Mandeklubben #6 – Uddrag fra Natsværmer

natsværmer coverMens Luna har fortalt, har hendes stemme været provokerende og hård. Hun holder skarpt øje med mig.

“Men …” siger jeg og trækker vejret dybt. “Hvorfor fandt du dig i alt det? Ulrik misbrugte dig. Han ydmygede dig. De ydmy­gede dig alle sammen.”

“Jeg oplevede det som, at de dyrkede mig, tilbad mig,” siger hun og ser mig i øjnene.

“Fik du penge for det?” På en eller anden måde ville det hjælpe en smule på situationen, selv om det ikke giver mening, når jeg tænker tanken til ende.

“Næh, men det skulle jeg måske have haft.” Hun rødmer. “Er det noget, du finder på for at gøre indtryk på mig?” “Nej, selvfølgelig ikke.” Hendes udtryk er såret.
“Gjorde de skade på dig?”

“Lidt. Nogle af dem var lovlig voldsomme. Jeg fik rifter her og der.”

Jeg får lyst til at holde om hende, men lader være og føler mig i stedet afmægtig. Der er nogle bremser her, som hun selv har sat ud af kraft. Jeg prøver at forstå hvorfor.

“Hvordan havde du det, da det var overstået?”

 

“Ulrik fulgte mig op på mit værelse. Han puttede mig, som om jeg var en baby, og hentede den kostbare Buddhafigur, som han havde set, jeg var glad for. Han sagde, den ville vogte over mig og sørge for, at jeg sov som en engel. Jeg bad ham blive, og det gjorde han. Han sad ved min seng og holdt mig i hånden, indtil jeg faldt i søvn.”

“Han havde jo dårlig samvittighed. Synes du, at han skulle have grebet ind og forhindret, at det gik så vidt?”

“Egentlig ikke. Jeg var jo ikke nogen utro, vel? Det var mæn­dene, der skulle skamme sig. De havde alle sammen koner der­ hjemme. Og så kneppede de mig!”

“Men følte du dig ikke behandlet som en …”

“Luder? Sig det bare.” Igen er hendes blik direkte og hårdt, næsten flabet, men på en sårbar måde. “Jo. Jeg følte mig som en luder. Som Julia fucking Roberts. Det var jo netop det ophid­sende ved det. Er du ved at fatte det nu?”

“Ja, jeg fatter det,” siger jeg. “Men jeg forstår ikke, hvad det er for et råd, du vil have af mig.”

“Måske …” Hendes øjne er våde nu. “Måske vil jeg gerne have, at du siger, at jeg ikke er sindssyg.”

“Selvfølgelig er du ikke sindssyg.”

Om natten vågner jeg og tænker på Luna. Jeg vender og drejer mig i sengen og ser hendes ansigt for mig. Det sårede, frække udtryk. Forsvarsmekanismerne, der lyste ud af hende. Jeg prø­ver at huske, om jeg fik sagt de rigtige ord, og om hun så tilpas ud, da jeg gelejdede hende ud ad døren, uden at vi havde rørt hinanden.

Bagefter tænker jeg på Stine, og på hvordan hun så ud, da vi mødtes på Strandvejen. Jeg strejfer det hemmelige, hun vil fortælle mig. Det er underligt at blive holdt hen på den måde. Jeg ransager min hukommelse for, hvad jeg kan have gjort eller sagt.

Langt om længe falder jeg i søvn og drømmer, at jeg holder foredrag, og at både Luna og Stine sidder på forreste række. De­res ansigter glider sammen, selv om jeg prøver at skille dem ad. Jeg står alene på scenen og leder efter ordene. Da jeg kigger rundt, kan jeg se, at publikum ler ad mig, ikke med mig, som de plejer. Jeg rækker hånden ud mod Stine, sætter mig på knæ og gør klar til at fri til hende fra scenen, men jeg kan ikke overdøve det latterbrøl, der møder mig. Midt i havet af leende ansigter kan jeg se, at Stine stirrer alvorligt og anklagende, og at Luna græder eller muligvis ler. En råber, at jeg må se at få noget tøj på. Jeg kigger ned ad mig selv. Jeg er nøgen.

Jeg vågner med bankende hjerte.

 

Har du husket at bestille billet til de eksklusive Natsværmer fester?

Køb billet HER