Iris, min stalker: Lad os mødes- Episode 14.

 

”Nu ringer jeg altså til Iris,” sagde jeg til min ven, Michael. ”Det må være muligt at tale hende til fornuft og få hende til at holde op med at stalke mig.”

”Jeg kan godt se, du er nødt til at prøve noget nyt. Hun er virkelig udholdende, må jeg sige. Ring bare, men vær forsigtig. Skal jeg komme ud og sidde stand by?”

”Nej, nej, jeg klarer det selv.”

Jeg prøvede at lyde kæphøj, men i virkeligheden var jeg rystende nervøs. Jeg gik rundt om mig selv et hav af gange, før jeg endelig tog mig sammen.

Iris svarede med det samme.

”Hallo,” råbte hun glad ind i telefonen. 

”Det er mig, Jakob.” Jeg dæmpede bevidst tonen i håb om at holde hende så meget som muligt nede ved jorden.

”Jakob,” sang hun lykkeligt, som var jeg lige hjemvendt fra krigen. ”Jakob, er det virkelig dig?”

”Ja, det er mig.”

”Det har du fandeme været længe om. Jeg har savnet dig helt vildt. Jeg tænker stadig på dig hele tiden. Vi havde noget særligt sammen. Jeg tror…”

”Iris, hvad er det, du har gang i, hvad er det, du vil opnå?”

”Hvad mener du?”

”Hvad vil du opnå med alt det, du har udsat mig for? Alle disse ting, du har bestilt på mine vegne, alle det, du satte til salg, alle de løgne om mig, du har fortalt din familie, dine trusler. Vil du gerne have, at jeg bryder sammen? Begår selvmord?”

”Selvmord,” hun lo, trillende og muntert. ”Nu lyder du lige lovlig dramatisk. Du behøver da ikke at køre mine søde små hilsner til dig så meget op. I øvrigt kunne en som dig da aldrig drømme om at begå selvmord, vel?”

”Tænker du slet ikke på, hvordan alt det her føles for mig? Hvor forfærdeligt det er aldrig at vide, hvad du finder på næste gang, hvor bange du gør mig? ”

”Gør jeg dig bange?” Hun lo igen, en anelse mere nervøst denne gang. ”Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg er jo bare mig. Din lille feminine Iris. Din elskede. Jeg elsker dig, Jakob.”

Jeg sukkede dybt og tænkte mig om. Hvad skulle jeg sige? Hvad turde jeg sige? ”Lad os mødes, ” sagde jeg til min egen overraskelse. Og nu, da jeg var i gang med at løbe en risiko, sprang jeg helt ud på det dybe: ”Kom hjem til mig. Desværre ved jeg ikke, om jeg har nogen møbler tilbage, som vi kan sidde i, for du har jo sat dem alle til salg. Men så må vi sidde på gulvet.”

”Det med Den Blå Avis, Jakob, det var virkelig bare en spøg. Ret harmløs, synes du ikke?”

”Ikke spor harmløs hvis du vil høre min mening, men lad os vente med at snakke om det, til vi mødes.”

”Hvornår vil du have, at jeg kommer?”

Læs 1. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 2. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 3. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 4. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 5. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 6. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 7. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 8. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 9. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 10. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 11. Afsnit af Iris, min stalker 

Læs 12. Afsnit af Iris, min stalker

Læs 13. Afsnit af Iris, min stalker