Hvorfor skal det lange parforhold hyldes?

Der er en underlig tendens i tiden til, at vi for enhver pris skal have parforholdet til at vare så længe som overhovedet muligt. Flere parterapeuter prædiker om det lange forløb. Dybden. Loyaliteten. Mange medietyper siger det samme. Det er som om, vi skal påduttes at acceptere den grå leverpostejsvej – så længe vi kan få alle de andre ”glæder” fra parforholdet, såsom tryghed og den store tv-pakke. Parforholdet er ikke engang konfliktfyldt længere, det er uden de store følelser, uden erotisk ild, og det er ok. For til gengæld har vi hverdagen, de praktiske opgaver, logistikken, skemaerne, og dé ting skal bevares, for Guds skyld.

Parforholdsopsparing
Tryghed er blevet en meget vigtig værdi. Vi laver pensionsopsparinger i den store stil, og vi skal åbenbart også se kærlighedslivet som en investeringskonto, hvor det gælder om at ofre en masse kedelig hverdag for til gengæld at få en lang god alderdom sammen, siddende på den dér badebro, man hører så meget om. Stolte over at have holdt hinanden ud så længe. Rolige og trygge ved tanken om, at den anden vil hente stokken til én og gå med til de ugentlige lægetjek. Hey, hvad er vi ude i? Parforholds-alderdomsopsparing?

Hvorfor er værdien tryghed mere interessant end passion, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme, eventyr, frigørelse og udvikling? Hvorfor al den tryghed? Hvad er det, vi er så bange for? Jo, jo, vi har vel alle frygten for at dø, frygten for ensomhed, frygten for ikke at blive elsket, frygten for fiasko. Men skal vi værne os mod den eksistentielle frygt i tryghedssofaer, eller skulle vi i stedet tage udfordringen op og belyse noget af al det mørke, der åbenbart er inde i os?

Et trygt lille land
Vi lever i et af de tryggeste lande i verden. Vi kan gå gratis til lægen og gratis i skole, vi er ikke i krigstilstand og lider heller ikke under de store naturkatastrofer. Vi har faktisk den perfekte boldbane at boltre os på, vi har alle muligheder for at afprøve nye måder at gøre tingene på, og til at blive bevidste. Hvorfor skal vi være så reaktionære i værdisættet og acceptere at sidde og visne i sofaen med én, der ikke tænder på os? Hvorfor ikke vælge eventyret? Slippe den kristne tryghedsidyl og afprøve nye sider af livet? Hvorfor ser man det som negativt, at skilsmisseprocenten er høj? Måske er det et sundhedstegn! Måske er det et plus, når folk ikke gider blive sammen, når sexlivet er fordampet, og kun arbejdsopgaverne er tilbage. Hvorfor skal den livslange reaktionære kærlighed ses som noget specielt smukt?

Vi er i udvikling
Det er et problem, når det lange parforhold/ægteskab hyldes samtidigt med, at folk i en lind strøm går fra hinanden. Folk kan ikke leve op til det gamle pladder om ægteskabet, og det, der er problemet, ér, at det bliver set på som et problem. Vi mødes, vi skilles, vi bliver venner, vi møder nye. Det skal folk da ikke have dårlig samvittighed over. Hvorfor ikke hylde dét i stedet for trygheden? Vi har gennem historien kæmpet for kvindernes frihed, for barnets frihed, for erotisk frihed. Vi kan tænke abstrakt, vi kan tænke innovativt, vi er i rivende udvikling. Hvorfor så holde krampagtigt fast i gamle ægteskabsværdier fra dengang man ufrit var bundet af hinanden på grund af økonomi og overlevelse? Vi lever i en anden tid nu, det virker da underligt, at vi skal føle os forkerte, når vi udlever det frie væsens muligheder: At vælge til og vælge fra. Parforholdet er et tilvalg, det er en dejlig luksus (måske den bedste) så længe det varer, og det skal vi nyde. Men vi skal ikke forsage parforholdet. Vi skal i stedet hylde livet, hinanden og alle de herlige spændende oplevelser, der venter os!