Bør vi give hinanden lov til at være utro ved julefrokosten?

utro ved julefrokosten

Angsten for utroskab kan ødelægge et parforhold. Men hvad sker der, hvis vi kommer angsten i forkøbet og giver hinanden lov til at være utro ved julefrokosten? Måske kan utroskabs-generøsitet vise sig at være redningen for dit parforhold.

Vi ved, at julemåneden er højsæson for utroskab. Ved julefrokosterne tillader danskerne sig at blive lige lidt fuldere, end de plejer, og også en hel del kærligere. Der danses tæt med kollegaerne, gramses og kysses i krogene, der bolles på kopieringsmaskinerne og henover skrivebordene, og drifterne får i det hele taget frit løb. Selvfølgelig kan det også ske på kurset i personaleledelse, men det sker med særligt swung ved julefrokosterne. Og statistikken tyder på, at det ikke kun er nogle enkelte, som falder i. Vi berøres stort set alle af utroskab på et tidspunkt i vores liv. De fleste af os mener ganske vist, at det ikke er tilladt, men den indstilling er åbenbart umulig at efterleve, når først snapsen har fået blodet til at rulle. Og er vi først faldet i, og opdager partneren det, følger der ofte tænders gnidsel, sårede følelser, anger og sprækker i forholdet med i kølvandet.

En ven fortalte mig forleden med skræk i øjnene, hvordan hans kones utroskab ved en julefrokost var noget af det mest forfærdelige, han nogensinde havde oplevet. Ikke alene sendte den ham ud i en personlig krise, det havde også taget ham år at genvinde troen på sin kones kærlighed.

Læs også: Når kvinder er utro

Jeg spurgte, hvorfor han dog havde mistet den på grund af et enkelt sidespring? Havde han ikke selv ind imellem lyst til at gå i seng med andre kvinder? Jeg mindede ham om, at han nogle dage før havde fortalt mig, at han fik et sus i kroppen, hver gang den kurvede Ursula fra kaffebaren nede om hjørnet gik tæt forbi ham, og at han elskede at kigge ned i udskæringen på receptionistens kjole, når han om morgenen gik forbi hende på vej op på sit kontor. Han indrømmede, at det var sådan, men fastholdt, at det var noget helt andet, for han jo lod det blive ved drømmen.

Læs også: Hvorfor er mænd utro?

Hvad er egentlig forskellen på at drømme og leve drømmen ud? spurgte jeg.

I mine øjne handler begge dele om at erkende, at man kan have lyst til andre, og at det ikke nødvendigvis betyder, at man elsker sin kone eller mand mindre af den grund. Rent faktiske handler lyst og sex nogen gange bare om lyst og sex, hvad enten man nu nøjes med at kigge eller går hele vejen. Men fordi vi så nødig vil gøre vores partner jaloux, trækker vi et låg ned over vores lyster og tier om dem. Ret sympatisk, for vi gør det for ikke at såre. Men tavsheden får dem ikke til at gå væk. Selv i parforhold med et velfungerende sexliv, hvor kone og mand elsker som vilde dyr på lagnerne, kan der være en lyst til leve noget ud med andre indimellem. Og når lysterne har boblet tilstrækkeligt længe, ryger låget af. Måske sker det så, når vi allermindst venter det, og det passer virkelig dårligt ind i vores liv Fordi vi har behersket os og løjet for os selv og vores partner så længe, kan vi ikke styre os, og det risikerer at skabe en masse ubehagelige komplikationer og ravage.

Tillad mig et forslag, som jeg tror, mange kan have glæde af.

Hvorfor ikke stå åbent frem med, at vi nu og da drømmer om erotik med andre? Måske kan det ligefrem udvikle både os selv og vores forhold, at vi endda går skridtet videre og giver hinanden den for-julegave, at vi en enkelt aften eller to i december må leve en enkelt eller flere af de erotiske drømme ud.

Der vil naturligvis være individuelle gradueringer af måden, I kan klare at gribe det an på, men det vigtige er, at begge ser på det med rummelighed og som et udtryk for kærlighed og tillid. I giver hinanden lov til at fyre op under lidenskaben, så I kan komme revitaliserede tilbage.

Læs også: Hvordan er vi et par?

Egentlig er det jo overhovedet ikke noget ukendt fænomen. Der findes masser af kulturer, hvor bestemte fester har det formål, at man lukker dampen ud og gør alt det, der ikke er tilladt til hverdag. Tænk bare på maskeballerne i Venedig, hvor folk skjult bag masker kneppede og knaldede i gyder og stræder, og så, når de tog masken af, vendte tilbage til at være sig selv.

Denne utroskabsgave er med til at markere, at I er to frie mennesker. I holder ikke sammen, fordi I skal og ikke kan få andre, men fordi I vil hinanden, og fordi det, I har sammen, betyder mere end et sidespring. Der er et bånd imellem jer, som erotiske oplevelser med andre ikke kan ødelægge.

Inden man springer ud i det, er det dog vigtigt at aftale klare spilleregler. Skal I for eksempel fortælle hinanden om alt, hvad I gør, eller vil I hellere, at det forbliver mystisk og hemmeligt?

Jeg har flere gange kastet mig ud i dette eksperiment og ved med mig selv, at jeg er så nysgerrig, at jeg vil høre alt, jeg finder det pirrende og ser det som en ekstra inspiration til mit parforhold. Men jeg er fuldt bevidst om, at det for andre vil føles som en pinsel.

Det er helt almindeligt at være bange for, at den anden undervejs måske bliver forelsket, og den angst er helt reel. Ingen af os bryder os om at blive vraget og svøbe rundt i vores eget hjerteblod. Men den risiko er der under alle omstændigheder, den bliver hverken større eller mindre af, at vi tillader hinanden et sidespring i ny og næ. Nu bliver der bare mulighed for, at det sker med en åbenhed og ærlighed, der kan komme til at betyde alverden for jer og jeres kærlighed.

Læs også: Se på utroskab som et trafiklys- Er det grønt, gult eller rødt?