”Jeg er ked af det, men jeg skal ikke med,” svarede jeg så høfligt, som jeg nu magtede.

”Nåh. Jeg tror ellers, at Iris venter dig og blive enormt ked af det, hvis du ikke dukker op. Det er faktisk mest for din skyld, at hun kommer hjem.”

”Det forstår jeg ikke. Vi er jo ikke kærester. Det har vi aldrig været.”

Kvinden i den anden ende lo venligt. ”Ah, nu skal du ikke lave sjov med mig. I er da mere end kærester. Iris siger, I er vildt forelskede og snart skal giftes.”

”Det skal vi overhovedet ikke. ” 

”Har du fået kolde fødder,” spurgte Iris’ mor koldt. ”For så synes jeg, du skal skynde dig at fortælle hende det.”

”Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Vi har aldrig haft planer om at gifte os. Det er noget, Iris har fundet på.”

”Du er godt nok en sød type, hvad? Først dropper du at tage med hende til Toronto, selv om du ellers havde lovet det højt og helligt. Så springer du fra at leje den dejlige lejlighed derovre, som hun har slidt med at finde til jer, og nu påstår du, at du aldrig har friet til hende.”

”Friet, hvad taler du om?”

”Iris sagde godt nok, at I betragtede det med frieriet lidt som en hemmelighed. Men hun var så glad, at hun ikke kunne lade være at fortælle os, hvor romantisk du var, og at du havde fyldt hendes lejlighed med røde roser. Hun har også sendt os et billede af den ring, du gav hende. Meget smuk og klassisk. Meget kan man sige om dig, men du har sandelig en god smag, unge mand.”

Jeg kunne ikke få vejret. Naturligvis havde jeg ikke foræret Iris nogen ring.