Jeg hører et Jesusbarn græde

Jeg kan godt lide, vi fejrer Jesus her til lands. Den lille dreng, der blev født af en fattig kvinde, og som viste sig at være himlens kongesøn. Han var et helt specielt godt menneske, men egentlig tror jeg, at hver eneste mor og far i verden ser på deres nyfødte barn og tænker: Det er jo en engel, et mirakel, det er vores lille Jesusbarn! Børn er jo guddommelige (især i deres forældres øjne), de er lyset, der giver det hele mening, og derfor knuser det vores hjerter fuldstændigt, hvis vores barn lider. Når et barn græder, græder dets forældre dobbelt indeni.

Jeg ved ikke, hvad der sker for tiden, men det virker som om, vi danskere tror, vi er hævet over andre forældre. At vores børn er mere værd end deres. At når deres børn græder, så skal vi lukke ørene og gøre os kolde overfor dem, for de er under-mennesker, børnene er under-børn. Ja, jeg snakker om de mennesker, der er på flugt fra krig for tiden. Mennesker på flugt med små børn på armen. Disse børn er Jesusbørn i deres forældres øjne. Disse børn har allerede set for meget, oplevet for meget ondt. Børn på flugt fra krig, skal behandles med ekstra stor kærlighed og varme! Det siger næsten sig selv.

Kærlighed
Jesushistorien, som vi fejrer lige nu, handler om kærlighed. En kærlighed, der omfatter os alle, Guds kærlighed. Den bor i os, og vi har alle en forpligtigelse til at hjælpe, hver gang vi hører et barn græde. Jesus lærte os, at vi skal bruge vores barmhjertighed hver dag, både overfor dem, vi kender, og dem, vi ikke kender. Jeg er stolt af at bo i et land fuld af engagerede helhjertede mennesker, der kan lide at gøre noget godt for andre og hjælpe andre. Hver eneste dag hører jeg menneskelighedens stemme. Derfor piner det mig, at nogle af vores politikere opfører sig decideret afstumpet, småligt og hadsk. Hvad sker der for dansk politik? Har vi mistet vores følsomhed og forståelse overfor mennesker, der er presset ind i modbydelige livssituationer? Forstår vi kun os selv og vores egne problemer? Har vi ikke plads og råd til næstekærlighed?

Hvad ville vi selv forvente?
Det kunne være OS, der var på flugt lige nu. Det er en tilfældighed, at vi er født hér og ikke dér; at vi kan sidde her og stene NetFlæsk og spise julegodter, mens de må løbe fra bomber og blod. Nogle danskere opfører sig som om, det er okay, IKKE at være søde mod dem, der er tvunget på flugt. Nogle synes, det er fint nok at se ned på dem. Jamen, hvad så den dag, vi selv er på flugt? Ønsker vi ikke selv at blive taget indenfor i varmen og få en skål suppe uden at blive set ned på? Forventer vi ikke, at andre mennesker i andre lande vil have barmhjertighed og hjertevarme nok til at støtte og hjælpe os, hvis vi kommer i nød? Forventer vi ikke, at de vil møde os (og vores børn) med åbne arme og høflighed? Jo, ved Gud gør vi da det!

Mens vi venter på freden
Men vi kan jo ikke redde hele verden, siger nogle. Næh, men vi kan da prøve! Jesus gav da aldrig op! Vi skal kræve af vores politikere, at de investerer i at løse de store problemer i verden. At de sammen med resten af verdens politikere bruger kræfter, tid og penge på at skabe fred i verden! Og i mens må vi andre sørge for at trøste, støtte og hjælpe de mennesker, det går ud over lige nu. Dem, der kommer til vores dør, til vores kommune, til vores banegård med børn på armen. Tag dem ind! Vis dem respekt! Verden har brug for kærlighed og barmhjertighed. Jeg ønsker alle en glædelig jul, og jeg drømmer om julefred … Verdensfred!

Kærligst fra Jakob Olrik