To meget tydelige streger, Afsnit 15

Den aften, hvor Jens gav Nanna smykkegaven udviklede sig til en fantastisk nat i hendes lille, velindrettede andelslejlighed på Nørrebro, fortæller han, da han dumper ind hos mig og sætter sig i mit køkken.

Jeg har ikke hørt fra ham længe og er overrasket over, hvor dårlig han ser ud. Han har lange skægstubbe og stinker af at have drukket for meget aftenen før. Alligevel beder han som det første om en øl.

Jeg kan mærke, det ikke er i dag, jeg skal protestere og giver ham den.

Idyl og elskov

Alt gik som det skulle dengang for halvanden måned siden. Nanna blev overstrømmende lykkelig for halskæden og var ikke sen til at vise ham sin taknemlighed.

De elskede på sofaen og bagefter i hendes dobbeltseng. De elskede først på aftenen, midt på natten og om morgenen igen.

Han var mørbanket, da han gik på arbejde næste dag, mens også så erotisk tilfredsstillet som aldrig før.

– Men shit, shit, shit, fuck, fuck, hvorfor skal alting have en pris.

Han banker hårdt i bordet af irritation og tager en stor slurk af øllen.

– Hvad taler du om?

– Jeg burde vide, at der findes en straf for mænd, der får lov at nyde så meget god sex på én gang.

Hun er gravid

– Hvilken straf? spørger jeg utålmodigt. 

– Nanna ringede i går. Hun er gravid. Hun mener, hun blev det den nat. Kan du ikke se det! Jeg er født under en uheldig stjerne.

– Hun kan stadig nå at få en abort, når hun ved det allerede.

– Men hun vil ikke have en abort. Aldrig i livet siger hun. Hun er 37. Hun elsker børn. Hvem ved, om hun overhovedet kan blive gravid igen.

Faderskabet?

– Vi havde et løst forhold, men hun siger, det er mig, og at hun ikke ser andre. For hende var vores forhold ikke løst, kun for mig åbenbart. Men selvfølgelig forlangte jeg, at der skal tages en blodprøve, når barnet kommer, så jeg kan være sikker, selv om det selvfølgelig fik hende til at flippe helt ud.

– Forventer hun, at du stiller op som far?

– Egentlig ikke. Hun sagde, at hun ville have barnet uanset hvor lidt og hvor meget, jeg har lyst til at deles med hende om at være forældre.

– Ret smukt af hende, synes jeg.

Jens er bleg

– Men hun insisterer på, at jeg skal vedkende mig faderskabet. Hendes barn skal vide, hvem faren er, og det skal stå på fødselsblanketten. Og jeg ved ikke, om jeg har lyst til, der skal gå et barn rundt, jeg er far til, men ikke orker at være far for.

Han ser alvorligt bleg ud nu. Jeg får ham ind og sidde i sofaen og giver ham et stort glas vand.

– Hvad skal gøre?