Hvis der er noget, vi alle sammen kan være enige om, så er det, at det ikke må være særlig sjovt at være misbruger, altså spritterbums eller junkie.

De stakler er åbenlys svage, hænger ud på bænke ved stationer eller indkøbscentre, er ødelagte og har det tydeligvis skidt med deres misbrug.

Men det lille hygge-misbrug, altså det misbrug der ikke er til at se, lugte, genkende, det lever i bedste velgående og er næsten beundringsværdigt, for vi lever i en tid der hylder, at vi løber væk fra os selv.

Hygge-misbruger

De fleste hygge-misbrug er forklædt som alt andet end misbrug.

Det ser fint og sundt ud på overfladen, ja faktisk ligner det succes, og ja, her taler jeg om fitness-junkien, sundhedsfanatikeren, arbejdsnarkomanen, shopaholic-typen, sexnarkomanen osv.

Det ligner ikke misbrug, for det er jo sundt at dyrke sport og tælle kalorier og have et engageret arbejdsliv. Men det er stadigvæk afhængighed, der styrer personen.

For hvornår er nok Hvorfor skal musklerne trænes større end størst, mens du indtager proteinpulver? Hvorfor nægter du at røre ved mad, der ikke er tilberedt af biodynamiske råvarer fra den helt særlige økobutik? Hvorfor arbejder du både i hverdage og i weekenden?

Fordi du er hygge-misbruger, dit stof er bare ikke heroin.

Negative tanker

For alle misbrugere gælder det samme: At vi ikke kan være med os selv. Vi kan ikke holde sindsstemningen ud, vi vil væk fra os selv.

Følelserne og tankerne er ubehagelige. Triste billeder fra barndommen toner frem, når vi er alene uden at lave noget, alle de ubearbejdede følelser dukker op, skilsmissen, fyringen, afvisningerne og konflikterne.

Ensomhedsfølelsen stikker sit lille fjæs frem, frygt, uro, negative tanker såsom; hvorfor har jeg ikke nogen kæreste, hvorfor har jeg ikke ligeså meget succes som de andre, hvorfor bliver jeg ikke respekteret nok, osv.

Puh, det er ikke til at holde ud, vi må væk!!

Hvornår er det nok?

Ja, det er alle de ubehagelige stemninger, der får os til at booke ekstra mange arbejdsaftaler i kalenderen, kontakte flere elskere på én gang, storme op på løbebåndet eller noget andet, der kan få os væk fra os selv. Og det virker.

Vi laver en akut stemningsændring!

Det føles faktisk som om, vi gør noget godt for os selv; vi er på vej et sted hen, der er bedre, et dejligt sted, er vi ikke?

Næ, vi er da bare i gang med at løbe væk fra os selv. Vores svaghed og vores følelser er der endnu … og følelserne virker mere og mere skræmmende, jo mere vi løber.

Og nu skal jeg lige pointere, at det jo er herligt at løbe en tur, når vi er lidt kede af det, eller købe nyt flot tøj, når vi er blevet forladt, eller tage en bajer.

Men spørgsmålet er: Hvornår er det nok? Hvornår overtager hygge-misbruget vores liv og vores sind?

GÅ med følelserne

For pokker, vi er så skide bange for sårbare følelser her til lands, bange for svaghed og for smerte.

Vi hylder jo nærmest misbrugskulturen, hylder dén der kan løbe længst, arbejde mest og være stærkest.

Vi opdrages til at præstere derudad, være succesfulde,”vækste” og vigtigst af alt; have selvkontrol. Al den selvkontrol! Vi oplæres til at styre udenom vores sårbarhed, væk fra vores indre stemme. Suk.

Det er synd. Det er kedeligt. Det er absurd.

Vi dør altså ikke af at mærke ubehagelige følelser eller ensomhedsstemninger, tværtimod! Det er jo bare følelser.

Vi skal jo ikke GÅ med følelserne, men bare VÆRE med dem. Favne dem, give vores indre stemme opmærksomhed, kærlighed og omsorg. Trøste! Være der. Tage os selv alvorligt. Lytte.

Hvis vi ikke selv gider lytte, hvem skal så?

Jeg er så træt af arbejdssnak, sundhedsævl og alt for store muskler. Jeg vil meget hellere høre, hvordan du har det.

Er der noget, du er ked af? Er der noget, du savner i dit liv? Hvad drømmer du om?