Tit og ofte kaster vi os i forelskelsens rus lige direkte ind i parforholdet uden overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke forventninger vi har – både til hinanden og til parforholdet.
Langt de fleste har jo nogle drømme om, hvordan deres perfekte liv skal være. Og de drømme bliver den nye partner automatisk puttet ind i.
Og så glemmer vi, at parforholdet er et projekt.
Forestil dig, at man beder to mennesker om at bygge en helligdom, uden at man har talt om værdier og forventninger. Hvad nu, hvis den ene er muslim og gerne vil have en masse minareter, mens den anden er russisk ortodoks og gerne vil have forgyldte kupler overalt? Det byggeri er der altså ikke nogen fremtid i!
Så man bliver altså nødt til først at tænke lidt rationelt logisk, inden man begynder det måske største projekt i sit liv.
I den forretningsmæssige projektverden siger man, at succes, det er noget, man planlægger sig til.
Det er muligt, at det kan give lidt angstfornemmelse for, at romantikkens magi forsvinder, hvis man skal forventningsafstemme med hinanden, før man overhovedet er begyndt.
Jeg siger tværtimod!
Det er jo præcis, mens man er lykkelig og forelsket, at man har det følelsesmæssige overskud til at være på forkant med nogle af de problemer, der kan opstå senere hen.
Forelskelsen er en nu-oplevelse, hvor man giver sig hen i lykke og liderlighed, mens vi til parforholdet ofte knytter meget konkrete drømme: Hvor mange børn vil jeg have, hvordan vil jeg bo, hvilke venner skal vi have, hvordan holder vi ferie …? Og fordi det er så konkret, er det også let at tale om.
Er vores forhold f.eks. monogamt? Skal det have en tidsafgrænsning? Skal vi have et polygamt/åbent forhold? Skal vi bo hver for sig? Skal vi have fælles økonomi? Holder vi jul hjemme, hos svigermor eller rejser vi?
Det monogame parforhold er på retur, mens living together apart eller flere soveværelser, sammenbragte familier og andre mere anderledes parforhold bliver mere og mere normen.
Så hvorfor ikke tage tyren ved hornene, så man er sikker på, hvad den anden vil – og at det virkelig er et menneske, man vil kaste sig ud i parforholdsprojektet med?
Forventningsafstemning kan jo netop skabe en større tryghed og dermed en større chance for succes – i forholdet.
Hvordan skal man være par?
Man kan have et parforhold på utrolig mange måder. Her taler jeg slet ikke om, hvilke personligheder man har, men om selve konstruktionen af parforholdet.
Historisk set er parforholdet en pagt, man laver med hinanden. Helt traditionelt en ægtepagt. Og som sådan ikke stort forskellig fra andre pagter eller kontrakter, vi indgår. Pensionspagt, forretningspagt, overenskomster, kontrakter.
Man stiller et sæt spilleregler op, som alle er orienterede om, og som alle er indforståede med.
Den mest traditionelle parforholdskontrakt er ægteskabet. Her har dels kirken defineret, hvad man må og ikke må i parforholdet. Dernæst har der været samfundsmæssig fornuft i at bakke op om ægteskabet, da det har skabt ro og tryghed for især kvinderne og børnene.
Men verden har jo ændret sig. Meget få danskere har et så religiøst livssyn, at den kirkelige ægteskabspagt giver nogen dybere mening. Og samfundsmæssigt tjener kvinden i dag tæt på det samme og ofte ligefrem mere end manden og kan sagtens forsørge sig selv.
Så den traditionelle ægteskabspagt er ikke længere logisk, og derfor eksperimenterer vi helt naturligt med andre former for parforhold.
I 60’erne gik der voldsomt mode i at eksperimentere. Derfor er mange af os i dag en del af skilsmissegenerationen. Det var det store opgør med kernefamilien. Og når de så blev skilt, kunne de hade hinanden i 15-20 år, fordi skilsmissen tit var ønsket af den ene part og ikke den anden. Og ikke mindst fordi det var helt nyt, og de ikke anede, hvordan de skulle håndtere en skilsmisse.
