Jeg er IKKE svag!

Vi er en nation af vindere! Lykkelige typer. Og alt hvad der hedder svaghed skal gemmes af vejen. Angsten for svaghed er blevet en kronisk folkesygdom. Jeg må smågrine, når jeg læser en af de mange stillingsannoncer, der efterlyser en robust medarbejder. Hvorfor skal man være så robust, for at være på jeres arbejdsplads? Er det da en så forfærdelig og nedslidende arbejdsplads, at almindelig følsomme mennesker ikke vil kunne holde til at være der? Eller er det fordi, I bare ikke ønsker ansatte med for tydelige svage sider, at I nævner ordet Robust? Sådan er det nu. Det er in at være robust, og yt at være svag. Vi skal være stærke, vindere med succes. Vi er blevet sygeligt bange for at tabe spillet, falde udenfor og ende som forhutlede hjemløse, bistandsmodtagere, fattigrøve, flygtninge, psykisk syge. Alle dem INGEN kan lide! Alle dem der IKKE er plads til, og som burde tage sig sammen! Mig, ensom? Ha-ha-ha Det gælder om at være stærk. Og om ikke andet så at fremstå stærk. Vi ligger gladelig billeder ud på Facebook af det proteinpulver vi indtager nede i fitnesscenteret, men vi viser dæleme ikke de lykkepiller, vi sluger hver morgen. Vi fremviser stolt diplomet fra vores sidste triatlon, men gemmer lægeerklæringen af vejen, der fortæller, at vi lider af dyb depression. Vi fortæller alle, at vores datter har fået 12, men ikke at selvsamme datter ligger og stikker fingrene i halsen for at brække alt op hvad hun spiser. Vi viser billeder af vores glade børn, men fortæller ikke at vi har en krig kørende i Statsamtet med børnenes mor/far. Vi fortæller anekdoter fra håndlæsere eller wellness-steder, men snakker ikke om den angst-selvhjælpsgruppe vi ses med på psykologcenteret. MIG, ensom? HA-ha-ha-ha! Det snakker vi ikke højt om. Vi udvælger et par små-svagheder vi kan joke lidt med; ih, jeg kan ikke finde ud af at lave mad, det brænder altid på, hihihi, jeg kører også tit for langt i tog, fordi jeg er så klodset … Det er til at rumme. Dé svagheder kan vi snakke om, for de er ikke farlige. Det er de store følelser, der er rigtig ”farlige”. Men hvorfor? Vi er jo skabt til at kunne rumme både smerte og lykke. Og det er, hvad vi alle oplever: Smerte og lykke. Hvorfor skal det ene udbasuneres og det andet forties og gemmes af vejen? Hvorfor er det stadig tabu i familien at have angst, depression, OCD, alkoholmisbrug, spiseforstyrrelse eller selvmordstanker? Det er jo dét, vi lider af! I hver eneste familie florerer de sårbare følelser. Men det snakker vi ikke højt om! Og dét synes jeg, er uhyggeligt. For hvorfor skal hende med angst ikke have et ekstra langt knus? Hvorfor skal ham med depression ikke have ekstra lyttetid? Hvorfor skal svagheden ignoreres og tabuiseres? For pokker, det er jo det modsatte der skal til. Det er omsorg, ømhed, kærlighed der kan opløse alle de følelser, der (uden kærlighed) ryger ud af form og bliver til destruktion. Vi vil op, ikke ned. Selv parforholdet skal fremstå perfekt. Hvis en person får os til at fremstå kikset, eller får os til at føle u-tjekkede følelser, så hellere undvære kærlighed, kropslig kontakt og daglige kys. Det skal være succesagtigt, ellers nej tak. Også selvom kærligheden jo alle dage ført til flossede følelser; den chance har man sgu da altid været villig at tage. Et knust hjertet kan heles igen. Men ellers tak, det trækker ned. Og vi vil op! Op, og være med i gruppen af vindere. Men det er jo absurd teater. Vi mennesker er jo bare bittesmå, og livet er stort. Vi kan dø når som helst, knække sammen, miste os selv, miste hinanden, miste hele lortet! Intet er sikkert. Heller ikke de ”robuste” sind. Vi har alle sammen svagheder. Så hvorfor må der ikke være plads til svaghed i vores lykkelige samfund? Da min søster døde for 6 år siden, oplevede jeg, at mange støttede op om afskedsceremonien, de var der, trøstede, støttede, gav svagheden plads. Men en uge efter var det som om, det hele var glemt. Ingen spurgte mere til min søster. Det er et for følsomt emne, og de færreste ønsker at ribbe op i sorgen. Men den fornægtelse og fortielse er med til at gøre os bange. Vi kan være glemt om en uge. Vi ikke må sørge. Vi må kun være stærke. Men al den såkaldte styrke gør os jo så u-autentiske og stive, og vi i sidste ende er lige til at vælte omkuld. Det er sgu hårdt at undertrykke følelser i længden. Følelserne bliver forkvaklede, og det skræmmer os, og så har vi endnu mere at skjule! Shit. Plads til at være os. Jeg synes, vi har indrettet os forkert. Fordi vi ikke giver plads til det, vi alle tumler med. Svagheden skal løbes væk, købes væk, skrabes ud. Gemmes væk! Det gør os angste. Vi er kronisk nervøse for at falde udenfor, at dumme os, at være hele mennesker. Det afskærer os fra at tage nye chancer, gøre skøre ting, og vise hvem vi er. De mennesker der beder om hjælp, bliver set på som besmittede dyr, der skal tage sig sammen og gøre noget ved tingene. Men måske er det lige omvendt: Måske er det os, der skal tage os sammen, og være noget for dem? I stedet for at se ned på dem. Og i stedet for drive heksejagt på alt det svage i os selv. Der er masser af gode oplevelser i kriser og i smertefulde følelser. Det er her vi oplever ydmyghed, taknemmelighed, livets betydning, åbenhed, samhørighed. Vi oplever en følsomhed overfor dét at være menneske. Og det er slet ikke så farligt. Lad os nu bare rumme hele svineriet. Give plads til at være os. Græde og grine. Og være dem vi ér! Ellers bliver vi da fuldstændig syge i bøtten!