Alle veje fører til kærlighed
Aldrig før har der været så mange singler, alligevel bliver det stadig set på som sært og underligt ikke at have en fast kæreste. Hvorfor egentlig? Min egen singletilværelse er mindst lige så rig på kærlighed, som mine faste parforhold har været.
Her kommer en indrømmelse: Jeg er single, og det har jeg været i ti år.
”Hold kæft, det må have været ti år som vildfaren og fortabt,” er nok din første reaktion. I hvert fald hvis du er den medfølende type. Sådan ser vi nemlig stadig på singlelivet. Og det er også selvom over 50 procent af alle husstande i Danmark er beboet af en enlig med eller uden børn.
Det skorter ikke på opfordringer til os singler om, at vi skal se at komme ud af vores forfærdelige tilstand. Men skal vi det, og er den nu så forfærdelig? Er det ikke bare noget, vi bilder os ind, fordi vi er blevet bombarderet med propaganda fra gammel tid.
Født som halve mennesker
F.eks. når Platon i Symposion genfortæller den græske myte om, hvordan kønnet er opstået. Urmenneskene var ifølge myten en helhed i sig selv. De havde fire arme, fire ben, to helt ens ansigter, samt to sæt kønsdele og gik rundt og var lykkelige og harmoniske. Men guden Zeus blev bange for, at de skulle blive for mægtige. Han tog sit lyn og splittede menneskene i to og dømte dem til for altid at søge efter den anden halvdel, der fuldendte dem.
Sådan et menneske har jeg heller ikke kunnet undgå at føle mig som. Halvt og overskåret og forpligtet til at søge.
Der manglede noget, før at jeg så rigtig ud og kunne være lykkelig.
Jeg er naturligvis ikke upåvirket af samfundets normer. Det sker stadig, at jeg overfaldes af en drøm om at finde den eneste ene, som jeg kan være sammen med til mine dages ende, kan blive gift med ved et bryllup af royale dimensioner, få en masse børn med og dele det velsignede, almindelige familieliv med, inklusiv søndagsmiddage, fælles tv-aftener, storindkøb og badmintonspil på plænen. Jeg forestiller mig, at vi skal sidde på verandaen sammen om 40 år, måske nok lidt arrige på hinanden efter så mange år under samme tag men dog sammen i en helhed.
I to omgange var det også lige ved. To gange boede jeg sammen med en kvinde i fem år. Jeg aner ikke, hvorfor det lige gik galt efter det antal år begge gange. Det er åbenbart så længe, jeg holder ud, eller måske snarere så længe som kvinderne kan holde mig ud. Guderne skal vide, at jeg siden har søgt alle vegne efter den perfekte mage. Jeg har foretrukket at gøre det ude i den virkelige verden, men jeg ved, at mange af mine single-venner har brugt mange ressourcer på at jage en mage på nettet.
Ligesom dem kunne jeg efterhånden min ønskeliste udenad. Hun skulle helst have langt hår. Helst være godt uddannet. Helst kunne lide de samme film som mig. Igen og igen forsøgte jeg at sælge mig selv som den ypperste vare over for kvinder, der så ud til at leve op til det ideal.
Men som alle andre, der har befundet sig for længe på datingmarkedet, blev jeg med tiden mere og mere krævende. Jeg gik mere op i at få end i at give og havde mere fokus på, hvordan den anden var, end på hvem jeg selv blev, når vi var sammen.
Igen og igen gik det galt. Jeg dummede mig, eller hun gjorde det. Vi blev trætte af hinanden eller begynde at drømme om at græsset var grønnere inde hos naboen.
Årene gik, og jeg kom længere og længere væk fra det standardiserede parforhold. Længere og længere væk fra det, der betragtes som normen. Og det selv om jeg fik al den hjælp, jeg kunne ønske mig.
Et land spækket med Kirsten Gifteknive
Alle singler kender til det med at blive inviteret til en middag og ved ankomsten opdage, at man ”tilfældigvis” er sat ved siden af den eneste single fra det andet køn blandt gæsterne. Næsten alle singler har også oplevet, at venner, der vil en det bedste, ringer og tilbyder at arrangere en blind-date med den kollega, der for et år siden blev forladt, selv om hun både er pæn og sød.
Danmark er fattigt på meget, men ikke på Kirsten Gifteknive, der gerne vil medvirke til at gøre en som mig hel igen. Egentlig en fin tanke.
