvor det kneb med rejsning eller orgasme, kan det blive selvforstærkende, fordi vi derefter fokuserer så meget på netop det problem, at vi igen glemmer at være til stede i vores krop – i vores pikke!

Og så bliver vi nødt til at arbejde lidt med vores mentale indstilling:

Stop orgasmefikseringen!

Det gælder både for kvinder og mænd, at vi bliver nødt til at holde op med at tænke på orgasmen som alt, hvad et samleje handler om.

Hvis det er gået helt galt for et par, vil jeg varmt anbefale, at man aftaler, at ingen af parterne må få orgasme i en hel måned!

Virkelig! Konsekvens. Er du ved at komme, skat? Stop! Vi har en aftale! Slut – forbudt!

På den måde vil I opleve, at sex sagtens kan være fantastisk uden jagten på orgasmen – og højst sandsynligt få ny og spændende aktion ind i jeres soveværelse.

Der findes nemlig langt flere måder at pirre hinanden på end de traditionelle orgasmer. Og hvis du tænker på orgasmen som en proces, der handler om stimulering af et område, hvor det kilder, indtil du eller hun næsten ikke kan holde nydelsen ud, så vil du opdage, at kroppen er én stor orgastisk organisme fyldt med erogene zoner.

 

Her en oversigt over forskellige typer orgasme:

 

Klitorisorgasme

Den kender vi alle sammen. Kvinden får orgasme ved stimulering af klitoris. Klitoris er på mange måder orgasmeknappen! Du eller hun selv kan stimulere den, og her vil langt de fleste kvinder få en orgasme. Det er den klassiske. Hun bliver mere og mere forpustet og ophidset, kroppen vrider sig, skeden bliver våd, og til sidst kommer klitoris faktisk frem og bliver helt erigeret. Så får hun kramper i skeden og dermed orgasme.

 

Urinrørsorgasme

Ja, det kan man godt. Men det er helt klart fåtallet, der kan få orgasme her. Og også meget få, der overhovedet kan lide at blive rørt der. Urinrøret er meget følsomt både på kvinder og på mænd, så man skal ikke starte en sexakt med at stimulere urinrøret. Det kan næsten gøre ondt. Tænk bare på, hvordan du selv har det, hvis du er blevet podet med en vatpind ind i urinrøret hos lægen! Men er hun først meget ophidset, så kan du meget forsigtigt enten med tungen eller fingeren stimulere urinrøret så meget, at kvinden også kan få urinrørsorgasme. Hvis hun siger fra og ikke kan lide, at du er i nærheden af urinrøret overhovedet – så glem det!

 

Skedeorgasme

Mange kvinder oplever skedeorgasmen sammen med klitorisorgasmen. Nogle få kan få skedeorgasme, uden at klitoris samtidig bliver stimuleret. Skedeorgasmen er en helt fysisk sammentrækning af knibemusklerne, der ligesom kramper sammen. Som mand kan det være en fantastisk oplevelse, hvis man er inde i hende, og hun får skedeorgasme! Men endnu en gang: Lad være med at forfølge det som et mål. Vær i stedet glad for, at hun kan få orgasme overhovedet. Og vil du gerne eksperimentere med skedeorgasme, så prøv enten selv eller få hende til at stimulere klitoris, mens du er inde i hende.

 

G-punktsorgasme

Kvinder kan godt være i tvivl om, hvor g-punktet sidder, og om de overhovedet har et. Det har de! Det sidder 3-4 cm inde i skeden ud mod kønsbenet. Du kan køre en finger op langs indervæggen, så vil du først mærke nogle små riller lidt ligesom fiskegæller. Når de hører op, er der en lille fordybning – derinde sidder g-punktet.

Der er mange myter om g-punktet. Ham, der helt officielt fandt det, hedder Ernst Gräfenberg (derfor g), og rent anatomisk er det faktisk bagsiden af klitoris. I virkeligheden er det, du ser af klitoris i kussen, kun toppet af isbjerget. Klitoris er et meget større organ, der går langt ind i kvindens skede. Og bagsiden er altså g-punktet.

