#ManToo?

Lad mig kaste den første snebold, og håbe der kommer en viral effekt som med den vigtige #metoo – hvis du som mand har været ude for overgreb så skriv #mantoo….og lad os få fut i en debat om ingen mennesker -ligegyldigt køn – skal leve med overgreb.

#MeToo kampagnen, hvor kvinder globalt på de sociale medier deler erfaringer om seksuelle krænkelser og forulempelser – har gjort et dybt indtryk på mig. Cool at internettet endelig bruges til at lukke op for svagheder og problemer, og ikke bare er et sted man faker sit perfekte liv. Jeg er stor tilhænger af, at der kommer mere opmærksom på voldtægt, seksuelle overgreb og grov sexisme.

Jeg mener, at stjerneproduceren Harvey Weinstein, der startede det hele, åbenlyst fortjener at få kamp til stregen og mere end et rap over nallerne, og at den affødte debat har gjort at kvinder bliver mere bevidste om, hvad de absolut ikke bør finde sig i. Det er heller ikke dumt, at mænd får mere viden om, hvor udsat man ofte føler sig som kvinde. Efterhånden som debatten er gået viral ser jeg dog en stor risiko for, at de harmløse eksempler udvander vores fokus på de alvorlige overgreb.

I mine øjne nåede kampagnen sin grænse for, hvor langt ned i småtingsafdelingen den bør komme, da jeg forleden på TV2 så en en voxpop fra nattelivet i København. Her brokkede en flok berusede kvinder sig over omgangsformen på diverse natklubber – ingen mænd blev spurgt – og tegnede et billede af maskuline rovdyr, der er ude af stand til at holde fingrene for sig selv og ustandselig er nødt til at gramse og rage og endda insisterer på retten til at klaske dem i røven. Jeg blev efterladt med et indtryk af, at mænd var nogle møgsvin hele bundtet, der ikke har forstået, at vi lever i det 21. århundrede.

En lidt voldsom konklusion ud fra en sjusket udført interviewrunde et sted, hvor fulde folk kommer for at stå fysisk klasket op ad hinanden, med pumpende musik der går lige i underlivet. Et sådan sted er det vel ideen, at man skal gnide sig op af hinanden og flirte, danse tæt og lægge an på hinanden. Må man ikke forvente at blive del af en løssluppen kultur, hvor der er et kollektivt samtykke om, at her er vi lidt tættere og friere, lidt mindre hæmmede og har lidt højere til loftet? Og hvis man ikke har lyst til det, var det så ikke bedre at liste ud igen? Man er vel selv herre over, hvor man parkerer sit legeme og bør også som et voksent menneske have en vis indsigt i, hvilke konsekvenser, det kan have. Nonner går vel heller ikke på swingerklub?

Lige efter dette indslag på TV2 fulgte helt usædvanligt endnu et indslag om mænd, nemlig de deprimerede af slagsen, som man nu har fundet ud af kan få det bedre af at kramme træer i skoven. Glimrende for de deprimerede mænd, men jeg gik i seng med en følelse af, at jeg tilhører et problematisk køn, der enten er skvat eller primitive. I løbet af to indslag var hele mandekønnet blevet stigmatiseret. Og det i en grad, som det er umuligt for de fleste af os at identificere os med. Hvis man havde skiftet ordet “mænd” ud med hvilken som helst race ville der have været et ramaskrig..

For er det kun kvinder, der ofte får overskredet deres grænser, når de kommer tæt på det andet køn? Næh. Vi mænd oplever da også at blive uønsket gramset på i nattelivet. Og vi oplever at få liderlige kommentarer, vi ikke selv har lagt op til. Der er selvfølgelig nok dem, der vil mene, at det må jeg finde mig i, når jeg lever af at holde foredrag om sex og kærlighed. Men i den nuværende diskussion/kampagne ses det vel ikke som en acceptabel undskyldning for de her kvinders adfærd, og heller ikke det, at jeg har stramme bukser og en nedknappet skjorte på. Personligt mener jeg, at begge dele spiller ind, og nok også det, at jeg har valgt at gå ind på en klub, hvor det er en del af spillet mellem kønnene. Indimellem kan jeg da godt drømme om, at kvinderne i stedet spurgte ind til, hvordan det går med min næste bog, eller om mit følelsesliv er i zen, men så skulle jeg måske hellere skride og skynde mig om til tapasbaren rundt om hjørnet iført en højhalset slasket sweater.