Næste generation, skilsmissegenerationen, har så lært, at sandsynligheden for, at man bliver sammen hele livet, er stort set lige så stor, som at man får en rumrejse. Vi er blevet meget bedre til at leve i fred og fordragelighed med vores ekser. Ingen vinder ved det årelange had, så man kan lige så godt slappe af med hinanden.
Og i dag er det ekstra vigtigt, at man er god til skilsmisse, for jo ældre man bliver, jo flere ekser kan man have med på slæb. Og så kan det blive temmelig anstrengt, hvis man skal gå og hade dem alle sammen – eller de hader dig.
Og vi eksperimenterer og undersøger endnu mere end vores forældre med, hvordan man kan leve sammen på andre måder end i det konventionelle ægteskab.
Et parforhold får helt klart en ekstra dimension, hvis der også er børn involveret. Så bliver det endnu vigtigere – også for børnene – at der er klarhed over, hvordan reglerne er i det moderne og måske meget alternative parforhold.
Men der findes ikke noget parforhold, der er rigtigt eller forkert. Ikke noget, der er bedre end andet. Der findes kun DIT forhold, og det eneste vigtige er, at du og din partner fungerer i det.
Vores bedsteforældres kernefamilie har spillet fallit som den ultimative model. Nu skal du og din partner finde ud af, hvad det er, I søger.
Mange konflikter i parforholdet handler om, at vi definerer det som en patentering af seksualiteten. De reelle udfordringer handler sjældent om Ikea-møbler eller vasketøj, men om den arv, vi stadig bærer fra vores bedsteforældres ægteskabspagter: Når vi er kærester eller gift, så har du KUN sex med mig!
I alle andre forhold i vores liv er vi blevet vant til en meget stor frihedsgrad. Vi svinger dankortet, når vi vil købe noget. Hvis vi vil have en bil, køber vi en. Vores singleboliger er fuldt udstyrede som et rigtigt hjem. Vi har stort set frihed til at gøre, hvad vi vil. Vi beslutter selv uddannelse, arbejde, bolig.
Men i parforholdet hænger vi fast i den gamle dogmatik om, at hvis du er min kæreste, kan du ikke have sex med andre.
Der er friheden ikke helt fulgt med – og det kan være et meget væsentligt område at tale om, når man starter et parforhold op. Som nyforelskede har man næppe lyst til at være sammen med andre. Men hvad er hendes holdning generelt til emnet? Og hvad er din?
Jeg har her lavet en liste over de modeller, jeg kender til. Mange af dem kan også kombineres med hinanden, ligesom man i et parforhold kan veksle mellem forskellige måder at være par på gennem årene. Det vigtige er i virkeligheden bare, at man har talt om det inden. At man har forventningsafstemt, hvordan det skal fungere for begge og forholdet, så der er åbenhed og rene linjer. Det skaber nemlig tryghed og forøger den tillid og den nærhed, der er vigtig for, at et parforhold fungerer.
Monogamiforholdet
Er I begge monogame, gør det på mange måder parforholdet meget enkelt. Her lever man efter den gamle ægteskabspagt, hvor man kun har sex med sin partner, og hvor man har lovet hinanden evig troskab.
Spørgsmålet er så bare: Holder det? Hvad må den monogame mand, uden at han bryder reglerne? Hvis han vender sig om på gågaden og tjekker en kvinderøv ud for at se, om den er lige så fræk som hendes ansigt, er han så ude på et skråplan? Eller hvad hvis en sjov kollega fra arbejdet sender kvinden en lille flirtende sms, som hun fnisende besvarer med en lille fræk besked? Er hun så stadig monogam?
Har man besluttet, at forholdet er monogamt, vil det konstant blive udfordret af omverdenen og af menneskets naturlige drifter. Tænk bare svømmehal, julefrokost eller herretur med drengene.
Skal din evige kontakt med fristelser være en bekræftelse på din monogami eller gøre dig usikker?
Man kan jo være dogmatisk og gøre monogamiet til en dyd; jo længere, jo bedre. Til det formål findes der selvbestaltede medaljer i form af kobberbryllup, sølvbryllup og guldbryllup. Og ja, jeg kan da også sidde og tænke: ”Nej, hvor er det sødt,” hvis jeg ser sådan et par 80-årige, der har holdt sammen hele livet. På den anden side tænker jeg også: ”Har de så aldrig haft sex med andre? Aaaaargh! Hvor er oplevelsen og eventyret i det?”
