

Kun plads til robuste vindere
Jeg må smågrine, når jeg læser en af de mange stillingsannoncer, der efterlyser en robust medarbejder.
Hvorfor skal man være så robust, for at være på jeres arbejdsplads? Er det da en så forfærdelig og nedslidende arbejdsplads, at almindelig følsomme mennesker ikke vil kunne holde til at være der?
Eller er det fordi, I bare ikke ønsker ansatte med for tydelige svage sider, at I nævner ordet Robust? Sådan er det nu. Det er in at være robust, og yt at være svag. Vi skal være stærke, vindere med succes.
Vi er blevet sygeligt bange for at tabe spillet, falde udenfor og ende som forhutlede hjemløse, bistandsmodtagere, fattigrøve, flygtninge, psykisk syge. Alle dem INGEN kan lide! Alle dem der IKKE er plads til, og som burde tage sig sammen!
Proteinpulver fremfor lykkepiller
Mig, ensom? Ha-ha-ha
Det gælder om at være stærk. Og om ikke andet så at fremstå stærk.
Vi ligger gladelig billeder ud på Facebook af det proteinpulver, vi indtager nede i fitnesscenteret, men vi viser dæleme ikke de lykkepiller, vi sluger hver morgen.
Vi fremviser stolt diplomet fra vores sidste triatlon, men gemmer lægeerklæringen af vejen, der fortæller, at vi lider af dyb depression.
Vi fortæller alle, at vores datter har fået 12, men ikke at selvsamme datter ligger og stikker fingrene i halsen for at brække alt op, hvad hun spiser.
Vi viser billeder af vores glade børn, men fortæller ikke at vi har en krig kørende i Statsamtet med børnenes mor/far.
Vi fortæller anekdoter fra håndlæsere eller wellness-steder, men snakker ikke om den angst-selvhjælpsgruppe vi ses med på psykologcenteret. MIG, ensom? HA-ha-ha-ha! Det snakker vi ikke højt om.
Viser kun små-svagheder
Vi udvælger et par små-svagheder, vi kan joke lidt med; ih, jeg kan ikke finde ud af at lave mad, det brænder altid på, hihihi, jeg kører også tit for langt i tog, fordi jeg er så klodset …
Det er til at rumme. Dé svagheder kan vi snakke om, for de er ikke farlige. Det er de store følelser, der er rigtig ”farlige”.
Men hvorfor? Vi er jo skabt til at kunne rumme både smerte og lykke. Og det er, hvad vi alle oplever: Smerte og lykke.
Hvorfor skal det ene udbasuneres og det andet forties og gemmes af vejen? Hvorfor er det stadig tabu i familien at have angst, depression, OCD, alkoholmisbrug, spiseforstyrrelse eller selvmordstanker?
Det er jo dét, vi lider af! I hver eneste familie florerer de sårbare følelser. Men det snakker vi ikke højt om! Og dét synes jeg, er uhyggeligt.
For hvorfor skal hende med angst ikke have et ekstra langt knus? Hvorfor skal ham med depression ikke have ekstra lyttetid? Hvorfor skal svagheden ignoreres og tabuiseres?
For pokker, det er jo det modsatte der skal til. Det er omsorg, ømhed, kærlighed der kan opløse alle de følelser, der (uden kærlighed) ryger ud af form og bliver til destruktion.
Teater – hvor vi spiller perfekte
Vi vil op, ikke ned. Selv parforholdet skal fremstå perfekt. Hvis en person får os til at fremstå kikset, eller får os til at føle u-tjekkede følelser, så hellere undvære kærlighed, kropslig kontakt og daglige kys.
Det skal være succesagtigt, ellers nej tak.
Også selvom kærligheden jo alle dage ført til flossede følelser; den chance har man sgu da altid været villig at tage.
Et knust hjertet kan heles igen. Men ellers tak, det trækker ned. Og vi vil op! Op, og være med i gruppen af vindere. Men det er jo absurd teater. Vi mennesker er jo bare bittesmå, og livet er stort. Vi kan dø når som helst, knække sammen, miste os selv, miste hinanden, miste hele lortet!
Intet er sikkert.
Heller ikke de ”robuste” sind. Vi har alle sammen svagheder. Så hvorfor må der ikke være plads til svaghed i vores lykkelige samfund?
Min søsters død blev fortiet efter en uge
Da min søster døde for 6 år siden, oplevede jeg, at mange støttede op om afskedsceremonien, de var der, trøstede, støttede, gav svagheden plads.
Men en uge efter var det som om, det hele var glemt. Ingen spurgte mere til min søster.
Det er et for følsomt emne, og de færreste ønsker at ribbe op i sorgen.
Men den fornægtelse og fortielse er med til at gøre os bange.
Vi kan være glemt om en uge. Vi ikke må sørge. Vi må kun være stærke. Men al den såkaldte styrke gør os jo så u-autentiske og stive, og vi i sidste ende er lige til at vælte omkuld.
