Kun plads til robuste vindere
Jeg må smågrine, når jeg læser en af de mange stillingsannoncer, der efterlyser en robust medarbejder.
Hvorfor skal man være så robust, for at være på jeres arbejdsplads? Er det da en så forfærdelig og nedslidende arbejdsplads, at almindelig følsomme mennesker ikke vil kunne holde til at være der?
Eller er det fordi, I bare ikke ønsker ansatte med for tydelige svage sider, at I nævner ordet Robust? Sådan er det nu. Det er in at være robust, og yt at være svag. Vi skal være stærke, vindere med succes.
Vi er blevet sygeligt bange for at tabe spillet, falde udenfor og ende som forhutlede hjemløse, bistandsmodtagere, fattigrøve, flygtninge, psykisk syge. Alle dem INGEN kan lide! Alle dem der IKKE er plads til, og som burde tage sig sammen!
Proteinpulver fremfor lykkepiller
Mig, ensom? Ha-ha-ha
Det gælder om at være stærk. Og om ikke andet så at fremstå stærk.
Vi ligger gladelig billeder ud på Facebook af det proteinpulver, vi indtager nede i fitnesscenteret, men vi viser dæleme ikke de lykkepiller, vi sluger hver morgen.
Vi fremviser stolt diplomet fra vores sidste triatlon, men gemmer lægeerklæringen af vejen, der fortæller, at vi lider af dyb depression.
Vi fortæller alle, at vores datter har fået 12, men ikke at selvsamme datter ligger og stikker fingrene i halsen for at brække alt op, hvad hun spiser.
Vi viser billeder af vores glade børn, men fortæller ikke at vi har en krig kørende i Statsamtet med børnenes mor/far.
Vi fortæller anekdoter fra håndlæsere eller wellness-steder, men snakker ikke om den angst-selvhjælpsgruppe vi ses med på psykologcenteret. MIG, ensom? HA-ha-ha-ha! Det snakker vi ikke højt om.
Viser kun små-svagheder
Vi udvælger et par små-svagheder, vi kan joke lidt med; ih, jeg kan ikke finde ud af at lave mad, det brænder altid på, hihihi, jeg kører også tit for langt i tog, fordi jeg er så klodset …
Det er til at rumme. Dé svagheder kan vi snakke om, for de er ikke farlige. Det er de store følelser, der er rigtig ”farlige”.
Men hvorfor? Vi er jo skabt til at kunne rumme både smerte og lykke. Og det er, hvad vi alle oplever: Smerte og lykke.
Hvorfor skal det ene udbasuneres og det andet forties og gemmes af vejen? Hvorfor er det stadig tabu i familien at have angst, depression, OCD, alkoholmisbrug, spiseforstyrrelse eller selvmordstanker?
Det er jo dét, vi lider af! I hver eneste familie florerer de sårbare følelser. Men det snakker vi ikke højt om! Og dét synes jeg, er uhyggeligt.
For hvorfor skal hende med angst ikke have et ekstra langt knus? Hvorfor skal ham med depression ikke have ekstra lyttetid? Hvorfor skal svagheden ignoreres og tabuiseres?
For pokker, det er jo det modsatte der skal til. Det er omsorg, ømhed, kærlighed der kan opløse alle de følelser, der (uden kærlighed) ryger ud af form og bliver til destruktion.
Teater – hvor vi spiller perfekte
Vi vil op, ikke ned. Selv parforholdet skal fremstå perfekt. Hvis en person får os til at fremstå kikset, eller får os til at føle u-tjekkede følelser, så hellere undvære kærlighed, kropslig kontakt og daglige kys.
Det skal være succesagtigt, ellers nej tak.
Også selvom kærligheden jo alle dage ført til flossede følelser; den chance har man sgu da altid været villig at tage.
Et knust hjertet kan heles igen. Men ellers tak, det trækker ned. Og vi vil op! Op, og være med i gruppen af vindere. Men det er jo absurd teater. Vi mennesker er jo bare bittesmå, og livet er stort. Vi kan dø når som helst, knække sammen, miste os selv, miste hinanden, miste hele lortet!
Intet er sikkert.
Heller ikke de ”robuste” sind. Vi har alle sammen svagheder. Så hvorfor må der ikke være plads til svaghed i vores lykkelige samfund?
Min søsters død blev fortiet efter en uge
Da min søster døde for 6 år siden, oplevede jeg, at mange støttede op om afskedsceremonien, de var der, trøstede, støttede, gav svagheden plads.
Men en uge efter var det som om, det hele var glemt. Ingen spurgte mere til min søster.