Seriemonogami
Måske nok den mest almindelige form for parforhold i dag. Her er man monogam i de forhold, man er i, men den del, der hedder ”til døden jer skiller”, er skiftet ud med ”til vi ikke gider hinanden mere”. Så går man fra parforhold til parforhold. Medaljen er ikke ”hvor længe”, men at man har det godt sammen, mens man er et par. Og det uanset om det er 3 måneder eller 10 år.
Langt de fleste er nok i dag seriemonogame. Vi kan godt lide trygheden i monogamiet med vores partner, men vi kan og vil ikke tænke i evigheder. Er man seriemonogam i stor stil, er det en god ide at blive rigtig dygtig til at afslutte sine forhold, så man ikke ender med 20 ekskærester, der hader en. Især hvis man bor i en mindre by, og de begynder at rotte sig sammen!
Sammenbragt familie-forholdet
Ja, det er jo konsekvensen af vores seriemonogami. Vi bliver ældre, får dejlige unger med en, måske to eller endda tre forskellige, og så møder vi den skønneste kvinde, der også har været seriemonogam og fået børn hen ad vejen.
Sammenbragte familier en nok nutidens største udfordring. Du troede, du havde 2 børn, pludselig er der 5 – og de 3 må du ikke opdrage på! Oven i hatten risikerer du, at et af de nye børn er temmelig problematisk, måske ligefrem vildt irriterende. Den konfrontation kan ødelægge alt. Vi ved jo dybest set, at børn er vidunderlige som udgangspunkt, så når de irriterer os eller går os på nerverne, så er det meget ofte, fordi de er opdraget på en anden måde, end vi selv ville gøre. Men hov! Det er jo din nye store kærlighed, der har stået for opdragelsen. Og det kan få nogle meget dybe, grundlæggende livsværdier til at støde sammen. Det kan få dig til at sætte spørgsmålstegn ved selve forholdet og ikke mindst tænke: Hvad vil der ske, hvis vi får børn sammen? Hvordan skal de opdrages?
Og de børn, du allerede har? Så er de på weekend, og hele familien er samlet om bordet. Dine børn må ikke smaske og bruge fingrene i fadene. Til gengæld må de gerne gå, når de er færdige. Hendes børn spiser som små svin, men får strengt besked på at blive siddende, til alle er færdige.
Voksensignalerne er vildt forvirrende for alle. Og dit verdensbillede af familieidyl og sammenhæng falder helt til jorden.
Hvis du korrekser og opdrager på hendes børn, og du måske sårer dem, så bliver din partner nødt til at være loyal med dem, uagtet at hun måske giver dig ret. Du ville selv gøre det samme. At beskytte sine børn er et instinkt – især for mødre.
Og ja, du har måske haft en forestilling i dit hoved om bedstefar og de 6 børn, han havde. Det var ikke noget problem. Men dengang var systemet også meget forenklet, præcis fordi der var så mange storfamilier. Dengang var manden patriarken. Og lige meget hvor hårdnakket og uempatisk han kunne være, så var hans ord lov. Det skulle alle rette sig efter! Hvis det var helt latterligt, kunne børnene så håbe, at deres mor ville formilde ham lidt i soveværelset, så de igen kunne få en hyggelig stemning ved middagsbordet.
Det fungerede, fordi alle var trygge. De regler, patriarken udstedte, gjaldt for hele familien, så der var ingen grund til at føle sig personligt forfulgt eller såret. Vi er alle lige.
Du kan selvfølgelig godt glemme alt om, at du skal lege patriark i den sammenbragte familie. Men du kan bruge lighedsprincippet til at skabe en vis form for ro og tryghed. Børnene kender efterhånden godt demokrati, endda fra de er ret små, hvor de allerede i skolens start møder begrebet klassens time. Det kan du indføre i den sammenbragte familie. Mindst en gang om ugen samles alle, og så kan alle (også det irriterende barn) ytre ønsker om, hvad de gerne vil have, der skal ske i løbet af ugen.
