Iris, min stalker: Episode 1.

Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.

Noget af det allerværste, jeg har oplevet, var den periode, hvor mit liv var ved at blive totalt smadret af den kærlighedssyge Iris. Kæresten fra helvede.

Jeg mødte hende ude i byen på en fancy bar. Jeg var der sammen med nogle venner, som kendte nogen fra det selskab, hun sad sammen med ovre i hjørnet. De sang og grinede, og mine venner og jeg mixede ind. På en eller anden måde fik Iris og jeg straks øjenkontakt. Hold kæft for nogle hede blikke, tænkte jeg. Der er brand i hende. Vi endte i en sofa i et hjørne af natklubben klinet op og ned ad hinanden. Iris udstrålede med hver en fiber, at hun var intelligent, havde en stor akademisk uddannelse og også en flot karriere. Den slags har altid gjort mig blød i knæene, måske fordi jeg ingen uddannelse har selv. I øvrigt havde hun også en ganske flot krop. Brede hofter og gode bryster, som hun hele tiden lænede ind mod mig, som ville hun have, at jeg skulle gribe om hende og tage fat i store håndfulde. Hendes lange krusede, blonde hår strejfede også hele tiden mit jakkeærme, mens hun så mig dybt og intenst i øjnene med en glubende sult. Lidt af en amazone, tænkte jeg begejstret og allerede liderlig. Vi drak champagne og lo en masse af hinandens vandede vittigheder. Den slags man gør i den indledende dans. Hendes latter var dyb og melodisk og meget, meget sexet.

 

Nogle dage efter inviterede hun mig hjem til sig i sin smukt og dyrt indrettede lejlighed på Islands Brygge. Helt forudsigeligt endte vi i hendes dobbeltseng og havde god, men, må jeg indrømme, også lidt skuffende sex. Min oplevelse var, at hun mere end at være en amazone var en kernesund, normal, men også lidt forkælet kvinde. Selv om hun helt åbenlyst kendte sine virkemidler, manglede hun lige så åbenlyst mod til at have sig selv ordentligt med i dem. Vi bollede i teatralske stillinger, hun hvæsede katteagtigt, når hun kom og slog mig hele tiden i bagdelen og rev min hud på ryggen op. Men det virkede ærlig talt mere tillært end ægte. Snart fandt jeg ud af, at hun var vokset op i den kreative overklasse. Jeg tænkte, at hun aldrig rigtig havde behøvet at arbejde for det, hun ville have, og at det var derfor, hun virkede så anstrengende at være sammen med.

Forelsket var jeg i hvert fald ikke.

Vi var sammen fire-fem gange. Så meddelte jeg hende, at jeg ikke havde lyst længere.

”Men jeg har købt ind til en stor middag, du kan da ikke bare lade mig i stikken.”

Jeg beklagede, at hun havde gjort sig umage uden grund, men fastholdt, at jeg havde andre planer.

”Jeg synes godt, du kunne prioritere vores forhold lidt mere,” sagde hun bestemt. ”Især her i starten, hvor vi skal lære hinanden at kende.”

”Hør her, jeg synes, du er dejlig, vi har gået i seng sammen nogle gange, men jeg ser os ikke som kærester.”

”Det gør jeg. Vi to passer helt vildt godt sammen. Jeg har været på udkig efter en som dig, vanvittigt længe, så jeg giver ikke uden videre slip. Kommer du så?”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde ja. Jeg burde i den grad have anet uråd. Men … ja, Iris var bare typen, som ikke tog et nej for et nej. Det stod snart lysende klart for mig.