Tidligere var St. Pauli-kvarteret i Europas næststørste havneby Hamborg kendt for sit rå prostitutionsmiljø. Især omkring den berømte ludergade Reeperbahn vrimlede det med sømænd, der kom for at besøge prostituerede, som højlydt faldbød sig selv. Sådan er det ikke mere. I dag er det lyden af musik fra de mange cool klubber, der møder en, når man går rundt.

Hvor er luderne og sømændene blevet af?

Det spurgte jeg flere af byens indbyggere om og fik at vide, at antallet af sømænd er stærkt reduceret, og at de nye generationer slet ikke er interesserede i prostitution.

Det første er sikkert sandt, men også det andet?

Det måtte undersøges. Jeg gik på opdagelse omkring de mange stripklubber, der trods alt stadig findes på Reeperbahn. Helt bevidst fravalgte jeg de dyreste champagnebarer, som det sikkert ellers havde været klogest at besøge, og blev i stedet tiltrukket af et sted, der reklamerede med gratis øl. Wau, tænkte jeg og gik modigt ind i den skumle opgang. Trappen fortsatte opad og opad. Hele vejen stod aggressive ludere, der rev og flåede i mit tøj og råbte: ”come, come.” Men jeg fortsatte, fast besluttet på at nå frem til den gratis øl.

Helt oppe fandt jeg endelig en rusten ølautomat, men den var tom og så ikke ud til at have virket i årtier.

Måske er de yngre generationer bare kloge nok til ikke at hoppe på den slags bluf?

Flere koncerter på én aften
Snart opdagede jeg, at det med de forsvundne ludere nok mest skyldes, at de fleste har flyttet deres ”udstillingsvinduer” til nettet. Og at de øvrige er trukket hen i den mindre Herbertstrasse, som er lukket forsvarligt af med mure i begge ender, og hvor kvinder ikke har adgang.

Her hænger luderne bogstaveligt talt ud af vinduerne og lokker efter bedste evne de besøgende til sig Alle steder i gaden er indrettet efter samme koncept og endda med samme grafik på skiltene, og rygtet siger da også, at det alt sammen ejes og drives af pensionister i Hells Angels.

Det fantasiløse horehus kunne man kalde det.

Fantasi mangler der heldigvis ikke i resten af St. Pauli, hvor man så nu trygt kan færdes uden at støde på hverken ludere eller sømænd.

Fra København er jeg vant til klubber, hvor et teleskoplys blænder alt og alle, og man flasher sig selv og sin status i dyre sofaarrangementer til en musik, så høj og ensformig, at man hverken har lyst til at snakke eller orker tænke på at danse.

I Hamborg er klublivet meget mere nede på jorden, mere råt og mere koncentreret omkring at høre god musik. Live musik. Der findes så mange spillesteder, som ligger så tæt, at man sagtens kan nå et par stykker på en aften. Hvad enten du er til techno eller rock, er udvalget stort, og benene kan slet ikke stå stille.

Byen lever i sandhed stadig op til sit ry som stedet, hvor rock’n roll og Beatles tog form.

I øvrigt er det også stadig muligt at besøge Bambi Kino (Paul-Roosen Strasse 33), hvor Beatles sov i et koldt arkivrum bag biograflærredet, og Top Ten (Reeperbahn 136), hvor de spillede nogle af deres første koncerter. Sidstnævnte er i dag et partytempel ved navn Moondoo og bestemt et besøg værd.

Undervejs rundt er det også muligt at opleve fede danske rockorkestre, som endnu ikke er specielt kendte herhjemme. Her er nemlig både plads til de allerstørste og dem, der kun lige er på vej op.

Stemningen er alle steder afslappet, nogen vil endda sige retro, og priserne er det halve af dem i København.

Kæmpebunkerens klubliv
Det allermest fascinerende sted, jeg nåede at besøge, er klubben Uebel & Gefährlich (Feldstrasse 66), der sammen med andre klubber holder til i et flakturm. En af de kæmpestore bunkere, der under 2. verdenskrig blev opført over jorden. Med ufatteligt tykke betonmure, konstrueret til at modstå alle slags angreb, men samtidig effektivt isolerede, så den høje musik ikke generer omgivelserne.

Her kan man tale om genbrug, som giver mening og har et budskab. Bunkeren stråler af at være født af en ond krig, men giver nu plads for glæde og fornøjelse. Klubben, der ligger på 4. sal, har plads til omkring tusinde gæster og rummer både en enorm balsal, et tårnrum og en terrasse på taget. Musikprogrammet spænder fra techno over jazz til koncerter med singer-songwritere.

Det allersidste, jeg gjorde i Hamburg, var at finde et højt sted, hvor jeg havde udsigt ud over havnen og kunne se solen stå op. Der stod jeg og tænkte på byens dramatiske historie og gav mig til at tælle mængden af containerkraner.