Jeg har selv praktiseret det. Det var endda en gang om dagen og med 2 børn, der var under skolealderen. Men både børnene og vi voksne kunne så sige, hvad vi gerne ville have, der skulle ske den dag. Og så blev der talt om, hvad der kunne være bedst, så alle syntes, det var en o.k. ide. Her kan man selvsagt manipulere helt vildt med børnene, men det er med et godt hjerte, for de ender med at føle, at de har indflydelse. Og du ender med at vide præcis, hvad aftalen er, og det kan du bruge som argument resten af den dag – eller uge.
Men vær opmærksom på, hvilke enorme udfordringer der kan komme, hvis I vælger den sammenbragte familie. Det sødeste barn kan pludselig blive meget jaloux på den tilkomne voksne, der tager mors eller fars kærlighed og tid. Grundlæggende livsværdier kommer helt op til overfladen – hver eneste dag!
Til gengæld kan den sammenbragte familie blive en kæmpefordel, hvis I har været dygtige til at afslutte de tidligere forhold. Så aftaler man med diverse ekser, hvornår de har børnene og omvendt. På den måde kan man i parforholdet få flere weekender endda uger og ferier helt alene sammen til at dyrke og styrke parforholdet – før fritidhjemshelvedet starter igen.
Sleeping apart / hvert sit soveværelse
Man kan sagtens positivt have valgt hvert sit soveværelse, uden at forholdet af den grund behøver at være på retur. Det helt optimale er, at man har tre soveværelser. Hans, hendes og ”det erotiske rum”.
Sleeping apart er nok mest kendt fra gamle dages monogame forhold, hvor man valgte den løsning, fordi man var trætte af at sove ved siden af hinanden. Det kunne være, fordi han snorkede, hun bevægede sig for meget rundt – eller fordi det ganske enkelt var anstrengende at ligge ved siden af et menneske, der ikke gad have sex med dig.
I dag er sleeping apart oftere en fælles erkendelse af, at man dels har brug for lidt privat rum, hvor man kan have lyset slukket/tændt, som man har lyst til, samt naturligvis onanere, når man har lyst. Samtidig kan man fastholde lidt spænding i, at man går ”på besøg” hos hinanden. Man kan opretholde polariseringen i privatlivet.
Derudover er det også skønt at have et rum, der er helt dit eget. Her kan hun ikke brokke sig over, at der flyder strømper på gulvet, eller over de gigantiske højtalere, der fylder mere end sengen. Og han må affinde sig med de 300 små porcelænshunde, som hun har indsamlet gennem livet, og at sengen er svær at se for lyserøde puder.
Luksusmodellen er naturligvis det 3. soveværelse; det erotiske rum, der udelukkende er til fælles fornøjelse og udfoldelse. Her kan man endda lave regler om, at når man er derinde, må man kun tale sexy, dirty og erotisk.
Living together apart / to adresser
Det her er den mest luksuriøse model rent økonomisk. For her har man råd til to huslejer og bor decideret hver for sig. Hvis man også har børn sammen, er det helt optimalt, at man tilmed bor tæt på hinanden.
Her blander man slet ikke ”hjem” ind i parforholdet. Indkøb, rengøring, vasketøj, madlavning og indretning er fuldstændig individuelt.
Parforholdet bliver en gæst/vært-leg. Man skiftes til at komme ”på besøg” hos hinanden. Og når du som ”gæst” hos din kone hænger en hylde op, så bliver hun glad og stolt over, at du gider, frem for at kritisere dig for, at du ikke har gjort det for længst. Du skal heller intet høre for de gigantiske højtalere eller billardbordet, for det behøver hun slet ikke at forholde sig til – de står hos dig. I dit hjem. Og det er jo også skønt at komme hjem til hendes nyvaskede sengetøj, uden at du skal høre et pip om, hvor lang tid hun har brugt på at stryge det.
