Ubåd, sex og mord- Tanken vi ikke kan holde ud

Ligesom alle andre danskere har jeg de sidste uger haft svært ved at slippe Ubådssagen. Den er svær ikke at blive draget af. Tag bare de to hovedpersoner, der er som taget ud af et eventyr: Den ene en mandlig, kreativ, dygtig, kontroversiel opfinder, den anden en kvindelig selvstændig, vovelysten journalist, der havde rejst verden rundt og var på vej til at bosætte sig i Kina. Endnu mere utrolig er scenografien: En selvbygget ubåd, der synker ned i havet og forsvinder fra radaren. Dramaet er så urealistisk, at det er svært at forstå, at det er virkelighed, mere synes det gjort af samme stof, som de grufulde serier, vi svælger i på Netflix og HBO. Bid for bid har vores fantasi fået stadig mere at arbejde med. Ja, faktisk har historien udviklet sig så vildt, at selv den bedste krimiforfatter ville få problemer med at få os til at tro på den i en bog. Endda er der stadig så mange uopklarede elementer, at vores fantasi nærmest er på overarbejde for at opklare, hvad der dog skete minut for minut i det lukkede rum, hvor Kim Wall ikke kunne slippe væk.

I min lyst til at deltage i gætterierne, kom jeg forleden til at lave en statusopdatering på Facebook, der lød: ”Peter Madsen har være et kendt ansigt i hardcore sex og fetich miljøer, måske der kan findes et motiv/en årsag der?” Jeg er sexolog, så det er vel naturligt at tænke i de baner. Især da Peter Madsen selv har udtalt sig om sit farverige sexliv i en bog og i interviews og ikke lægger skjul på, at han også på det område er temperamentsfuld og eksperimenterende. Men jeg skal da lige love for, at den opdatering fik min tråd til at fyldes med vrede udfald mod, at jeg blandede grænseoverskridende seksualitet ind i historien.

Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har ønsket at fordømme nogen eller antyde, at en tendens til voldelig sex nødvendigvis fører til mord. Folk må for min skyld lege med deres seksualitet på alle tænkelige måder – så længe det sker frivilligt, og så længe ingen dør af det. Også selv om jeg undrer mig over, at pornoen er blevet så markant mere brutal i løbet af det sidste årti, og jeg i det hele taget har det skidt med den bølge af vold, der er kommet ind over det sexliv, vi konfronteres med i medierne. Det kan godt være, at Fifty Shades of Grey-bøgerne og filmene har gjort light-udgaven af sadismen stueren, men den vildere, mere grænseoverskridende og sortere side af den er vi stadig mange, der har det svært med – den, hvor der eksperimenters med voldtægt og tortur i alle mulige former. Uanset hvor meget vanilje, der blandes i den, handler den om lysten til at have fysisk magt over andre, ydmyge dem og gøre dem ondt.

En undergenre er den form for sadisme, der leger med ilt. Når vi bliver ophidsede, pumpes der ekstra meget ilt rundt i kroppen, og hvis den blokeres, siges orgasmen at blive endnu dybere og mere total. Det er en metode, der er ret yndet blandt sadister og masochister, og som udleves i forskellige udgaver, der varierer fra den mildere, hvor manden kortvarigt holder kvinden fast om i halsen til deciderede kvælertag eller kortvarig hængning. Der findes også latexdragter, hvor ilten omkring kroppen suges ud, ligesom når man vakuumpakker kød eller ost, så man kun får ilt gennem en maske. Det skulle efter sigende sætte den indpakkede i en vægtløs tilstand, hvor alle berøringer bliver mere intense. Disse former for sex er tiltrækkende for de udøvende, netop fordi der leges med liv og død, og sadismens straffende og belønnende karakter er kørt helt ud i det ekstreme. Man kan med andre ord virkelig mærke noget, hvis man skulle have haft problemer med det før.

Det er naturligvis ren spekulation fra min side, men er det virkelig så vildt at forestille sig, at der er foregået en sexleg eller måske endda et sexoverfald med nogle af disse elementer på ubåden, og at det så endte galt? Det er vel en mulighed.

Sagen er i så overvældende grad ladet med seksuelle, freudianske symboler, at jeg ikke kan være den eneste, der har den slags tanker. De er med til at give den en aura, den aldrig ville have haft, hvis den havde udspillet sig i en personbil på en tysk rasteplads. Alene ubåden er som er en fallos, der bryder ned igennem det hav af følelser, som vandet repræsenterer. Helt bogstaveligt bevæger den sig ned i dybet og mørket, hvor intet kan overvåges, og udgør et rum, der nok er det mest klaustrofobiske, man kan befinde sig i, omgivet af en dunkende dieselmotor og en propel, man skubbes frem af. De symboler kan slet ikke undgå at nære vores fantasi og føre os ind i de mørke rum i os selv, ind de steder, som vi normalt kun tør vedkende os, når vi lader os underholde af stadig mere voldelig og brutal fiktion. Bestialske billeder dukker op på vores hethinde og er umulige at viske ud. Spørgsmålene dunker igennem os. Hvad driver et menneske til at gøre det, som vi forestiller os, ubådsejeren må have gjort? Hvilke karaktertræk i ham har kunnet få ham til på blodig vis at partere et lig i et lille indelukket rum langt fra denne verden? Jeg forestiller mig, at det, som er gået forud, må være en handling, der er forbundet med så stor skyld og skam, at han er nødt til at gøre alt for at slette sine spor. Det er næppe kun, fordi den unge journalist fik et rør i hovedet eller faldt ned på gulvet, i min logik må der være foregået noget vildere.

Når vi først tillader os selv den slags tanker, kommer der store følelser i spil, det oplevede jeg tydeligt i forbindelse med min statusopdatering. Vi bevæger os ind på tabuer, hvor det er svært at navigere, svært at stå ved sin lyst og sine præferencer, og hvor man nemt føler sig stigmatiseret. Men det skal ikke forhindre os i at diskutere det og få det frem i det åbne. Mange af dem, der gør sig til dommere over, hvad jeg har skrevet, spekulerer selv livligt løs i, hvad mine motiver mon er. Sådan er det, når noget voldsomt sker, og vi taler om det ved nutidens gadekær. Der er altid nogen, som mener, de har lov til at bestemme, hvad andre må sige og gøre. Men næste gang nogen kaster en sten, skulle de måske lige overveje, om de selv bor under et glastag. Og i øvrig er det jo også tilladt at klikke væk, hvis man ikke bryder sig om tonen eller indholdet.

Mit håb er, at vi med tiden får hele sandheden om, hvad der skete i de timer, hvor verden gik af lave i en ubåd. Jo mere, vi kan få at vide, jo bedre. Indtil da synes jeg ikke, nogen skal lades alene med deres værste forestillinger og fantasier. Vi skal have lov til at tale frygten ned og dermed også samtidig markere, at der er værdier, vi nødig ser gå tabt. Vi skal have lov til at forsvare, at frie, selvstændige kvinder skal kunne bevæge sig rundt uden at være bange, og vi skal have lov til at kæmpe mod de dystre kræfter, som truer med at trække os med ned i dybet.