Vores idealer skaber kropsangst hos børn

 

Nu bliver der lavet underskriftindsamlinger, fordi nogle forældre synes, man skal fjerne obligatorisk fællesbadning efter idræt i skolen. Børn pjækker nemlig fra idræt for at slippe for brusebadet bagefter. De føler sig intimideret. Og det er ikke fordi, pigerne og drengene skal bade sammen, det er bare dét at bade med andre, der er hårdt.

Tiderne har ændret sig. Da jeg var barn badede piger og drenge sammen til omkring 4. klasse, mødrene var topløse på stranden (i alle størrelser), fædrene viste topmaver, som var sjove at trykke på, og ungerne fra vejen løb nøgne rundt under vandsprederen. Det var dengang, det ikke betød så meget, om man var havnet på nudiststranden eller familiestranden, hvad pokker, lidt nøgenhed tog man vel ikke skade af!?

Neurotisk kontrol
Vores syn på kroppen har ændret sig siden. Vi har fået kropsidealer, der er fuldstændig overgjorte. I dag skal vi have perfekte gude-kroppe for overhovedet at føle os menneskelige. Vi bruger tid og penge på perfektion, for pokker, aldrig har vi fraprioriteret så mange ting, meningsfulde ting, i kropsdyrkelsens hellige navn! Hvad vi ikke gør for at føle en eller anden neurotisk kontrol ved at fremstå som slanke, top-tunede, sunde, unge-agtige og lækre på den stramme måde. Og det ser vores børn på! De ser os definere os selv som tabere og ude af synk, hvis vi æder for mange flødeboller fredag aften. De ser reklamerne splatte kunstige patter på busserne, de ser halvnøgne retoucherede dukke-mennesker på billboards og i medierne, og de oplever hvordan vi alle render rundt og lader os diktere af groteske idealer skabt af pengemaskiner. Det er sgu da klart, at hele den her livsstil udløser kropsgenerthed og kropsutilfredshed!

Usikkerhed
Det virker som om, at jo mere kropsfikserede vi er blevet, jo mere utilfredse er vi også grundlæggende blevet med vores krop. Vi dyrker kroppen, men bliver ikke tilfredse. Når vi efter flere års hårdt arbejde endelig har fået lavet os en sixpack og har fået strammet ballerne helt op i nakken, får vi sjovt nok ikke den indre lykke, vi troede fulgte med … tværtimod, vi må poste endnu flere fotos fra fitness for at få bekræftelse: Er jeg god nok nu? Er jeg god nok nu? Og de stakkels børn, de glor på os. Og børnene snakker om kalorier og rynker fra de er seks år og føler sig allerede forkerte og utilstrækkelige. Og når de giver udtryk for, at de er generte i badet i skolen, forstår vi voksne udmærket godt, hvor modbydeligt det må være at stå og sammenligne sig selv med de andre i badet, stå og føle sig forkert og anderledes … Men stop lige en halv!

Tilbage til noget naturligt
Vi har som nation mistet krops-naturligheden, og det hjælper da ikke at forbyde fællesbadning og trække os hjem i hver vores lille brusekabine. Når børnene får det dårligt over fællesbadning, bør vi se det som et udtryk for, at vi er blevet for hæmmede og usikre af den tyranniske idealisering. Vi er blevet for optaget af selvkritik. Mindreværdskomplekserne styrer. Vi skal tilbage til noget naturligt, kroppen skal ikke være noget, der hæmmer os. Hvad er det for en underlig rolle, kroppen pludselig spiller? Det er jo latterligt, at vi går mere op i, hvordan kroppen ser ud, end hvad der er indeni. Det er synd for børnene, at de ikke kan få lov til at være frie væsener, føle sig frie, uden dressur og kropsforventninger. Lad os tage naturligheden tilbage! Lad børn være børn! Vi har et kæmpestort ansvar som forældre lige nu; at støtte op om det naturlige og at støtte op om fællesskabet!!

Kærlig hilsen Jakob

PS. Bortset fra det, vil jeg lige sige, at det da er helt naturligt at være genert, når man starter i skole, og skal i bad med de andre. Man bliver altid lidt usikker og genert, når man udsættes for noget nyt, men med opbakning fra lærer og forældre, kan dén hurdle klares, og man vil opleve, at dét at gå i bad med andre efter idræt er noget helt naturligt … og ganske hygiejnisk.