Living together apart-forhold kan være utrolig stærke og har potentiale for at blive meget længerevarende, fordi al hverdagsfnidderen er taget ud af forholdet. Hvis man har børn sammen, og man bor tæt på hinanden, kan de sagtens have fast base og trygge rammer ved at bo stationært hos den, der har bedst plads. Så kan den anden komme de morgener, hvor det er hans/hendes tur til at hente og/eller bringe. Eller de eftermiddage, hvor der skal læses lektier. Hvis man bor længere fra hinanden, kan man lave fælles-weekender med børn det ene sted og stadig opretholde friweekender for begge parter og dermed opretholde en stor individuel frihed i forholdet.
Ulempen – ud over det økonomiske – er, at den ene part kan gå og drømme om, at det kun er en overgang, fordi han/hun dybest inde drømmer om at ligge i ske hver nat og vågne op sammen hver morgen. Og hvis living together apart fungerer fantastisk for den anden, så kan man gå meget lang tid i frustration over, at man faktisk føler sig meget ensom i parforholdet.
Det er også vigtigt, at man har meget afklarede regler med hinanden og 100% tillid til, at de bliver overholdt. Hvis aftalen er, at man ikke er utro, skal man stole på, at han/hun så heller ikke er det de mange aftener og weekender, man er hver for sig. Så er der små detaljer som spørgsmålet om fællesnøgler. Må man dukke uanmeldt op hos hinanden? Og økonomi. Hvis den ene bor væsentlig dyrere end den anden, deler man så regningen?
Det er naturligvis en selvfølge, at begge har så attraktive hjem, at den anden har lyst til at komme der, så man ikke kun er det ene sted. Så er man i gang med et helt andet slags forhold, et elskerforhold, og de holder sjældent længe.
Men især i starten af et parforhold kan det være en rigtig god model. I stedet for at springe ud og købe fælles bolig og flytte sammen kan man i en tidsaftalt periode have et living together apart-forhold. Det vil give en god fornemmelse for, om det er en løsning, der dur – også økonomisk – eller om begge har en stor trang til at vågne op ved siden af hinanden hver dag.
Geografiske parforhold
Selvfølgelig en oplagt model, hvis man bor hver sin ende af landet, eller hvis den ene ofte er udstationeret i længere perioder. Her aftaler man, i hvilke geografiske områder man er kærester. Bor man eksempelvis i Århus, mens manden hver tredje måned er tre måneder på boreplatform eller udstationeret i Saudi-Arabien, så er man kun kærester i Århus. Hvis konen så vil lave ballade, mens han er væk, så må hun tage ud af byen. Det geografiske forhold er baseret på, at hvis man har sex med andre, så er det uden for fælleszonen, fællesvenner og fælles bekendte, så ingen behøver at frygte, at der pludselig dukker en affære op. Og begge kan være totalt par, når man er i zonen, og gøre ting med andre par, fuldstændig som alle andre.
At være geografiske kærester kræver, at man har en næsten ekstrem seksuel rummelighed og en enorm tillid til hinanden og det parforhold, man har. Der skal være en stor fælles forståelse for, at den kærlighed, man har til hinanden, ikke bliver mindre af, at begge eksperimenterer med andre partnere seksuelt.
Faldgruben her er oplagt. Er man meget væk fra hinanden (udstationeret eller i hver sin by), kan den ene blive forelsket i en anden, eller man kan blive så glad for sine legitime sidespring, at man begynder at dele det geografiske område op i små øer. Pludselig er Nørregade ikke en del af Århus mere, fordi den kvinde, man boller, jo faktisk er amerikaner og slet, slet ikke hører til omgangskredsen.
Tidsafgrænsede forhold
I princippet lidt det samme som det geografiske. Her aftaler man helt fra starten, hvor længe forholdet skal vare. Det betyder ikke, at det nødvendigvis slutter efter periodens ophør – så kan man genforhandle/aftale ny tidsperiode – men det giver en enorm tryghed for begge parter, at man ved, at den anden helt sikkert bliver et år eller tre, alt efter aftale.
Den aftale lavede jeg med min datters dejlige mor. Ikke fordi jeg ikke elskede hende over alt på jorden. Og næsten endnu voldsommere, da hun blev gravid, men faktisk for at give hende en garanti for, at jeg ikke ville gå fra hende i den aftalte periode. Så kunne hun – og jeg – slappe af, nyde graviditet, fødsel og baby. For vi havde en aftale.