Magtmisbrug og dagligdags sexisme på arbejdspladsen er desværre heller ikke kun forbeholdt kvinder. Jeg kender selv til situationer, hvor jeg som freelancer skal sælge min arbejdskraft ind hos en kvindelig chef, og det ligger i luften, at jeg helst skal flirte og give hende nogle komplimenter, hvis jeg vil have opgaven. I hvert fald efterlade et indtryk af, at jeg synes, hun er lækker. Jeg har endda oplevet en kvindelig arbejdsgiver, der rakte ud og aede mig på kinden og sagde, at jeg var sød, og mig kunne hun godt tænke sig at være alene med i et mørkt rum.

Det er selvfølgelig ubehageligt, hvis interessen ikke er gensidig og måske kan man ligefrem blive tvunget til at droppe en opgave for at trække en streg i sandet, – men værre er det heller ikke. Alt dette siger jeg kun for at understrege at begge køn overskrider hinandens grænser nu og da, og ja, det er godt at blive mere bevidst om, hvornår vi gør det, men ingen af os har vel lyst til en kultur helt uden flirt eller hvad? Det centrale må være at begge køn stopper tilnærmelserne efter en klar afvisning – simple færdselsregler. Hverken mænd eller kvinder vil føle sig som ting, der rives ned af en hylde i et supermarked mod deres vilje.

Den amerikanske filmproducer, der satte kampagnen i gang, Harvey Weinstein, gik langt længere og bevidst satte de unge, håbefulde kvinder, der drømte om at få roller i hans film, i situationer, de havde svært ved at flygte fra, eller hvor de var i en underdog position og ikke kunne sige fra. Og det er helt uacceptabelt.

Jeg er enig i, at vi skal fortælle de historier om overgreb og krænkelser igen og igen, så kvinder forstår, at de kan sige nej og gå deres vej, og mænd forstår, hvor ondt de kan gøre andre, hvis de misbruger deres magt og indflydelse. Med lad os holde fokus på, at det er ekstremerne, kampagnen handler om, og at den ikke må få os til at fordømme alle mænd og mistænkeliggøre deres drifter. Der er mure nok mellem kønnene allerede.

Vi skal stadig kunne ånde og have plads til at være passionerede, kærlige og flirtende. Det tror jeg også, de fleste kvinder er enige med mig i. I hvert fald hører jeg jer dagligt efterlyse mænd, der har mere pondus og mandsmod, og hvor komplimenterne og tilnærmelserne hænger løsere i bæltet, og kurtiseringen er heftigere og mere lidenskabelig. Hvor tit har jeg ikke lyttet til fortællinger om, hvor vidunderlige de cubanske mænd er, eller hvor de italienske er varmblodige og insisterende.

Undskyld mig, men kan I ikke godt forstå, at det så efterhånden kan blive lidt svært for danske mænd at navigere i alle de holdninger og forventninger, der er til dem? Hvis vi holder døren er vi gammeldags mandesvin, hvis vi ikke gør det er vi også mandesvin. Hele kønsspillet er forvirrende.

Det går måske an med en som mig, der ikke rystes så nemt. Men hvad med de yngre og/eller mere usikre mænd, der i forvejen er nervøse ved at lægge an på kvinder. Har nogen i det hele taget undersøgt, hvordan denne kampagne virker på unge mænd. Jeg tror ikke kun, at den er præventiv, selv om vi må håbe, den er netop det og forhindrer voldtægter og overgreb. Min frygt er, at den også kan være med til at skabe endnu større afstand imellem kønnene. Undersøgelser viser, at det i forvejen ikke står for godt til. Mange unge mænd er virkelig usikre og tynges af det enorme forventningspres. I princippet siger traditionen, at det stadig er dem, der skal kurtisere, men de står overfor temmelig selvkørende kvinder der søger “det perfekte” med deres meningers mod og modtager ofte afvisning efter afvisning. På dem må kampagnen virke som et slag i ansigtet, der får dem helt ind i sneglehuset.

Det kan da godt være, at vi stadig har et stykke at gå, før mænd og kvinder bliver gode til at forstå hinanden også på det seksuelle område. Vi kan sikkert alle blive bedre til at stikke en finger i jorden og fornemme andre og deres sindstilstand. Det får mig kun til at foreslå, hvad jeg har foreslået mange gange før, nemlig at flirt og omgangsformer bliver et fag i skolen. Lær de unge mennesker om, hvor grænsen går, og om hvilke signaler de skal lytte til. Lær dem om kærlighed og gensidig respekt, om den elegante kurtisering versus den beskidte og aldrig at have ret til noget, den anden ikke har lyst til. Hurra for vi har taget hul på en vigtig og tabuiseret debat, lad os få mere af det i stedet for at køre en ensidig hetz, der får alle danske mænd til at føle sig skyldige.