Hvis du er inde i hende og rører g-punktet, f.eks. når du slikker fisse, og så lige så forsigtigt gnider og pumper lidt på det, så vil det forstærke hendes orgasme enormt.

I nogle stillinger, f.eks. Kalkunen, hvor hun ligger på ryggen med benene helt bøjet op eller hen over dine skuldre, vil du kunne ramme g-punktet med din pik.

Igen er det vigtigt at understrege, at det er ufattelig få kvinder, der kan få orgasme alene ved stimulering af g-punktet. Det fungerer for de fleste bedst i kombination med en klitorisorgasme.

 

Numsehulsorgasme

Mænd har let ved at få numsehulsorgasmer, fordi der lige efter endetarmsåbningen er et meget tyndt stykke væv ind til vores prostatakirtel, som derfor let bliver stimuleret gennem numsehullet. Nogle siger, at den form for orgasme skulle minde lidt om, hvordan kvinder føler, når de bliver penetreret.

Din kvinde kan give dig numsehulsorgasme med sin finger. Prostatakirtlen sidder ca. 3-4 cm inde med retning ud mod pikken. Den skal som g-punktet gnides, trykkes på, stimuleres. Den føles som en lille udbuling ca. på størrelse med en valnød,og du kan sagtens selv nå den, hvis du vil undersøge den.

Hvis I er til de lidt vildere sexlege, kan hun også stimulere den iført en penisattrap.

På kvinder er numsehullet også følsomt. Du kan stimulere det med tungen eller med fingeren, men også her er det vigtigt at huske, at det er ekstremt sjældent, hun får orgasme alene i numsehullet. I kombination med klitorisorgasme kan stimulering af endetarmsåbningen dog være rigtig godt.

Pikorgasme

Det forholder sig faktisk sådan, at en mand godt kan få udløsning i pikken, uden at han får orgasme i resten af kroppen.

Han kan også få orgasme i det hele taget uden at få udløsning! Og det kan godt nogle gange være ret smart at vide, hvis man ikke lige har et sted at gøre af sæden, eller ikke gider skifte sengetøj en gang til.

Den her metode kan dog absolut ikke bruges som prævention! Allerede i starten af vores ophidselse kommer der en smule sæd ud af pikken, der gør den våd og fugtig – og det indeholder også sædceller!

Men for at undgå udløsning, men alligevel opnå orgasme, skal du tage en finger ned i mellemkødet mellem klunkerne og numsehullet. Hvis du mærker godt efter, vil du ca. i midten finde en lille fordybning, hvor det er meget blødt. Her presser du langfingeren ind, så dybt og hårdt du overhovedet kan, og holder fast og stramt, mens du kommer. På den måde lukker du nemlig for sædens vej op i pikken, og du kan få orgasme uden udløsning!

Det vil ikke have en effekt på, hvor træt du bliver, for det er stadig orgasmekickstoffet dopamin, der gør dig træt efter sex. Men som sagt er det smart at vide, hvis man er i en situation, hvor der ikke lige er en køkkenrulle eller en sok i nærheden!

Den første variant – at vi kan få udløsning uden orgasme – tror jeg de fleste mænd har prøvet. Det er, når vi bliver forstyrret lige før udløsning. Den lille barnestemme fra soveværelsesdøren: ”Faaar? Hvad laver I?” Klassiker!

Eller den afsindig pinlige, som nogle af os har prøvet som helt unge … måske ikke helt denne form, som jeg her vil fortælle … men I ved, hvad jeg mener.

