Kend dig selv

Endnu engang har modebranchen chokeret og skabt røre. Jo tak, hvem har ikke set billedet af den underernærede unge model, de bragte i magasinet Cover fornyligt? Forståeligt nok satte billedet gryderne i kog, folk hidsede sig op på de sociale medier og mente at kz-looket ikke er til gavn for alle de unge piger, der lader sig påvirke af moden. Og jeg giver dem ret. Det er sørme da ikke særligt flatterende, smukt eller elegant at fremstille en ung model på den måde i tøjreklamerne.

Og så kommer spørgsmålet: I hvor høj grad skubber modeindustriens idyllisering af tynde modeller mon unge piger ud i spiseforstyrrelser og hysteriske slankekure? Stikker de unge pigers problemer ikke dybere end som så? Jo, der er sikkert mange årsager til spiseforstyrrelser, men jeg er nu sikker på, at modeverdenen, bladene, og selvfølgelig film- og musikindustrien påvirker kvinders selvværd en hel del … og det er da uhyggeligt.

Ydre præstationer
Men faktisk savner jeg samme oprør og tommult på de sociale medier, når det handler om andet end ekstreme skønhedsidealer. De fleste forældre fortæller deres 16-årige piger, at de ikke må lade sig styre af tyndheds-ræset, men når det kommer til de faglige idealer, så kan de ikke blive ekstreme nok. Du hører aldrig en forældre sig: ”Nu må du lige slappe af med de 12-taller, det er altså ikke sundt!” Men hallo, hvad er forskellen? Familiens og omverdenens pres på de unge, når det kommer til uddannelse og succes, er da mindst lige så skadeligt, som skønheds- og modeindustriens. Det hele handler om noget ydre succes; ydre skønhed, ydre præstationer. Skab store resultater. Planlæg din karriere. Sæt et mål, vær omstillingsparat. Få høje karakterer, så du kan klare dig videre i systemet. Gå efter førstepladsen! Hvis du ikke bliver en succes kommer kineserne efter dig og stjæler dit hjem og dit liv og dit tv, for de er lige i hælene på os!

Hvad med det indre? Hvad blev der af det gode gamle spørgsmål: ”Hvordan har du det egentlig?”

Forventningsræs
Det er sgu ikke bare modebranchen, den er gal med. Det er hele vores mentalitet. Vores værdier. Vi opfostrer de unge til at tro, at det vigtigste i livet er at leve op til andres forventninger – og ikke deres egne. De skal gøre dét, der er det rigtige, dét som alle gør, hvis de vil blive til noget. De lærer at leve op til forældrenes forventninger, skolens, samfundets og skønhedsindustriens forventninger. De skal klare sig! Blive succesfulde, opnå materielle goder i den vilde stil, for kan det da ikke gå helt galt. Konstant skal de leve op til andres forestillinger. Og så får de en kæreste, der også har forventninger til, hvordan de skal være. Jo tak, vi har også skabt glansbilleder omkring parforholdet, som vi hellere alle sammen må stræbe efter. Arg! Vi har så travlt med at proppe idealer og drømme ind i de unge, de er fyldt ud, fyldt op til halsen med andres forventninger … så er det da klart, man går ud og brækker sig.

Indre verden
De unge mangler plads til at være sig selv. Plads til at tvivle, gruble, føle, og lære sig selv at kende som ”snart-voksen”? Plads til at fornemme og forstå. Og de har brug for redskaber til at tackle de problematiske følelser, der (naturligt) dukker op i pigernes liv; ensomhed, usikkerhed og sårbarhed. Det er den indre verden, der skal opprioriteres. De har ikke brug for at blive puffet ud i flere præstationshandlinger.

Som forældre og som samfund bør vi styrke de unge piger i at lære sig selv at kende. KEND DIG SELV, som Platon så flot kaldte det. Lad nu være med at trække flere drømme og idealer ned over deres hoveder. De har brug for ro til deres tanker, følelser og stemninger. De har brug for at skabe deres egne drømme, finde deres lidenskab og engagement og opbygge en stærk og smuk indre verden. På den måde vil de kunne lære at rumme sig selv, som de nu engang er, være i sig selv og udtrykke sig – til gavn for fællesskabet! Og det gælder i øvrigt også unge drenge. Færdig bum.

Kærligst Jakob Olrik

Publiceret i Politiken 10. marts

Skærmbillede 2014-12-05 kl. 14.24.47