Så en dag vågnede jeg op og tænkte, at da der ikke var noget galt med udvalget af kvinder, og der ikke manglede folk, som ville bringe mig i forbindelse med dem, var det måske noget helt andet, det var galt med.
Måske havde jeg bare ikke lyst til at være i et traditionelt parforhold.
I starten skræmte den tanke mig.
Ikke alene ses et fast parforhold som normen, mange forbinder det også med at være et ansvarligt og pligtopfyldende menneske. Det er lidt rodet det her, men på en eller anden måde er det lykkedes os at have en masse ideer om, at vi kun kan finde den sande kærlighed og blive hele mennesker i parforholdet. Samtidig med at vi også forbinder parforholdet med noget, vi bør blive i, er forpligtede til at pleje og ikke lige sådan uden videre kan flygte fra. Som om nogen nogensinde ville flygte fra en relation, hvor de føler sig hele og elskede.
Det gik op for mig, at der er noget, som slet ikke stemmer her.
Selvfølgelig kunne jeg savne en at flade ud med i sofaen lørdag aften. Eller holde i hånd med på en tur i skoven. Men måske tøvede jeg så meget med at gå ind i et længerevarende parforhold, fordi jeg er lykkeligere og bedre tilpas som single.
Forelskelse opstår, når vi er i krise
Mange undersøgelser viser, at forelskelse opstår, når vi er i krise. Jo større krise, vi har i vores liv, jo nemmere har vi ved at blive forelsket. Set på den måde vokser forelskelse ikke ud af romantisk buskads, men fungerer mere som et plaster på vores sår. Og når jeg ikke forelskede mig ordentligt gennem så lang tid, skyldtes det måske helt enkelt, at jeg havde det godt. Måske spiller symfoniorkestret ganske glimrende uden en kvindelig dirigent for at sige det lidt flot.
En fuldstændig vanvittig påstand, jeg ved det, men jeg har alligevel tilladt mig at kigge nærmere på den. Først har jeg set på alt det, der prøver at fastholde mig i den overbevisning, at jeg bør være ulykkelig.
Et samfund for to
Jeg har en datter, som bor hos mig halvdelen af tiden, og som jeg glad og gerne tilbringer tid sammen med. Men alene de ord, vi har valgt at betegne min familieform med, viser, at den ikke er ”rigtig”. Jeg er enlig far og fraskilt. Til nød delefar. Skulle jeg få den ide at finde sammen med en kvinde, som har børn i forvejen, går det helt galt med de rædselsfulde betegnelser. Her kan jeg vælge mellem at blive stedfar, papfar eller plasticfar.
Endnu sværere at acceptere er det, at jeg for tiden næsten ikke kan åbne en avis uden at falde over en undersøgelse, der fortæller mig, at jeg som fraskilt og enlig forældre pålægger mit barn en forfærdelig barndom. Mens det sjældnere bliver undersøgt, hvor svært det er for børn at være i familier, hvor forholdet mellem forældrene fungere dårligt.
Rent økonomisk ville det også være smartere af mig at finde sammen med en fuldtidsarbejdende mage. Er jeg del af et par, har jeg nemlig nemmere ved at finde boliger og rejser, der passer til mine behov, nemmere ved at få lån i banken, og jeg bliver belønnet af stort set alle skatteordninger. Avis-abonnementer gør heller ingen forskel på, om der er en eller to, der læser med, og går du i supermarkedet, findes der ikke en eneste kødindpakning, som tager højde for, at det kun er mig, der skal grille i aften.
Kærlighed er en konstruktion
Hvad så med kærligheden? Her går jeg da som single virkelig glip af noget, ikke?
Nej, faktisk ikke.
Forelskede kræver, som vi tidligere har konstateret, at der er et behov. Jo større behovet er, jo mere opsat er man på jagten. Jeg har mødt en del singler, der taler om, at de mest er frustrerede over, at de aldrig bliver forelskede mere. Det er som regel dem, der har ret meget styr på deres liv. De har deres lejlighed, venner, et godt og spændende arbejde, måske endda de børn, de vil have. Der er ikke noget behov andet i små glimt.
Lad os se det i øjnene. Kærlighed i den romantiske belysning, vi holder af at se den i, eksisterer ikke. Det er en konstruktion inde i vores hoveder, sat sammen af den geografi, kultur og øvrige baggrund, vi er født ind i.
