De folk, jeg værdsætter allermest i mit liv, går under betegnelsen; indadvendte. De er generte, når det kommer til medier, offentliggørelse og sceneoptræden. De skal tit lige lade lidt op, tænke over tingene og slappe af. 

De kan bruge timer på at fordybe sig i egne tanker, vende blikket indad og vande den indre have. Derfor er de altid interessante at høre på, for de har tænkt over tingene, mærket efter, og vigtigst af alt; de har et mystisk hemmeligt indre liv, der stråler ud fra alt, hvad de siger.

Men hey, kan de overhovedet kommer til orde?

Populært at være udadvendt

På mig virker det som om, de kollektive værdier i vores land handler om udadvendt energi. Hurtighed, 5. gear – fuld fart frem! Det er de udadvendte energibomber, de ekstroverte, der løber med det sidste ord.

Sidder de ikke efterhånden på hele sendefladen? Jeg er selv en af dem, for jeg er født halv-manisk. Og det bliver jeg nærmest belønnet for.

Det føles som om, det er selv energien, mit maniske drive, der er min ypperste kompetence, energien der åbner dørene for mig, men altså, hallo, i sig selv er det jo bare damp!

Hvorfor er det blevet så populært at være en udadvendt ekshibitionist? Alting skal kunne siges på to minutter og virke underholdende samtidigt, vi skal jo sælge varen hurtigst muligt. Slam!

Der røg alle de dybsindige, poetiske indadvendte typer lige ud på et sidespor. Kom igen når I har lært at stå på en scene og fyre den a’!

Energi som værdi

Energien er i ekstrem høj kurs. Vi værdisætter udadvendtheden højt både på arbejdsmarkedet, i medierne, i hjemmet, i dobbeltsengen, i træningssituationer, og så videre.

”Wow, kan du virkelig klare så meget? Hvor flot!!” … STOP. Stop med at sige, det er flot! Det er da ikke flot i sig selv at nå så meget.

Stress har spredt sig som en menneskeødelæggende epidemi i vores del af verden, hvorfor skulle det være flot at køre hurtigt?

Vi lever i et sælgersamfund, hvor de overgearede typer kommer først til mølle, selvom de ikke nødvendigvis er de klogeste at høre på, eller er dem, der byder ind med de mest innovative idéer. For pokker, jeg kender knalddygtige personer, der har svært ved at få jobs, fordi de ikke er udadvendte nok.

Jamen altså. Hvad med nørderne? Hvad med drømmerne? Hvad med de generte? Det er da dem, der i bund og grund kan komme og inspirere os med nye inputs.

Dem, der triller af sted i 2. gear og lægger mærke til alt, hvad de ser … det er da tænkerne, der er åbne for de nye store visioner, er det ikke? De har guldet!

Vi hylder et overflade-samfund

Jeg synes ikke, vi skal hylde udadvendthed og præstation, som vi gør.

Vi har som samfund og som mennesker brug for at gøre det modsatte: Geare ned! Finde værdier, der udspringer fra hjertet og sjælen, ellers får vi et samfundsmæssigt problem.

Vi er i gang med at skabe en overfladisk verden, hvor de rolige sider af livet er på retræte, og hvor de folk, der konstant vil ses og høres, er dem, der bliver hørt og set og fulgt på Twitter og Instagram.

I længden får vi et røvsygt højrystet larme-samfund fuld af selfie-typer på speed.

Og igen; jeg er selv en af dem, jeg er født manisk, men jeg sørger dældulme også for at tilbringe så megen tid som mulig med medie-generte nørde-venner, for det er sgu dem, jeg holder mest af!

Jeg vil hermed hylde dem, der lever fordybet og tænksomt. Dem, der har tid til at læse en bog og tænke over den bagefter.

Dem, der bruger tid på at være der for hinanden, stille og roligt, uden at skulle dokumentere endnu en hæsblæsende tivoli-oplevelse i det offentlige rum.

Dem, der har tid til at dyrke nære venskaber, og har ro til at dyrke en smuk have indeni.

Tak for jer!

Tidligere udgivet i Politiken.