Det her er en lille morgenhistorie fra min ungdom, hvor jeg, som teenagedrenge jo gør, vågner med en vis ”begejstring”:

Mine forældre er allerede stået op og rumsterer rundt i vores køkken, men jeg kan jo ikke lade min ”begejstring” gå ubenyttet hen, så jeg går i gang med at bearbejde den. Så begynder min mor at kalde fra køkkenet: ”Jakob, så er der morgenmad. Jakob! Du skal komme nu.” Og det er jo faktisk det projekt, jeg har gang i. Det foregår bare under dynen og på en lidt anden måde, end hun mener. Nå, jeg arbejder videre på sagen, eller lad os bare blive ved med at kalde den begejstringen, og nu bliver min mors råb mere intense. ”Jakob, kom så!” Og min far begynder med mere bestemt stemme at blande sig: ”Så er det nu, Jakob. Kan du så komme.”

Jeg kører løs i hektisk tempo for både at tilfredsstille mine forældre og naturligvis i høj grad mig selv. Og endelig er den lige ved at være der. Som jeg plejer, slår jeg dynen til side for at sprøjte klimaks af min teenagerbegejstring ud i dynetøjet. Og akkurat som jeg løfter dynen, smækker min far døren til mit værelse op og siger vredt: ”Så kommer du, Jakob!” Det gør jeg så – mens min far fuldstændig fastfrosset i døren stirrer mig direkte ind i øjnene, men ikke uden at han naturligvis får hele sceneriet med inklusive min sprøjtende udløsning. Det var, som om der opstod en lille tidslomme, hvor vi bare stirrede hinanden i øjnene i en evighed. Så lukkede han døren igen. Der blev ikke udvekslet flere ord den morgen, og jeg tror aldrig, mit hoved har været så langt nede i havregrynene.

 

Sprøjteorgasme

Det lyder en smule ulækkert, og på nogle områder er det også præcis det, der er. Men på den fede måde. Det er urkvinden, der kommer ud af hulen! Det skal man ikke starte en sexseance med. Slet ikke hvis du lige har fået søde Lise-Lotte fra arbejde med hjem i dobbeltsengen første gang. Det går simpelthen ikke! Kvinden skal have 100% tillid til dig, før du skal prøve. Og går det ikke første gang, så slap af og prøv igen eller vent til en anden gang.

Mange kvinder tror lige før en sprøjteorgasme, at de skal tisse. Hvis hun siger det, så stop, hvad du har gang i – for så fungerer det ikke.

Der findes faktisk kvinder, for hvem sprøjteorgasme er helt naturligt. Hvor det stort set sker, hver eneste gang de har sex.

Jeg mødte engang en kvinde, der kunne give sig selv sprøjteorgasme alene ved tankens kraft!

For de kvinder, der får det så nemt, kan det gå hen at blive et helt problem, for alting bliver vådt. Rigtig vådt. Jeg ved ikke præcis, hvor meget der kommer ud – utrolig meget mere end vores udløsning – måske en hel deciliter. Men jeg ved, at det bliver vådt. Næsten som om der er tisset i sengen.

Der er ikke noget magisk ved sprøjteorgasme. Det er en teknik, man kan lære.

Det første, det er vigtigt at vide, er, at hun skal være fuldstændig med på den – og at hun skal give sig fuldstændig hen til dig.

Så laver du en håndstilling lidt som et satantegn. Du stritter med pegefinger og lillefinger. Langemand og ringfinger skal du have op i hendes skede. På den måde bliver pege- og lillefinger dem, du styrer din bevægelse med, fordi de er placeret godt inde i lysken på kvinden.

Varm hende lidt op på den måde. Hvis du sidder ved siden af hende eller står op, kan du nu svinge hendes ene ben rundt om dig, så kussen er helt åben og tilgængelig.

Du fortsætter med fingrene og vil sikkert mærke, hvordan hun bliver mere og mere liderlig. Hun bliver vådere og vådere, og du kan selv føle, hvordan kirtlerne, g-punktet og a-punktet (der sidder lige før g-punktet) begynder at svulme lidt op.

Så sætter du turbo på din hånd. Her kan det virke godt simpelthen at løfte hende op med din hånd, mens du kører hurtigere og hurtigere.