En anden model i tidsafgrænsede forhold er, at man ”kun” er kærester i f.eks. weekenderne. Det giver begge parter en enorm frihed til at fortsætte deres singleliv i løbet af ugen og en stor tryghed og glæde, fordi man ved, man skal være sammen med sin elskede i weekenden.
Når man starter et parforhold, er den største indsats den tid, man skal bruge på forholdet. Før, da du var single, var al din tid din egen. Du kunne selv lave tilvalg af, hvad du ville lave en onsdag aften, hvem du ville på ferie med, hvilken sport du ville have, om du ville flytte pga. job osv. Når du indgår et parforhold, bliver alt, hvad du laver ved siden af, et fravalg af parforholdet. Du vælger at spille fodbold med drengene frem for at være sammen med hende. Hun vælger at tage på shoppingtur til London frem for at være sammen med dig. Dine tidligere frie tilvalg bliver pludselig fravalg og dermed i en grad negativt ladede, fordi du lynhurtigt risikerer at blive beskyldt for eller selv føler, at du ikke investerer nok i parforholdet.
Laver man et tidsafgrænset forhold, kommer man ud over det problem. Det behøver ikke at være weekendkærester alene. Det kan også være hver anden weekend og så hver torsdag, hvis det passer begge bedst.
Den model skal man selvsagt være utrolig enige om. Det holder ikke, hvis den ene går med til det i det håb, at den anden på et tidspunkt falder til patten og vil lege kernefamilie.
Men det kan sagtens lade sig gøre – også selvom man bor sammen. Så er reglerne stadig, at i de perioder, man har aftalt, man IKKE er kærester, kan den anden ikke blande sig i, hvordan man prioriterer sin tid. Hvis han på sin tirsdags ”friaften” vil sidde og prutte i netundertrøje foran flimmeren, så er det hans valg.
Kontraktforholdet
I det rene kontraktforhold skriver hver part meget præcist ned, hvilke ønsker og forventninger man har til forholdet. Det er alt lige fra rengøring, børn, ferier, højtider, indkøb osv. Så sætter man sig ned og ser på hinandens lister. En stor del vil man sikkert uden problemer kunne blive enige om – især mens man er forelskede. De punkter, hvor der er uenighed, er nu forhandlingsgrundlag. F.eks.: Hvis de gigantiske højtalere skal være med, så skal sengetøjet også stryges.
Eller: Hvis vi skal holde jul hos dine forældre, så skal vi aldrig være sammen med familie nytårsaften. Eller: Vi skal have sex mindst to gange om ugen, til gengæld brokker jeg mig aldrig over, hvor mange sko du køber.
Det ender som en reel kontrakt, der naturligvis også skal have en tidsramme, så begge ved, hvornår den kan genforhandles.
I kontraktforholdet skriver man højtideligt under og gemmer en kopi hver. Her kender man helt præcist reglerne for alt, og det kan som sagt godt virke en smule mekanisk.
Men ideen om præcist at forventningsafstemme, inden man starter forholdet, kan sagtens bruges i alle andre former for forhold og kan blive en sjov hyggeaften, hvor man faktisk får smidt nogle reelle fremtidige konfliktområder på bordet og kan forholde sig til, om begge nu også er enige om, hvilket slags forhold man har valgt at gå ind i.
Polygame forhold / åbne forhold
I det polygame forhold har man aftalt, at man gerne må have sex med andre. Typisk er det engangsknald, der er accepterede. Julefrokosten, konferencen i New York, venindeturen til Paris og lign.
Forudsætningen for det polygame forhold er, at man kan sætte hinanden fri seksuelt i en fælles erkendelse af, at seksualiteten er mangfoldig. Kærligheden skal her være stærk nok til, at man accepterer den side hos hinanden; vores kærlighed bliver ikke ødelagt af, at du har lidt sjov med andre, fordi vores forhold og kærlighed slet ikke er baseret på sex alene, men stikker meget dybere.
Det kræver selvsagt, at begge har et meget afklaret forhold til jalousi og er meget trygge ved hinanden, så man ikke konstant går og frygter, at nu møder han én, han hellere vil have end mig. Eller: Nu hun har været sammen med en bedre elsker med en større pik, gider hun så stadig mig?
