Ta’ ansvar for dit parforhold, fremfor at have urealistiske forventninger!

Når det kommer til kærligheden, er forventningerne mange, men ikke mange tager ansvar for parforholdet. Det lækre favnende parforhold er en drøm for de fleste. Drømmen er stor og forventningerne til den elskede endnu større. Vi vil indfries, vi vil forgudes, vi vil have sex, der banker os direkte til himmels, vi vil have dejlige sunde børn sammen, vi vil være med i en klan, der viser hele verden, hvordan en rigtig familie skal være. Vi vil være med vores sjæleven resten af livet, vores højtelskede partner, ja, vi skal være sammen til vores dages ende, elske hinanden helt vildt, og sidde sammen på den der badebro og se skibene sejle forbi, når vi bliver gamle. Det bliver skønt det hele. Perfekt og dejligt. Vi har en pagt om at være lykkelige for evigt. Men tager vi ansvar for vores parforhold?

Forventninger
Men hvem skal tage ansvar for, at alt det her bliver indfriet? Hvordan får vi parforholdet til at føles rigtigt og dejligt, hvordan bliver vi lykkelige i det?

Det svære ved parforholdet er, at vi sjældent lader de store forventninger og de uskrevne drømmebilleder komme på bordet, så vi kan få talt reelt og konstruktivt omkring, hvem der tager ansvar for hvad. Vi forventer bare, at den anden lytter, at den anden vil være sammen med os hele tiden, og at den anden er monogam og tro. Vi tager tingene for givet, for hvis det er rigtig kærlighed, bør det hele gå op i en højere enhed af sig selv. Men det gør det tydeligvis ikke.

Stormøde
I arbejdslivet er vi noget bedre til at afklare forhold og fastlægge roller, arbejdsopgaver, fortjenester, og hvad det ellers hedder. Man går pragmatisk til værks. Holder møde. Her bliver der evalueret, planlagt, lavet overenskomster. Det gør man måske én gang om året, og så får man forventningsafstemt og justeret arbejdsopgaverne. Wow, det kunne vi lære noget af i parforholdet. Hvorfor ikke holde et møde én gang om året (eller oftere, hvis det er), hvor man justerer på opgaverne, kravene, ønskerne og behovene? En realistisk snak, hvor det er okay at foreslå vilde ændringer og hvor det er vigtigt at være ærlig omkring sine behov og lyster. Man kunne kalde det ”fællesmøde i kollektivet”, for det er jo det, det er. Kærligheden er i proces. Og der vil hele tiden være brug for nye tiltag og muligheder for ændringer.

Ansvar
Hvis vi ikke får kommunikeret med hinanden, tager vi kærlighedsforholdet som en selvfølge, og dyrker det som et selvisk projekt, der går ud på, at den anden skal kunne gøre os lykkelige, uden at vi fortæller ham/hende hvordan. Og når vi stadig går rundt og er utilfredse, så skrider vi fra hinanden. Der må findes noget bedre derude et sted, tænker vi; et menneske der kan leve op til mine behov og gøre mig lykkelig.

Men hey, stop lige. Det bliver ikke bedre næste gang, nødvendigvis. Intet derude bliver automatisk bedre. Vores ærlighed kan blive styrket, intet andet. Vi kan lære at finde ind til et jeg, et ærligt jeg, og stå ved os selv og tage ansvar for at skabe et godt og sjovt liv (sammen med andre). Vi har selv ansvaret for lykken. Vi har ansvaret for at kommunikere med dem, vi elsker og ikke lade forventningerne og drømmene være usagte. Vi har ansvaret for at lytte til vores elskede og for at være aktive i processen, så toget ikke bare kører ud over afgrunden.

Livet er hårdt og kærligheden er svær. Men gudskelov kan vi hele tiden lære at blive mere ærlige, og det kan hjælpe meget på vores relationer … og på det man kalder livsglæden!

 

Jakob