Jeg blev forelsket i en escortpige

Jeg har altid været fortaler for, at vi skal slippe lidenskaberne løs og eksperimentere med erotikken. Jo flere der knalder, jo bedre. Jo mere flirt, jo flere kys, jo mere berøring der er i verden, desto mere håb er der for, at vi kan danne en front mod vold og aggressioner.

Der er dog ét område inden for erotikken, hvor jeg ikke har højt til loftet. Jeg har altid været modstander af prostitution. Sex er for vital en del af livet til, at jeg kan se afslappet på, at den gøres til en handelsvare, hvor nydelsen er lig med nul for den ene part.

I mine øjne er antallet af danske mænd, der uden betænkeligheder opsøger ludere, deprimerende højt. Undersøgelser har vist, at over halvdelen af mændene herhjemme synes, det er i orden at købe sex hos en prostitueret, og at cirka 15 procent gør det indimellem. Det må være for at undgå at blive konfronteret med deres egen fiasko som mand. Åbenbart har de ikke kræfter, selvtillid eller mod til at gå ud i verden og forføre en kvinde, så hun knalder med dem frivilligt. Og det er selvom de overalt i Danmark, en lørdag aften kan gå ud i byen og møde de skønneste kvinder, der længes efter at blive kurtiseret.

En del mænd mener sikkert, at kvinderne derude i virkeligheden kræver for meget af dem. De foretrækker kvinder, der er villige, når de har lyst, og som maskinelt kan levere, hvad de beder dem om. I bund og grund betragter de sex som en menneskeret. Noget de har krav på. Men det har de ikke. Sex er efter min overbevisning noget, vi alle skal gøre os fortjent til.

Men har kvinder ikke ret til at tjene penge på deres krop, hvis de har lyst til det?

Selvfølgelig har de det. Der er situationer, hvor jeg sagtens kan forstå, de griber til den mulighed. Og situationer, hvor jeg sikkert også selv ville gøre det, hvis jeg var kvinde. Men jeg tror altid, de hugger lidt af deres sjæl ud for at komme igennem en arbejdsnat. Rigtig mange undersøgelser viser i hvert fald, at prostitution skader psyken i det lange løb og ødelægger evnen til at nyde sex.

Derfor har jeg altid ment, at ludere for alt i verden skal hjælpes ud af prostitution. Jeg har også ment, at de gerne vil hjælpes. Det er bare et spørgsmål om nå ind til dem og vise dem, hvad sand kærlighed er. Hvis vi giver de prostituerede nogle gode alternativer, vil de hurtigt foretrække dem.

Det var indtil jeg for nogle år siden faldt for en ung kvinde på 23, lade os kalde hende Luna. Først var vi venner, og så blev vi elskende.

Hen ad vejen opdagede jeg, at Luna havde tjent mange penge på at være luksusprostitueret, og at hendes tidligere kunder var at finde blandt Danmarks rigeste og mest magtfulde. I de kredse foretrækker man ganske vist at kalde det escortservice, men prostitution er der stadig tale om.

Senere opdagede jeg, at hun stadig holdt fast i flere af sine kunder ved siden af, at vi havde et forhold kørende. Og det var selvom vi elskede hinanden og havde det godt sammen. Det tog mig lidt tid at få hende til at indrømme den del, men til sidst åbnede hun op og indviede mig også i, hvordan hun var blevet introduceret til faget under grimme omstændigheder i sin tidlige pubertet.

Jo mere Luna fortalte, jo mere rystet blev jeg.

Hun beskrev et miljø, hvor mange unge kvinder ved siden af deres studier og andre jobs arbejdede som escortpiger for ældre, velhavende mænd. Åbenbart er der blandt de mænd en stiltiende accept af eller ligefrem forventning om, at en hvis procentdel af de meget unge kvinder skal stå til rådighed for dem som prostituerede. Det er langt mere udbredt, end jeg var klar over. Og vi taler om unge kvinder, der på alle måde er velfungerende, og hvor forældrene ofte ikke er klar over, hvad der foregår.