Lad os tage et eksempel med en lille pige, der gør sig umage med at male et flot billede til sin far. Hun går ind i stuen og viser ham den, men han gider knap nok kigge op og siger bare: ”Har du husket at rydde op på dit værelse”. På den måde lærer hun, at kærlighed er afvisning. Det er forklaringen på, at så mange kvinder forelsker sig i fyre, der i virkeligheden ikke vil have dem, og som viser dem kulde, og som de alligevel hænger ved.
Vi har en alt for klar plantegning inde i vores hoved af, hvad kærlighed bør være. Og kun i det omfang vi kan få en mage til at passe ind i den føler vi os rigtige. Stritter der en hæl eller en tå, føler vi os forkerte og bliver bange for at blive en af dem, der ikke lever i det rette, solbeskinnede parforhold.
Krøl plantegningerne sammen
- Parforhold og brud: Sig farvel på en god måde Der er så mange brud og skilsmisser, der er unødvendigt hårde, fordi vi er utroligt bange for at såre hinanden og rædselsslagne for de store følelsesudbrud. Især hvis de er vendt mod os. I virkeligheden er de dårlige brud langt mere sårende.
- Nytårstalen 2014 Det er tid til at springe ind i et nyt år. Lad os lige dvæle lidt ved det gamle; 2014. 2014 var dyrkelsens år. Vi dyrkede vores hjem til perfektion (så det dæleme ku’ have været med i et eller andet boligprogram). Vi dyrkede vores børn; gav dem hot tøj, puttede dem i den rigtige skole og sørgede for, at de fik den perfekte omgangsform.
- Jagten på selvkærlighed. Er du blevet selvudviklingsjunkie? ”Elsk dig selv – og bliv lykkelig på 5 uger”, ”Find dig selv”, ”Bliv stærk og sund i sjælen”. Der har godt nok aldrig været så mange tilbud indenfor personlig udvikling som i dag. Selvudviklingsbøgerne lover bedre selvværd på 14 dage, og kurserne tilbyder et sundt og lykkeligt liv – oven i købet med certifikat!
- DROP TRYGHEDEN – og sæt ild i hjerterne! Kære unge mennesker. Jeg er glad for møde jer, når jeg er rundt i landet og snakke. Jeg har tænkt lidt over, hvad I er for nogle. Og jeg vil sige, at I er en flok fantastiske mennesker! Rummelige. Harmoniske. Søde. Dygtige til at takle konflikter. Realistiske. Men hold da kæft, hvor er I dog også pæne og … kedelige! Hallo.
- Afklædt: “Du siger nej, men du mener ja!” Føljeton Dorte hun kommer tættere på og vil ikke give slip. Hun er overbevist om, at hun er kæreste med Jakob og udefra ligner det en lidenskabelig parringsdans.
- Mand, kend dit lem Der er mange myter om pikken. En af dem er, at Gud har skabt manden med 2 hoveder, men ikke med blod nok til, at vi kan bruge begge to på én gang. En anden er, at den skal være stiv og hård hele tiden, hvis vi dyrker sex. Kvinder kan blive helt skrækslagne, hvis den pludselig bliver lidt slappere, fordi de tror, de gør noget forkert – og det kan næsten sætte alting i stå i dobbeltsengen. Men nej, nej, piger – det er tid til, at I lærer, hvordan det fungerer med et af vores vigtigste redskaber. Pikken skal ikke være hård og stiv hele tiden, den kan sagtens blive lidt blødere eller endda helt slap. Derfor er sex stadig skønt, for den er lige så følsom, som når den er totalt oprejst og stiv.
- Forelsket Jens: “Hun fylder alt! Det giver mig kvælningsfornemmelser” Jens er forelsket. Det eneste problem er, at hun fylder alt i hans tanker. Og han får kvælningsfornemmelser. Nå ja, og så er der det med forventningerne. Hun vil gerne have tre børn, han vil helst ingen have. En føljeton.
- Ubåd, sex og mord! Tanken vi ikke kan holde ud Ligesom alle andre danskere har jeg de sidste uger haft svært ved at slippe Ubådssagen. Den er svær ikke at blive draget af. Tag bare de to hovedpersoner, der er som taget ud af et eventyr: Den ene en mandlig, kreativ, dygtig, kontroversiel opfinder, den anden en kvindelig selvstændig, vovelysten journalist, der havde rejst verden rundt og var på vej til at bosætte sig i Kina.
- Iris, min stalker: “Jeg finder mig aldrig i at blive vraget”. #2 Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.
- Husk dine venskaber – også når du er i parforhold Venskab vokser, når de plejes. Men husker du at pleje venskaberne, når du er i parforhold, eller bliver de taget for givet og skubbet til side?