Vi har ret til at være fædre uden at skulle tigge og be’!

Vi har ret til at være fædre! Hold da ferie, hvor er jeg træt af den ulige fordeling, der er i de fleste forældresager. Det piner mig faktisk. Lad mig give et eksempel: Vi er til forældremøde, jeg og barnets mor. Jeg har forberedt mig og oven i købet lært de sidste nye fagudtryk, såsom; ”det lærende rum”, ”sansearkitektur” og ”motorisk indlæring”. Jo, jo, jeg er på, jeg er spændt, jeg har glædet mig til at snakke om min lille skat. Og så sidder vi der i klasselokalet med lærere, pædagogger, adfærdscoaches, udviklingspsykologer, osv., og de snakker og snakker, og hvem snakker de til? De snakker til barnets mor! Udelukkende! På et tidspunkt rækker jeg hånden op for at spørge om noget og for lige at gøre opmærksom på, at jeg også er til stede, og at jeg er far til barnet, og hele flokken glor opgivende på mig, hvorefter de fortsætter med at henvende sig til moren.

Se hvornår Jakob Olrik gæster DIN by

Moderskabet er mest værdifuldt
Det samme udspiller sig hos ørelægen, til ride-stævnet og til teateropvisningen. Al kommunikation går til moren, al opmærksomhed går til hende. Som far er jeg luft. Jeg er ikke værdsat. Og hele den her nedprioritering af faderskabet florerer i hele samfundet, og jo, det er udelukkende en usagt lov, for juridisk set har faren lige så meget at skulle have sagt i forbindelse med barnet som moren, men sådan er virkeligheden bare ikke. Moderskabet er nu engang mere værdifuldt. Åbenbart. Se nu bare på den gang, da der skulle uddeles nye elektroniske postkasser til folket. Der kom man til at programmere systemet således, at det kun var moren, der modtog post fra offentlige instanser i forbindelse med barnet. Man glemte lige faren. Man tænkte ikke på, at det er essentielt for en far at modtage breve fra det offentlige om hans elskede barn. Jeg blev sgu såret.

Forvalteren
Moderskabet har ganske enkelt taget forvalterrollen. Vi fædre skal konstant forhandle med hende. Vi skal forhandle os frem til at få lov til at være sammen med vores barn. Vi skal forhandle os frem til, hvad det koster i kroner og øre at have lov til at være fædre. Og så skal vi leve op til de normer, krav og værdier, som moderskabet udstikker. Hvis vi gør dét og lever op til hele pakken, så kan vi måske forhandle os til opgraderinger og bonusser, som for eksempel at få lov at tage barnet med til Malmø, selvom det er uden for landets grænser. Det er moderskabet, der er forvalteren. Det er hende, der sidder og styrer, navigerer og præciserer, hvad der er godt for barnet, og hvad der skal ske med barnet. Det er hende, der kan belønne faren alt efter hans formåen i hendes optik, og det er hende, der kan indskrænke reglerne.

Legeonkel
Når man taler om, at barnet har bedst af at have en fast base, så er det selvfølgelig morens hjem, der tales om. Manden er koblet fra, lige meget hvor engageret han er i sit barn. (Selvfølgelig med mindre kvinden er opmærksom på ligestilling og kommunikerer og planlægger med faren om det fælles barn på lige premisser). Generelt set virker det som om, faren helst bare skal være en legeonkel, der kan komme og kilde ungen vildt ude på græsplænen, indtil ungen løber grædende ind til mor, fordi det alligevel blev lidt for voldsomt. Og så kan moren trøste, for det er hun også bedst til, og så kan hun sende faren bebrejdende blikke eller mumle ”hvad sagde jeg”. Ud over legeonkel-rollen skal faren troppe op, når moren skal på date eller på chakrakursus. Eller når hun vil have en gammel reol slæbt ned. Og så skal han betale børnepenge.

KVINDE, KEND DIN MAND- Efterårsturneen 2017 er i gang

Drop ydmygelsen
Prøv at høre, jeg elsker moderskabet, jeg elsker hendes måde at gøre ting på, og jeg er på ingen måde interesseret i en kamp mellem moren og faren. Jeg prøver bare at sige, at der er rigtig mange søde fædre, der gerne vil bidrage mere, engagere sig, og være mere nærværende med deres børn, uden at skulle forhandle sig til det. Det er ydmygende for os, at vi allernådigst skal banke på moderskabets dør og tigge og bede om at få lov til at få en lille bid af forældrekagen. Drop nu den forvalterrolle, kvinder! Drop jeres territorium og lad os være lige. Vi har masser af kærlighed til vores unger, og den er lige så god og vigtig som jeres. Lad os deles. For børnenes skyld … I vil jo gerne have, at de vokser op med stolte og ranke fader-forbilleder, ikk’? Og I vil vel også gerne have, at jeres afkom er propfyldt med kærlighed, ikk’?

Tak.

Kærlige hilsner fra Jakob

Læs også: Længe leve skilsmissen