Nu er det jul. Vi er en kristen nation. Vi synger salmer og mindes de gode gamle bibelske påbud om at være næstekærlige og fromme i hjerterne.

Vi håber alle på en fredfyldt og harmonisk juletid, men julen er også stress. Der er pres på. Vi samles i familierne for at hygge, selvom vi udmærket ved, at familiearrangementer er sprængfarlige områder for mange af os.

Så snart vi samles om familiekagebordet, falder vi tilbage i barndommens ulidelige rollespil og presses til det yderste af overtrætte børn, fulde onkler/tanter, irritationsmomenter og alt for mange og alt for store forventninger til julehyggen.

Næstekærlighed altid

Julen er på mange måder opgejlet og opkørt. Vi trænger jo for pokker bare til lidt ferie og afslapning og ro her i vintermørket, hvem har brug for femten familiebesøg og gaveudveksling af køkkenudstyr vi i forvejen har nok af?

MEN, men, men, julen er jo også dejlig og livsbekræftende: Lysene der glimter overalt, duften af kanel og søde sager, pynt og glimmer, et glas gløgg her og der, og igen: Det smukke budskab om næstekærlighed!

Mit juleønske kunne være; lad os bringe næstekærligheden ind i det nye år. Lad os bringe det humane kristne budskab ind i vores liv, i vores land, i vores dybe grundværdier. Kærlighed til vores næste, kærlighed til alle omkring os, og til alle dem vi ikke kender. Kærlighed til alle der har brug for ømhed. Til dem der behøver den mest.

Den kærlige tone

Og hvem behøver den mest? Måske er det vores fulde tante, de overtrætte børn, den vrissende svigerinde, den kritiske bror, den fordømmende farfar?

Tænk, hvis vi kunne vise dem næstekærlighed, altså respekt og ømhed, når de er allermest irriterende tredje juledag, hvor kvalmen er ved at drive os til vandvid.

Tænk hvis vi kunne bevare en kærlig tone overfor hinanden, selvom vi føler os støtte, provokerede, skuffede og sårede.

Tænk hvis vi kunne minde os selv om, at alle de andre også er pressede og også lider under tåbelige roller fra barndommen og dysfunktionelle familiemønstre.

Gid vi kunne bevare fatningen, og holde en kærlig tone.

Taler vi pænt?

Vi danskere går utroligt meget op i, hvad vi putter i munden. Er det økologisk, fedtfattigt nok og ernæringsmæssigt korrekt? Har vi husket det glutenfri brød, soyamælken og grønsagerne? Er der svinekød og flæskesylte nok til alle? ALT hvad vi putter i munden bliver vendt og drejet.

Men hvad med dét der kommer UD ad munden? Husker vi også at gå op i det? Hvilke ord bruger vi, hvad ligger der bag vores ord, taler vi pænt om andre mennesker, snakker vi respektfuldt til hinanden, holder vi en god tone?

Husker vi, at det er ud af munden, at næstekærligheden skal klinge? Når vi skælder, irettesætter, bagtaler, vrisser, hundser, nedgør og råber.

Ømhed og respekt

Vores tone og ord er udtryk for vores grundværdier. Lad os huske det, når vi snakker om andre. Når vi (bare fordi vi kan) hæver os op på piedestaler og taler hårdt om de andre.

Når vi nedgør andres værdier, andres trosretninger, andres tilstedeværelse. Når vi med ord (og handling) behandler vores næste med kulde og hårdhed.

Hallo, skal vi ikke leve op til de fine salmer og julehistorier, som vi bryster os af at være bundet kulturelt til?!

Vores tone bør være fuld af forståelse for andre, vores ord bør varme vores nærmeste og dem vi ikke kender, med ømhed. Varme og ømhed er vejen frem!

Nu i denne stressede juletid. Og resten af den tid vi lever på denne smukke og mangfoldige planet. Vores alles jordklode.

Rigtig glædelig 1. december