Iris, min stalker: Lad mig være- Episode 15.

 

 

Iris kom. Muntert gyngende i hofterne, nedringet, sminket og dullet op som til et vigtigt stævnemøde. Egentlig var det en lettelse for mig at se hende ansigt til ansigt igen, min stalker, min livsødelægger. Se, at der virkelig gemte sig en ivrig, energisk frembrusende kvinde bag det dystert ondskabsfulde genfærd, hun var blevet til i mine tanker. Samtidig så jeg nu tydeligt i hendes træk den lille kærlighedshungrende pige, der ikke kunne tåle at blive afvist, og som var villig til at bruge så enorme kræfter på at hævne sig.

Jeg fortalte hende om alt det, hun havde gjort, remsede det op og udpenslede, hvordan jeg havde oplevet det hele. Mens jeg talte, overvældende den ophobede angst og nervøsitet mig, og jeg begyndte næsten at ryste. Bagefter græd jeg og tiggede hende om at holde op med at genere mig.

Det kunne hun godt lide. Hun strålede og knejsede mere og mere, jo mere ned på knæ jeg kom. Jeg kan stadig huske hende sidde i sollyset i den sofa, hun satte til salg i Den Blå Avis, med et lille tilfreds smil om læberne. For hvert ord, der kom ud af min mund, kom der mere ro i hendes øjne.

”Jeg har forstået det nu, du elsker mig ikke. I det mindste vil du ikke indse, at du elsker mig,” sagde hun. ”Jeg gjorde jo kun det hele for at glæde dig. Minde dig om, at jeg var der for dig og elskede dig. Min kærlighed er ikke visnet. Ikke det mindste.”

”Men jeg ville ønske, at du gav den lov til at visne,” sagde jeg.

Til sidst blev det for meget med alt det tiggeri for mig, og også for hende, kunne jeg se. Hun skjulte et lille gab bag hånden.

Hun kantede sig tættere på mig og tog min hånd. Og så bollede jeg hende. Hev nederdelen og nylonstrømperne ned på hende og var sammen med hende der i sofaen. Hurtigt og kontant og uden nogen form for pynt.

Jeg ved godt, det er imod alle regler og al god psykologi. Jeg ved, at alle mine venner vil ryste på hovedet, når de hører det.

Men det hjalp. Ved gud, det hjalp, hvordan hun så end fik det til at hænge sammen indeni.

Bagefter trak hun nederdelen og strømperne op igen, nettede sig foran spejlet i entreen, gik ud af min dør, og jeg hørte aldrig fra hende igen.

Læs 1. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 2. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 3. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 4. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 5. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 6. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 7. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 8. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 9. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 10. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 11. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 12. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 13. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 14. Afsnit af Iris, min stalker