Det kan være et meget smukt forhold, hvis det kan lade sig gøre. Men polygame forhold skal have meget præcise aftaler for, hvad man må og ikke må. Det nytter ikke, at den ene tror, at vi kun taler om en firmafest et par gange om året, mens den anden definerer det som, at man gerne må lege med kollegaen i kopirummet efter hver fredagsbar. Medmindre man præcis har den specielle aftale.
Nogle polygame par bruger decideret polygami som inspiration til deres eget sexliv. Andre vælger, at de ikke vil høre specifikt om, hvad partneren har lavet.
Ud over den oplagte faldgrube, at den ene part benytter sig afsindig meget mere af det åbne forhold, så er der selvsagt også en forøget risiko for, at én af parterne rent faktisk forelsker sig i en anden, da sex og kærlighed jo er tæt forbundet, uanset hvor casual man selv mener, man er.
Polyamourøse forhold / flerkæresteri
Her taler vi ikke om en hemmelig ekstrakæreste eller familie, som den anden ikke kender til, men igen, at man i åben forståelse med partneren faktisk har to rigtige kærester, som man elsker begge to. Lidt som flerkoneri i de kulturer og religioner, hvor det praktiseres. Alle er indforståede med, at der er flere koner. I Saudi-Arabien, hvor det er tilladt, er der f.eks. regler for, at en mand skal kunne forsørge de koner, han gifter sig med, samt behandle dem alle ligeligt. Deriblandt skal han også have sex med alle sine koner, ellers kan hun faktisk forlange skilsmisse.
Man kan godt have reel kærlighed og overskud til to (eller flere) kvinder/mænd. En bekendt af mig har lige siden gymnasiet haft en rejseven, som hun elsker meget højt, men som hun (eller han) aldrig har haft planer om skulle være andet end ”rejse-/bollevenner”. Da hun mødte sin nuværende mand, forklarede hun ham, at hun ikke ville opgive sine små rejser med den anden mand, for ham elskede hun også meget højt. Det var hendes nuværende mand indforstået med, og jeg ved, at hendes rejseelsker i dag også bliver inviteret med, når de har store fester.
Familieforhold / hippiekollektivet
Her kunne man tale om polyamourøse familier, der er flyttet sammen i et stort hus. En klassisk model for de meget eksperimenterende hippiekollektiver i flowerpowertiden. Her deler man alt: rengøring, økonomi – og kærester. I nogle kollektiver havde man ligefrem bollerum, hvor alle kunne have sex med hinanden – også flere på én gang, hvis man ville det.
En af de romantiske ideer fra 60’ernes hippiekollektiver var, at børnene, der blev frugten af forholdene, ikke bare ville få én mor og far, men rigtig mange voksne forældre. Det siger nok lidt om succesraten fra den tanke, at stort set ingen af børnene fra hippiekollektiverne har valgt at føre ideen videre til deres egne liv. Det var med moderne ord noget værre rod for de fleste. Men man hører da også positive beretninger om, at der var smukke og gode oplevelser i familieforholdene.
Et af de største problemer i dag, hvis du og din kæreste drømmer om et familieforhold, er, at I skal finde mindst to andre par, som har samme vision, og som er lækre nok til, at I vil få lyst til at have sex med dem på kryds og tværs.
Besøgsforhold
For nogle vil det stadig lyde lidt bizart, men jeg ved fra egen omgangskreds, at det bliver mere og mere udbredt. Her har man en fast ven eller et fast vennepar, som man har sex med – sammen. Vennen eller parrene kan naturligvis udskiftes, hvis man vil have forandring. Hvis det er et par, kan man lege flaskehalsen peger på eller spille strippoker. Hvis det er en besøgsven eller veninde, giver det sig selv, at man skal have en trekant.
Fordelen er, at man anerkender hinandens polygame seksuelle behov, men samtidig holder det i parforholdet. Man er sammen om en alternativ seksuel oplevelse.
Faren er, som ved andre åbne forhold, at den ene kan forelske sig i en af de tilkomne. Det er naturligvis ikke tilladt selv at gå på besøg hos besøgsvennen. Al sex er noget, man gør sammen i forholdet.
