Ja, om kvinder er singler eller i forhold, har de alle ét tilfælles; de vil elskes, begæres og attrås af en mand. De danske kvinder længes efter, at mænd viser dem (mere) begær, romantik, begejstring og initiativ. De vil forføres og tages, de vil mærke kærlighed fra ham, de vil flås ud af dagligdagen og udleve deres vildeste behov. Hvorfor pokker går så mange kvinder rundt og er så længselsfulde, så afventende og så hungrende efter noget, de ikke får?
Den pleasende kvinde
Hvis jeg skal være grovkornet, vil jeg for et øjeblik dele kvinderne op i to grupper: Den pleasende kvinde og den selvstændige kvinde. Den pleasende kvinde er hende, der altid har fået at vide, at hun skal være en pæn pige og leve op til de forventninger, der er til hende. Både som single og som ”kone” tror hun, at hun skal opføre sig på en bestemt måde for at kunne blive elsket. Hun skal leve op til manden. Derfor lægger hun hele tiden brænde på parforholdets bål; arrangerer, hygger, servicerer og giver. Og ikke nok med dét, hun lægger også konstant brænde på bål; hjælper ham til at blive sundere, at få mere motion, drikke og stresse mindre. Det er klart, at denne kvinde føler sig drænet, udtømt!! Hun mangler kærlighed, for hvem lægger brænde på hendes bål? Ingen. Og straks tænker hun, at det er hende selv, den er gal med. Hvorfor gør hvalrossen på sofaen ikke mere for at gøre mig glad? Hvorfor begærer han mig ikke vildt? Hvorfor finder han ikke på noget sexet og lækkert, som kan gøre os forelskede igen? Jeg må hellere ændre på mig selv og gøre noget mere godt … for så vil han sikkert oppe sig. Denne kvinder skal passe på ikke at ende med at påtage sig martyrrollen.
Den selvkørende kvinde
Og så er der den selvkørende kvinde, den selvstændige survivor, der skyder brystet frem som en mand, bider kæbemusklen sammen og er verdensmester i at klare sig selv, fælder træer og skaffer brænde, hvis det skulle være. Hun har taget kontrol over sit liv og putter så meget brænde på sit eget bål, at alle, der kommer i nærheden, risikerer at bliver forbrændt og såret. Hun er sej og hun har succes. Hendes mand er skildpadde-typen, der kan udføre de opgaver, hun pålægger ham, (mens hun brokker sig over, at han ikke tager initiativ, hverken i dagligdagen eller i dobbeltsengen). Denne kvinde skal passe på ikke at ende med at påtage sig rollen som tyran.
Fælles for pleaseren og den selvkørende, og alle de finere og sjovere nuancer midt i mellem, er, at de længes efter mere fræk kærlighed og sværmerisk forførelse. De køber selvhjælpsbøger og gør sig lækre og perfekte og spørger sig selv og deres terapeut; hvad er der galt med mig og kærligheden? Hvor blev eventyret af?
Den flinke mand
Er det virkelig rigtigt, at den danske mand ikke kan oppe sig og gøre kvinden glad? Er han blevet for doven på forførelsesfronten og for slatten når det kommer til erotisk handlekraft? Jeg vil sige, at den danske mand er en rigtig god kæreste; han tager del i al det huslige (som manden på ingen måde gjorde i gamle dage, da manden var tyran, nu er det kvinden, der er det). I dag støvsuger manden, laver mad og henter unger. Og udover det har han også lært at lytte, kommunikere, virke interesseret og give følelsesmæssig omsorg, jo, han er faktisk en fantastisk kæreste! Men måske har han overtaget så mange af kvindens roller, at han må dejse udmattet om hver aften og bruge den gode gamle: ”Jeg har hovedpine, skat … måske i morgen”
Jeg tror, at rigtig mange kvinder er vilde med den danske mand. Hans respektfuldhed, hans følsomhed, hans viden, hans hensyntagen, ja, han er forstående, en rigtig hyggelig fætter. MEN, kvinden vil have mere, hun savner noget vigtigt. Hun vil elskes vildere. Den flinke mand kan have svært ved at tage kvinden, svinge hende om på ryggen og slæbe hende ind i soveværelset for derefter at kaste sig over hendes krop som en King Kong. Han glemmer at se på hende som et sexobjekt. Forholdet bliver hurtigt a-seksualiseret. Trygheden og hyggen lægger sig som en dyne over sexlivet, og manden lader bare stå til!!