Selv havde Luna det dobbelt med sin metier. Hun var nervøs, fordi hun mærkede, hvordan hendes følelsesliv ikke var, som andre unge pigers, og fordi hun havde svært ved at slippe det igen. Og samtidig elskede hun åbenlyst pengene og de luksusgoder, de gav hende adgang til.

Med tiden gik det op for mig, at hun også var blevet afhængig af at omgås mænd med høj status. Det afslører, hvor massiv en rest af de gamle kønsroller, der stadig hænger ved, uanset hvor ligestillede vi føler os herhjemme. Selv om kvinderne påstår, at de går efter sjælen og personligheden hos mændene, er der klare beviser for, at det hjælper gevaldigt på en mands tiltrækningskraft at være rig og kendt. Jeg har selv overværet, hvordan selv overordentlig selvkørende kvinder er blevet bløde i knæene, når der kører en Jaguar med en berømt mand op til kantstenen.

Og hvad så, kan man sige. Hvad er problemet?

Jeg synes altid, man kan afprøve sin moral ved at spørge sig selv, hvordan man vil have det med, at en situation kom til at omfatte ens allernærmeste. Og jeg kan sige, at jeg aldrig nogen sinde ønsker for min datter, at hun kommer til at strejfe det miljø.

Egentlig er det værste i mine øjne ikke betalingsforholdet. Det værste er de løgne, som Luna følte, hun var nødt til at omgive sig med. De var også den væsentligste grund til, at jeg blev så frustreret.

På grund af sin skam løj hun om sin fortid og også om vores fælles nutid. Hun løj om, hvor hun havde været, og hvem hun var sammen med. Hun løj om sine følelser og sine drømme. Jeg følte aldrig, jeg kunne stole på hende. Jeg tror, hun gjorde det, fordi hun klart fornemmede, at hun ikke var god nok, som hun var. Hun var flov over det, hun var gået med til i tidens løb, flov over ikke at have protesteret mere, flov over at have ladet sig bruge som en ting, man kan gøre med, hvad man vil. Det havde givet hende et uudsletteligt mindreværd og forvredet hendes selvbillede.

Hun havde svært ved at tro på kærligheden og svært ved at have tillid til andre.

Da hun først for alvor løftede sløret, blev jeg besat af, at jeg havde en mission. Luna skulle reddes. Denne sjove, intelligente og sprudlende kvinde, som jeg elskede, var bedre værd. Jeg satte en redningsproces i gang. Ikke alene skulle Luna blive lykkelig, hun skulle også slippe for at lyve over for mig igen. Når hun lærte at tro på min kærlighed, var jeg sikker på, at alt imellem os ville gro endnu vildere og gøre os til et lykkeligt par.

Men det var her, jeg tog fejl.

Luna ville ikke reddes. Hun havde for meget af sin identitet investeret i at være escortpige, og vidste ikke, hvad hun skulle erstatte den del af sig selv med.

Hver gang vi forsøgte at finde et fælles ståsted, endte vi i opslidende diskussioner.

Også om den lille prostitution, som vi alle giver os hen til. Når en kvinde for eksempel tager for givet, at en mand betaler for hendes drinks. Eller når jeg får penge for at holde foredrag om sex. ”Egentlig er du jo også en slags sexarbejder,” sagde hun til mig.

Hun drillede mig også med, at jeg var blevet næsten afhængig af at høre på hendes escort-historier.

Hvilket var sandt. Det er jo interessant, at det, som vi tager mest moralsk afstand fra, også er det, som kan ophidse os mest.

I det hele taget diskuterede vi meget, og vi græd, skændtes og elskede. Uden at jeg kom nogen vegne med min mission.

Til sidst var jeg ved at miste mig selv fuldstændig og var nødt til at afbryde forholdet for at redde mig selv følelsesmæssigt. Luna og jeg ses stadig. Jeg har ikke sluppet hende. Men det missionerende har jeg pakket sammen. Jeg prøver ikke længere at få indflydelse på, hvordan Luna vælger, at hun bedst kan holde sammen på sig selv.

 

Køb bogen Natsværmer HER