Jens - i ufrivilligt cølibat. Afsnit 1.

 

Så snart Jens kommer ind ad døren, kan jeg se, at min gamle ven igen har kærlighedsproblemer. Der noget over måden, håret stritter på, hans rynkede pande og stive kropsholdning, som skriger det ud til verden.

Siden han blev skilt for fem år siden, har han ikke holdt sammen med nogen mere end få uger ad gangen, og i perioder har han til sin egen desperation levet i ufrivilligt cølibat.

Kunsten at være for direkte

Det har altid undret mig, at der ikke er flere kvinder, som falder for denne intelligente og hjælpsomme mand med bjørnefavnen.

Men ifølge ham selv er han håbløs til at flirte og desuden lidt af en nørd, der siger, hvad han mener. Også selv om han kommer til at træde nogen (kvinderne) over tæerne.

Han og jeg har også haft perioder, hvor vi ikke sås. Et par gange har han såret mig så dybt med sin mangel på fingerspidsfornemmelse, at jeg måtte have en pause. Men for tiden kører vores venskab på skinner.

Træt af Elitedaters

– Jeg kommer bare for at snakke og få noget af din sexologviden, siger Jens traditionen tro.

Jeg laver kaffe og forbereder mig på, at det kommer til at tage tid. Vi sætter os ind i stuen.

– Spyt ud, hvem har forladt dig denne gang?

Han sukker dybt.

– Ingen. Jeg er bare træt af at prøve at støve en kæreste op på datingsiden Elitedaters. Jeg har skrevet sammen med mindst tyve kommunikationsmedarbejdere, lærere og forlagsredaktører og foldet mig ud fra min bedste side, fuldstændig som du har anbefalet, Jakob.

– Jeg har husket at komplimentere dem for alt, ikke kun deres bryster og røv, men også deres øjne, mund, hår og ben. Jeg spørger endda også følsomt ind til deres liv i øvrigt. Seks gange har jeg fået et aftalt en kaffedate, og hver gang gik det i vasken.

– Hvorfor?

– De kommer med alle mulige dumme undskyldninger. Problemer med deres eks, syge børn eller et køkken, der er ved at falde ned, eller de har gang i noget andet derinde, som de åbenbart synes er mere interessant.

– Hvor meget fylder komplimenterne i dine beskeder til dem?

– Cirka to tredjedele, fuldstændig som du sagde, de skulle.

Læs også: Bliv en bedre forfører

Kopierede komplimenter

– Og det er ikke sådan, at du kopierer dem fra den ene besked til den næste? Spørger jeg Jens.

Han rødmer og ser ned i sin kop.

– Det har jeg kun gjort nogle få gange. Tre for at være præcis. Jeg kom til at skrive om et imponerende frontparti til nogle, der var spinkle og ret drengede i det.

– Det bedste er nok i virkeligheden slet ikke at skrive specifikt om deres bryster men bare, at de er skønne. Og hvis du til og med har skrevet noget, de ikke kan få til at passe på sig selv, disser de dig med det samme.

– Du har ret, men jeg har det ikke nemt med alle de ord, man skal hælde ud over dem, det ved du. De vælter ikke bare ud af mig.

Jeg tænker mig om.

– Tiden er inde til, at du skifter over til Tinder, siger jeg.

Jens 2: “Er der kloge kvinder på Tinder?”

Hvordan kommer det til at gå Jens i datingverdenen? Kan Jakob som ven hjælpe ham? Følg med i føljetonen, der kommer i 19. afsnit hen over sommeren. 

Afsnit 1: Læs om Jens ufrivillige cølibat

Afsnit 2: Er der kloge kvinder på Tinder?

Afsnit 3: Hvordan tager man et godt Tinder portræt?

Afsnit 4: Kunsten at lave en fængende sætning 

Afsnit 5: “Jeg har sat kvinderne ind i et skema”

Afsnit 6: På date med yoga-udøveren

Afsnit 7: Daten der har planlagt fremtiden

Afsnit 8: To dates på en aften

Afsnit 9: Drømmedate: Intelligens, lidenskab og computerproblemer

Afsnit 10: “Hvor er du bare god, Jens!”

Afsnit 11: “Du er en nar!”

Afsnit 12: “Vi skal være sammen altid!”

Afsnit 13: Kvælningsfornemmelser