Det er sgu hårdt at undertrykke følelser i længden. Følelserne bliver forkvaklede, og det skræmmer os, og så har vi endnu mere at skjule! Shit.
Plads til at være hele os
Jeg synes, vi har indrettet os forkert. Fordi vi ikke giver plads til det, vi alle tumler med. Svagheden skal løbes væk, købes væk, skrabes ud. Gemmes væk!
Det gør os angste. Vi er kronisk nervøse for at falde udenfor, at dumme os, at være hele mennesker. Det afskærer os fra at tage nye chancer, gøre skøre ting, og vise hvem vi er. De mennesker der beder om hjælp, bliver set på som besmittede dyr, der skal tage sig sammen og gøre noget ved tingene.
Men måske er det lige omvendt: Måske er det os, der skal tage os sammen, og være noget for dem?
I stedet for at se ned på dem. Og i stedet for drive heksejagt på alt det svage i os selv. Der er masser af gode oplevelser i kriser og i smertefulde følelser.
Det er her vi oplever ydmyghed, taknemmelighed, livets betydning, åbenhed, samhørighed.
Vi oplever en følsomhed overfor dét at være menneske. Og det er slet ikke så farligt.
Lad os nu bare rumme hele svineriet. Give plads til at være os. Græde og grine. Og være dem vi ér!
Ellers bliver vi da fuldstændig syge i bøtten!
-
Det er dig der styrer hesten! Drømmen om prinsen på den hvide hest er ligeså støvet og oldschool som fastnettelefonen.
-
Hvorfor skal vi knalde for Danmark? Vi skal føde flere børn i Danmark. Vi skal reproducere os for fædrelandets skyld. Ja, som DRs store kampagne siger det: Knald for Danmark! Og så får vi ellers at vide, at vi skal skynde os at få børn, helst mens vi er helt unge, for landet skal føres videre af sunde raske danskere. Og Spies markedsfører rejser på at friste folk til at lave børn på feriehotellet i Nice, for der er virkelig brug for børn lige her og nu.
-
Forsoning med min ven og sandheden om Dorte, den farlige drømmer. Føljeton Forsoning. Jakob hører aldrig fra Dorte igen. Men han hører fra sin ven, der sidst kaldte ham et dumt svin. De mødes og taler ærligt om Dorte, den farlige drømmer.
-
Forelsket Jens: “Vi skal være sammen resten af vores liv!” Forelsket. Jens er meget forelsket i Nanna. Selvom han ikke selv ville bruge det ord, så stråler det ud af ham. Det her og denne kvinde er noget helt særligt, mener han. En føljeton.
-
Sådan kommer du videre, når kæresten er gået Den ene dag skinner solen, men næste dag dukker skyerne op og skyller negative tanker ned over dig. Du savner din kæreste, det er slut, han har fundet en anden.
-
Sådan omgås du kvinden derhjemme Hvordan ser det ud med din hun-tække? Eller sagt på en anden måde: Har du svært ved at omgås kvinden derhjemme? Her er en guide til, hvordan du løser de mest almindelige parforholdskonflikter på en måde, så hun elsker dig højere og giver dig mere sex.
-
Kan du ikke li’ dig selv, når du er vred? Vrede har været forbeholdt manden, og derfor er det ikke altid let for kvinder at vise vrede. Vrede er, for mange kvinder, forbundet med noget grimt.
-
HVOR FINDER DU KVINDEN? #4 Diskoteket/natklubben: Det er her, vi almindelige mennesker kommer, når vi går i byen. Her har vi taget pænt tøj på og måske skal vi også danse lidt, men vi møder ikke de supersmarte og rige fra Jetsetstedet eller de meget kloge og kreative fra Instedet.
-
Scor hende Jeg tror ikke på, at der findes standardreplikker, der kan bruges til at indlede en samtale med. Overhovedet. Det er vidt forskelligt fra situation til situation og fra kvinde til kvinde, hvordan man starter en dialog. Så hvis du indtil nu har kørt din strategi på pointkusser og bedriftsjagten, og du til det formål har et arsenal af indgangsreplikker – så glem dem.
-
Mandeklubben #2 – Uddrag fra Natsværmer Nu blev det hedt. Under bordet konkurrerede Kasper og Ulrik om at gnubbe og gnide hende og stikke fingre ind, hvor de kunne komme til. Hun stirrede på tallerkenen med kød og rodfrugter og kunne mærke, at hun blev ildrød i kinderne og op ad halsen. I panik tog hun servietten op til munden for at skjule, hvor meget hun gispede. Uden at ville det begyndte hun også at rokke frem og tilbage for skiftevis at give plads til den ene og den anden. De var ferme begge to. Ulrik rykkede tættere på og lod, som om han fortalte hende om vinen. Ophidset pressede hun sine læber hårdt sammen, men kunne ikke holde de forpustede støn tilbage, da hans fingre tog hårdere fat. Alt i hende kogte.