Selvom Iris stalkede mig på mere og mere vanvittige måder, blev jeg enig med mine venner om, at den bedste strategi stadig var, at hun skulle ignoreres.

Ingen skulle svare på hendes hadefulde, anklagende mail, og slet ikke mig. Hun skulle ikke have noget ud af at sende den, ingen kontakt og særligt ingen skænderier om mig eller om, hvordan jeg i hendes øjne havde svigtet hende på det groveste.

Alle omkring mig sagde, at det nemlig præcis var, hvad hun ville opnå.

Hun levede i en fantasiverden, hvor hun og jeg var kærester, stærkt forbundne og dedikerede til hinanden, og alt hvad der kunne bekræfte hende i, at der var lidt sandhed i det, ville få hende til at juble og køre videre med nye påfund.

Tavsheden gjorde hende skør

I dag ved jeg ikke, om det var den rigtige strategi.

Måske var det netop det, at jeg ikke reagerede, som gjorde, at hun blev endnu mere skør. Måske havde hun et eller andet sted undervejs glemt, at jeg var et menneske, som hun var i stand til at såre og gøre alvorligt ondt med sine påfund.

I stedet var jeg blevet til et projekt, som hun følte, hun havde ret til at kanalisere hele sit mindreværd og sin længsel efter kærlighed ind i.

I hvert fald var det, som om min tavshed bare fik hendes sindssyge til at accelerere.

Heftig sex med min kusine?

Det næste hun gjorde, var, at hun gennem en journalist, hun kendte, fik trykt en artikel, hvor jeg optrådte under et andet navn, men alligevel let genkendelig, i hvert fald for mine venner.

Ifølge artiklen var hun kommet ind i min lejlighed og havde taget mig på fersk gerning, mens jeg havde heftig sex med mine kusiner. En temmelig langt ude påstand.

Jeg har nogle dejlige kusiner, som jeg er meget glad for og jævnligt har kontakt med, men jeg kan garantere, at jeg aldrig har haft et forhold til nogen af dem. For at være sikker på, at jeg læste artiklen, skrev hun en sms til mig. ”Hej Jakob, se lige! I dag er du i Politiken.”

Naturligvis for jeg straks ned på gaden og købte avisen. Men bagefter smed jeg den hurtigt ned i den nærmeste papirkurv.

”Det må stoppe nu,” tænkte jeg. ”Der må være en måde, jeg kan få det her til at holde op på.”