Turbo, turbo, turbo – lidt som når du selv onanerer. Vildere og vildere. Måske 30 sekunder. Hårdt.

Så sprøjter hun!

I forskellige kulturer gennem historien er den kvindelige ejakulation blevet tilbedt som noget næsten guddommeligt. Desværre har vi i vores kultur gennem alt for mange år gjort det til noget fordækt – næsten skamfuldt. Det er faktisk først gennem Freud, at der kommer fokus på kvindernes seksualitet, og først med den seksuelle revolution i 1960’erne, at det er blevet helt aftabuiseret og anerkendt, at kvinder får orgasmer – og at kvinder også kan ejakulere!

 

Brystorgasme

Endnu en gang skal jeg understrege, at det er meget få kvinder, der kan få orgasme alene gennem stimulering af brysterne og brystvorterne. Men de fleste er hypersensitive i det område. Især brystvorterne. Og her løber der en direkte forbindelse ned til hendes fisse. Så selvom hun ikke får decideret brystorgasme, skal du endelig ikke holde dig tilbage.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for mange mænd. Vi er også utrolig følsomme på vores brystvorter. Jeg kender ikke mænd, der decideret har fået orgasme på brystvorterne, men det er meget få, der ikke kan lide at blive rørt og slikket der.

 

Mundorgasme

På samme måde er der en forbindelse fra læberne og ned i underlivet. Læberne er jo enormt følsomme. Jeg har ikke selv prøvet at give en kvinde orgasme direkte via munden, men kender flere mænd (og kvinder), der siger, at det har de oplevet. Og jeg kan da klart sætte mig ind i det, for jeg har ofte kysset så meget, at det har været lige før.

Som et lille eksempel kan du prøve at tænke på din yndlingsret. Noget mad, du rigtig godt kan lide. Jo mere du forestiller dig, at du har det lige foran dig, næsten kan dufte det og om lidt skal smage det … jo mere mundvand får du. Det er dine kirtler fra halsåbningen, der helt automatisk åbner op og i virkeligheden giver dig en lille mundorgasme! En proces, der overholder kriterierne fra de andre orgasmer.

 

Øjenorgasme

Den her er lidt mere abstrakt – og nej, det handler ikke om at slikke hinanden i øjet. Det er meget mere sensuelt og helt fantastisk, hvis det lykkes.

I skal sætte jer over for hinanden og kigge hinanden i øjnene – uden at blinke!

Hele tiden skal I kun have fokus på at kigge den anden i øjnene. Se ind i hinanden.

Forestil dig, at du sender en stråle, der kommer fra dit hjerte og ud af dit øje, og som rammer hende i hendes øjne.

Og bliv ved. Måske 10-15 minutter.

Hele tiden uden at blinke. Uden at kigge væk og uden at miste fokus.

Hvis det lykkes, vil du på et tidspunkt opleve et næsten hvidt blink, og pludselig kan du kun se et stort øje foran dig – og i den oplevelse kan der være en fænomenal orgasme.

Selvom det ikke lykkes at få det store ene øje frem, så er det en super øvelse for sensitivitet og nærhed, og jeg kan næsten garantere, at I bagefter får lyst til det dybeste, mest inderlige kram!

 

Øreorgasme

Det er principielt det samme, som du kender fra bryst- og mundorgasme. Stykket lige bag og under øret er utrolig sensitivt og kildent. Selve øret er også meget erogent. Så alt her kan nulres, kæles og slikkes, så det er helt fantastisk.

 

Næseorgasme

Du kan faktisk onanere i næsen! Ja, det passer. Prøv at tage et græsstrå eller en meget lille pind. Så kild dig selv i næsen et sted, hvor det virkelig kilder. Du skal prøve at ramme der, hvor det kilder så meget, at du næsten ikke kan holde det ud, men hvor det samtidig er en lille smule rart.

Og hvad sker der?

Atjuh!

Et skønt, befriende nys. Fremkaldt af noget kildrende dejligt – det er en næseorgasme!