Ild i gaden
Hvad skal vi gøre? Puha, det er en kompliceret sag. Familietryghed over for erotisk vildskab. Kønsroller, der hele tiden rykker sig. Et land, der på mange måder er kropsforskrækket og bonert. Ja, der er masser af ting at deale med. Men én ting kan vi alle gøre: Tage ansvar for vores behov, drømme og længsler. Vi kan ikke gå og vente på, at andre rejser sig fra sofaen eller andre ændrer personlighed. Det er spild af tid. Det bliver ikke pludselig bedre af sig selv. Drop ventepositionen, drop troen på mirakler udefra. Sæt i stedet brand i gaden! Tag teten og udlev dit frie sind, luk verden ind! Måske skal dit parforhold afsluttes nu, og I skal være venner. Måske skal du finde en vildmand ude i verden, prøve at elske med en fremmed, eller hvad med at banke på naboens dør? Skab lidt ravage, vi kunne alle trænge til det. Det hele er blevet for pænt, for trygt og for kedeligt!! Lad være med at nøjes, lad livsflammen rase og kast dig ud i noget vildt. Der er masser af eventyr at hente, der er masser af jungler i verden, King Kong’er i alle størrelser! Drop nu al den tryghed, den dræber lidenskaben. Sæt gang i din mand eller giv ham fingeren og forlad ham. Vi skal alle turde at slå mere ud med armene, ellers ender vi i søskendeparforhold som keder os ihjel. Tænd din smukke flamme, kvinde, og lad den rase! Jeg kan allerede lugte ild!!!!
Klem fra Jakob
- Forsoning med min ven og sandheden om Dorte, den farlige drømmer. Føljeton Forsoning. Jakob hører aldrig fra Dorte igen. Men han hører fra sin ven, der sidst kaldte ham et dumt svin. De mødes og taler ærligt om Dorte, den farlige drømmer.
- Single Jens: Daten der har planlagt fremtiden. Afsnit 7 Jens skal på date. Det er aften. Han er meget nervøs og ikke så vant til dating. Og det hjælper ikke, at kvinden er på fastekur og et a-menneske. En føljeton.
- Vi lever som stivnede legofigurer Jeg har altid været ham, man rynkede øjenbrynene spørgende af: ”Jakob, har du ikke snart løbet hornene af dig? Kan du slet ikke finde en ordentlig kæreste, så du kan få dig nogle flere børn?” Og nej, jeg har ikke helt kunnet leve op til det, der er idealet herhjemme.
- Et land af puritanske kontrolfreaks Engang blev vi danskere betragtet som et af de mest frigjorte og rummelige folkeslag på kloden. Det er dog meget længe siden. I dag har vi forvandlet os til en flok sundhedsfreaks og urealistiske romantikere, der fylder sig med medicin for at undgå at føle noget som helst.
- Jeg er flyttet sammen med en sexrobot Lige om lidt kan vi få robotter til det hele, også til at elske med og give os bekræftelse, trøst og ømhed. Kan de ende med at gøre os mindre villige til at gide knytte os til andre og i sidste ende gøre os mere ensomme?
- Hvorfor skal vi have perfekte kroppe for at føle os menneskelige? Hvorfor skal vi have perfekte kroppe for at føle os menneskelige? Mindreværdskomplekserne styrer. Vi skal tilbage til noget naturligt. Kroppen skal ikke være noget, der hæmmer os. Det er jo latterligt, at vi går mere op i, hvordan kroppen ser ud, end hvad der er indeni.
- I vores parforhold bruger vi sexlivet som vidnesbyrd på kærligheden I parforholdet lover vi hinanden troskab. Et sidespring dræber kærlighed. Død. Bum … men hvad er alternativet?
- “Jeg er Jakobs elskede!” Føljeton Jakob er på bar med sin ven Michael, og pludselig dukker Dorte op. De har ikke set hinanden siden den der nat for nogle måneder siden, og alligevel kalder hun sig Jakobs elskede. Læs føljetonen fra det virkelige liv.
- Lovende fest! Indtil jeg fik et kram bagfra … Føljeton Jakob er til fest. Han kysser med en flamme, og Dorte er der heldigvis med sin nye kæreste. Det går godt, indtil han får et kram bagfra.
- Ægteskab! Drømmen om det perfekte glansbillede Nu ruller endnu en session af DR1’s ”Gift ved første blik” over skærmen. Programmet, der forsøger at bringe folk sammen i lykkelige ægteskaber. Uden de helt store resultater. Drømmen om ægteskab holdes i hævd, for det er jo trods alt vores alle sammens drøm at blive gift, er det ikke?