“Hvilke træk har du mon arvet?” Føljeton, Afsnit 9

Tankerne for rundt i hovedet på mig næste morgen. Jeg kom i tvivl om, hvad jeg havde oplevet om natten. Hvordan kunne vi opfatte situationen så forskelligt?

Hvordan kunne jeg stråle af nej’er og afvise hende gang på gang, og hvordan kunne hun konsekvent opfatte min indstilling som et ja? Hvordan?

Hun virkede som en farlig drømmer.

“I må gå nu”

Først her på tredjedagen i sommerhuset fik jeg så meget samling på mig selv og situationen, at jeg kunne hive Dorte til side og sige, at hun og hendes børn nu var nødt til at pakke sammen og køre.

 ”Jeg får besøg af min mor om nogle timer,” påstod jeg.

 ”Din mor! Hende vil jeg gerne møde. Så kan jeg rigtig studere, hvilke træk hun har arvet fra dig.

Hvad siger du til, at jeg laver den skønneste middag til os? Ossobuco, eller noget andet rart og lækkert, hvis du hellere vil have det. Så har du tid til at snakke med din mor i fred, mens jeg står i køkkenet.”

Ved at græde

”Min onkel og mine fætre og deres børn kommer også. Der er ikke plads til os alle sammen,” løj jeg. ”Jeg vil også gerne lige have tid til at rydde op.”

 ”Åh.” Jeg kunne se, hun var ved at græde. ”Børnene er ellers så glade, jeg har aldrig set dem sådan før. Trygge og lykkelige. Synes du ikke, de kommer godt ud af det med din datter?”

 ”Jo, men nu må I videre.”

 ”Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal tage hen.”

 ”Hjem måske?”

Ønsket om gensyn

 ”Må vi komme tilbage, hvis det bliver 25 grader i næste uge, som de lover i vejrudsigten?”

 ”Helst ikke,” tog jeg mig sammen til at sige i en hård tone.

 Måske var det kodeordet og tonen, der endelig fik hende til at forstå, hvordan jeg havde det. I hvert fald gik der flere uger, før jeg hørte fra Dorte igen.

Læs hele føljetonen