Slap dog af, kvinde!

Jeg har altid godt kunne tænke mig at prøve at være kvinde. Bare for en dag eller to. Jo tak, have bryster, vrikke med numsen, grine med hovedet slået tilbage, vifte med håret, hvine og danse. Men vigtigst af alt har jeg drømt om at opleve det kvindelige univers, indefra. For kvinden har altid været en dragende mystisk bog for mig, 1001 nats fortællinger, en magisk skov af hemmeligheder, blomster og følelser. Derfor har jeg altid drømt om at prøve at være kvinde for en dag. Men sådan har jeg det faktisk ikke så meget mere.

Vildt program
For kære kvinder, når jeg ser på jer, bliver jeg helt forpustet. Dét at være kvinde virker nærmest som noget, der er vildt anstrengende, noget man bliver syg og stresset af. I stormer jo af sted uden pauser med alle jeres planer og mål og opgaver og idealer. Woaw, I skal både på løbebåndet, i helsebutikken, til forældremøde, til boligindretningsmøde, på shoppetur, på (over)arbejde, til psykolog og til personlig spirituel energi-coach. Klart, at I har sved på panden (under den perfekte foundation), puha, jeg bliver helt svimmel!

Kritik
Og kære kvinder, oven i det I skal nå, føler I sikkert også, at andre kvinder ser dømmende på jer, hvis I ikke lever op til idealerne? Og I kommer også selv til at dømme andre kvinder, hvis de er for tykke, for tynde, for utjekkede, for rodede, for vilde, for sexede og for konede….? Og allerværst: I dømmer jer selv; taler hårdt til jer selv i tankerne og kræver af jer selv uden at synes, I er perfekte, som I er? Ej, det er jo ikke til at holde ud at tænke på!!! I er det eventyrlige køn, I er alt for interessante og poetiske i jeres natur til at gennemgå alle de her kedelige lidelser! Så stop det dog!

Magelighed
Kære kvinder, I kvinder har lært os mænd så meget de sidste 20 år. Takket være jer kan vi nu finde ud af at sætte ord på svære og hårde følelser, så vi slipper for at farte rundt i stolthedsfængsler og være i evig reaktion. Vores følelser har fået et sprog, og vores svaghed er blevet acceptabel. Samtidigt er vi blevet omsorgsfulde fædre, vi har lært alle de gode ting af jer! Og I har lært en masse af os. I har overtaget mange af mændenes privilegier, og I er super gode til at præstere og markere jer på arbejdsmarkedet. Jeg forstår bare ikke, hvorfor I ikke har tilegnet jer det absolut fedeste ved at være mand: Mageligheden!

Perfektion er problemet
Manden har altid været god til at lægge sig lidt på græsplænen og glo op i himlen (eller bare sove), han kan sagtens fortrænge nullermænd under spisebordet og brændeskure, der burde bygges. Dét kunne I lære noget af, kære kvinder. At slappe af, lade tingene ligge, lade nullermænd være nullermænd, og bare nyde græsplænen og slappe af! Hvorfor skal I præstere og bevise så meget? Jeg ved godt, at I har måtte knokle op gennem historien, fordi mændene ikke har rørt en finger derhjemme. Men vor tids store problem er ikke dovne mænd, det er perfektion. I vil have det hele til at se perfekt ud, alting skal være perfekt, ellers føler I jer som fiaskoer. Hvorfor er perfektion og træning blevet vigtigere end fest, humor, kærlighed og nydelse?

Husk eventyr
Kære kvinder, I får stress af det liv og I bliver triste. Og selvom I har super travlt, kommer I hurtigt til at kede jer. For hvor er eventyret, ja, det saftige vilde eventyr, der kan få jer til at mærke, at I lever. I er det vilde mystiske køn! I har ild indeni. I har følelser, der vil ud, I skal elskes, forgudes og tilbedes! Det kræver bare, at I er tilstede. Drop nu alle de røvkedelige planer, drop perfektion (det er sgu da lige meget), und jer selv det bedste, det sjoveste, det dejligste! Og tag så lige en slapper på græsset, så skal himlen nok drysse guldstøv og kærlighed over jeres over-aktive kroppe. Kys til jer alle!

Kærligst Jakob

 

Publiceret i Politiken 17. marts

Skærmbillede 2014-12-05 kl. 14.24.47