Det er et for følsomt emne, og de færreste ønsker at ribbe op i sorgen.
Men den fornægtelse og fortielse er med til at gøre os bange.
Vi kan være glemt om en uge. Vi ikke må sørge. Vi må kun være stærke. Men al den såkaldte styrke gør os jo så u-autentiske og stive, og vi i sidste ende er lige til at vælte omkuld.
Det er sgu hårdt at undertrykke følelser i længden. Følelserne bliver forkvaklede, og det skræmmer os, og så har vi endnu mere at skjule! Shit.
Plads til at være hele os
Jeg synes, vi har indrettet os forkert. Fordi vi ikke giver plads til det, vi alle tumler med. Svagheden skal løbes væk, købes væk, skrabes ud. Gemmes væk!
Det gør os angste. Vi er kronisk nervøse for at falde udenfor, at dumme os, at være hele mennesker. Det afskærer os fra at tage nye chancer, gøre skøre ting, og vise hvem vi er. De mennesker der beder om hjælp, bliver set på som besmittede dyr, der skal tage sig sammen og gøre noget ved tingene.
Men måske er det lige omvendt: Måske er det os, der skal tage os sammen, og være noget for dem?
I stedet for at se ned på dem. Og i stedet for drive heksejagt på alt det svage i os selv. Der er masser af gode oplevelser i kriser og i smertefulde følelser.
Det er her vi oplever ydmyghed, taknemmelighed, livets betydning, åbenhed, samhørighed.
Vi oplever en følsomhed overfor dét at være menneske. Og det er slet ikke så farligt.
Lad os nu bare rumme hele svineriet. Give plads til at være os. Græde og grine. Og være dem vi ér!
Ellers bliver vi da fuldstændig syge i bøtten!
- Jens skal være far: “Jeg har lavet et aktivitetsdiagram!” Jakob Olrik bliver inviteret hjem til Jens og skal møde den gravide Nanna. Det viser sig, at Jens har planlagt en del i forhold til det kommende faderskab. Der er styr på det … En føljeton om dating.
- Jens: “Hun er gravid! Hvad fanden gør jeg?” Jens er helt bleg og med skægstubbe, da jeg ser ham igen. Nanna er gravid, og barnet skal vide, hvem faren er. Men er han klar? Og er han faren? En føljeton.
- Hank og mr. Big Stort set alle kvinder stifter bekendtskab med den slags mænd, der vælter sig i kvinder og som det måske nok er let nok at score, men utroligt svært at holde fast i. De klassiske arketyper er Bad Boy og Sugardaddy, der begge er utroligt godt beskrevet i tv serierne ’Sex in the city’ og ’Californication’.
- Uventede gæster i sommerhuset! Føljeton Jakob er i sommerhuset med sin datter. Det regner voldsomt, og pludselig får han øje på en bil, der stopper foran huset. Han tror ikke sine egne øjne, da Dorte stiger ud – med nogle børn!
- Det er kvinden der får os til at mande os op! Kære kvinder, I har skabt en transformation, en revolution. Siden meetoo-bevægelsen startede, har verden ikke været den samme, og dén vil aldrig blive, som den var før. Meetoo og kvindekamp er et livsvigtigt opgør med hierarkier, magtmisbrug, overgreb og respektløshed.
- Stillinger #2 Kalkunen En variant af missionærstillingen i kategorien ”mand øverst”. Her ligger kvinden på ryggen og bøjer benene tilbage. Hun kan enten holde sig fast i stillingen ved at tage hænderne ind i knæhaserne eller ved at holde om det ydre skinneben og blive endnu mere sammenbøjet. Fordelen ved denne stilling er, at manden kan komme meget dybere ind i hende, end hvis hun har benene nede.
- Iris, min stalker: Forlovelsen #6 Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.
- “Jeg er Jakobs elskede!” Føljeton Jakob er på bar med sin ven Michael, og pludselig dukker Dorte op. De har ikke set hinanden siden den der nat for nogle måneder siden, og alligevel kalder hun sig Jakobs elskede. Læs føljetonen fra det virkelige liv.
- Guide til oralsex. Bliv den ultimative slikkemester! Oralsex er en af de bedste måder at stimulere en kvinde på. De fleste kvinder ELSKER det! Det er ganske enkelt favoritten … og vi kan jo også godt lide det!
- Den eneste ene! Drømmer du også om en hel landsby i et menneske? Den eneste ene – er det alt i en. Vil du have en tømrer, præst, ven, budbringer ….? Måske kræver vi faktisk, at ét menneske skal udgøre en hel landsby i dag. Jakob Olrik kigger mere på begrebet den eneste ene.