Multiorgasmer

Kvinder er ikke bare i stand til at få flere orgasmer under et samleje, de kan også få serieorgasmer. For at opnå det skal du efter en orgasme fortsætte med det samme og stimulere hende til endnu en orgasme. Her skal du være opmærksom på, at hun efter orgasme er hypersensitiv og måske endda vil gøre en smule modstand. Det skal du blidt ignorere og så fortsætte med en anden af dine teknikker, lidt blidere end du måske normalt ville gøre, fordi hun nu er hypersensitiv. Så kan hun komme igen næsten med det samme!

 

Simultanorgasme

Simultanorgasme er fantastisk at opleve, men også meget svært at opnå. Her er min opskrift: Du skal kunne styre din udløsning!

Det kan du sagtens træne, når du onanerer med dig selv. Prøv de næste gange at stoppe dig selv, lige før du får udløsning. Så går du i gang igen – kører lidt – og igen: Stop før udløsning!

Hvis du træner det op, mens du onanerer, kan du lære at kontrollere din udløsning.

Når du så er sammen med en kvinde, så bed hende om at sige til, lige før hun kommer, så du er klar til at frigive din orgasme – din udløsning – på samme tid som hende.

Husk, at kvinder nogle gange kommer i op til flere minutter – i hvert fald meget længere end vi gør – så du har et vindue, hvor du godt kan nå at ramme hendes orgasme, så I kommer på samme tid.

Et lille ekstra trick er, at når hun skriger, hvisker eller stønner, at nu kommer hun, så råber du tilbage: ”Det gør jeg også! Bliv ved!”

Det er utrolig stimulerende for hendes orgasme, og så kan I komme fuldstændig simultant.

 

 

Mentalorgasme

Hvis man vil give hinanden mentalorgasme, er det vigtigt at holde sig for øje, at kvinder er auditive, mens vi mænd er visuelle.

Kvinder elsker fortællinger. Små erotiske fantasier. Forestillingen om golflæreren, der tager hende med sin kølle ude på greenen. Lægeromaner. Den frække håndværker. Osv.

Vi mænd er i den sammenhæng ret så primitive. Vi skal bare se closeup af en kusse eller et korporligt samleje – kød, der klasker mod kød – så er vi tændte.

I dag kan man via mobil eller internet tænde hinanden så meget, at det faktisk er muligt at få en mentalorgasme helt uden fysisk at mødes. Vi skal pirre deres fantasier med frække sms’er om alt det, vi vil gøre ved dem, når vi mødes.

 

De kan gøre det samme – og har man mulighed for en lille mms af et bryst eller et par pikante trusser, så er vi totalt på! Her sætter kun fantasien grænser, og hvert enkelt par må eksperimentere sig frem til, hvad der er hottest for dem. Hvis de da ikke allerede dybest set godt ved det!

 

Husk: Stop orgasmefikseringen!

Pointen med at kende alle disse forskellige former for orgasmer er jo, at man kan blive inspireret til alle mulige former for sexlege. At man fornemmer, at hele kroppen er fyldt med erogene zoner. Så mange, at vi faktisk kan kalde den vores orgastiske krop. Og det kan fjerne fokus lidt fra skedeorgasmen eller klitorisorgasmen, så man nyder vejen og omvejene derhen frem for at jagte den som slutresultat.

I forvejen er selve mandens udløsning som før nævnt kun de der 5-15 sekunder (absolut maksimum), og når det først er sket, skal vi jo gerne have den ligeså førnævnte lille lur. Så i stedet for at jagte din egen udløsning kan du forlænge nydelsen ved samlejet ved at gøre ting alle mulige steder på hendes krop og hun på din.

Brug alle kroppens erogene zoner.

 

Lad ikke orgasmen (udløsning) blive målet for sexseancen.

 

Giv hende serieorgasme ved at fortsætte stimuleringen, så snart hun har fået udløsning.

 

Eksperimenter med andre orgasmer end skede- og klitorisorgasme.