Manden der ikke vil have børn, Afsnit 17

Jens bliver og sover hos mig om natten på sofaen i stuen.

Næste morgen beslutter jeg at forsøge mig med en positiv kampagne om glæden ved at få børn i håb om at få ham til at ændre mening.  

– Du kan også vælge at opfatte det som fantastisk at få et barn med så skøn en kvinde som Nanna, siger jeg.

En mini Jens?

Han holder afværgende hånden op for at forhindre mig i at fortsætte, men jeg lader mig ikke stoppe.

– Er du ikke nysgerrig efter at se, hvordan en lille miniudgave af dig vil se ud? En lille Jens, et mirakel. Børn har en beundringsværdig tendens til at elske deres forældre, ligegyldigt hvor dumme og egoistiske de er. Du vil da ikke gå glip af at blive elsket på den måde, vel?

– Begynd nu ikke på det romantiske sludder, Jakob. Ligegyldigt hvor meget glitterstads du hælder ud over forældreskabet, kommer jeg aldrig til at se det skønne ved børn, aldrig.

– Det at få min datter er det største, der er sket i mit liv.

Jeg egner mig ikke til at være far

– Jeg kan godt se, at du og din datter har det fedt sammen. Tro mig. Jeg er fan af den måde, du er far på. Men sådan en far kan jeg aldrig selv blive.

– Er det der hunden ligger begravet? Er du usikker på, hvordan du skal være far?

– Nej jeg er ikke usikker. Jeg er sikker på, at jeg ikke egner mig overhovedet til.

– Måske er det bare det, du skal sige til Nanna. Måske er det nok til, at hun opgiver at få barnet.

– Måske. Jeg snupper lige et bad, og så tager jeg hen til hende.