Hvis man tænder på den idé eller måske bare i en periode i sit monogame forhold har behov for lidt ”nyt”, kan man udvide konceptet til swingerklubber eller sexklubber. Så længe man altid gør de seksuelle udskejelser til en fællesoplevelse, kan besøgsforhold være utrolig inspirerende. Igen: Begge parter skal være indforståede med det. Hvis du har en gigantisk trang til at se din kone blive kneppet af en anden mand, og hun dybest set ikke har lyst, men ender med at sige o.k. som et eksperiment, risikerer du, at hun mister respekt for dig eller måske endda føler det som et overgreb – og det er i hvert fald ikke nogen god basis for et velfungerende parforhold.
Elskerforholdet
Helt ubestridt det mest ukomplicerede forhold. Endelig ikke at forveksle med utroskab eller polyamourøse forhold. Her er man ganske enkelt hinandens elskere. Der er ingen forpligtigelser eller fremtidsplaner – forholdet er udelukkende baseret på sex. Man har nuet sammen. Og så skal det naturligvis være supergod sex, så begge får fuldt udbytte af møderne.
Ulempen er selvfølgelig, at den ene ofte vil have flere følelser investeret og måske i årevis går og håber på et engagement, som den anden aldrig har tænkt sig at levere.
Derfor kan det faktisk være en rigtig god ide, hvis begge parter har to eller tre elskere kørende, så man ikke forelsker sig for meget i én bestemt.
Elskerforhold kan være geniale i en periode af livet, fordi man får afprøvet forskellige typer partnere og forskellige slags seksuelle oplevelser. Man kan eksempelvist have en ”gå i byen-elsker”, som man turer rundt og har det sjovt med og bagefter boller vildt hele natten med. Ved siden af kan der så være en ”tantra-elsker”, som man mødes med hver tirsdag, og den sidste er så en ”sms-elsker”, som man skriver med og sender sjofle eller pikante fotos til og måske mødes med en gang imellem for at holde gnisten i live. Og så en ”rejse-elsker”, en ”kollega-elsker” osv.
Få løbet hornene af sig med et lille udvalg af faste partnere, der repræsenterer noget forskelligt, og på den måde komme tættere på, hvilket længerevarende forhold man godt kunne tænke sig.
- Mindre hor og meget mere cool musik Er din forelskelse i Berlin blevet lidt træt? Så snup en flirt med Hamborg. Byen er langt fra så farlig at færdes i, som den plejede at være. Og så summer den af musik og gode oplevelser til overkommelige priser. Tidligere var St. Pauli-kvarteret i Europas næststørste havneby Hamborg kendt for sit rå prostitutionsmiljø. Især omkring den berømte ludergade Reeperbahn vrimlede det med sømænd, der kom for at besøge prostituerede, som højlydt faldbød sig selv. Sådan er det ikke mere. I dag er det lyden af musik fra de mange cool klubber, der møder en, når man går rundt.
- Lyst til en sommerforelskelse? Hvem har ikke lyst til at blive forelsket?
- Ramt af hjertesorg? Lav en drømmebowle Hjertesorg! Du savner din kæreste, det er slut. Arg, det er et helvede! Du går rundt og længes, du grubler, du analyserer, du overvejer, hvordan du kan få det tilbage, dét, du mangler.
- Iris, min stalker: Mødet med en tiltrækkende kvinde #1 Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.
- Iris, min stalker: Velkommen på Dating #12 Forelskelse gør mærkelig ting ved en. Det ene øjeblik er jeg nede, det andet oppe. Jeg har oplevet så meget, at jeg ind imellem bliver bange for, hvad der vil afsløre sig i mit nye forhold hen ad vejen. Lige så mange skønne oplevelser med kærligheden, jeg har med mig fra fortiden, lige så meget lort er der også i min bagage.
- Er din mand blevet til en strandet hvalros? Sådan får du liv i ham Er I gift, og har I været det i et stykke tid, er jeg sikker på at I kender historien, for den hviskes hele tiden hen over cafébordene veninder imellem.
- Jens på date: “Hvor er du bare god!” Afsnit 10 Jens leder efter kærligheden. Han er endelig på en fantastisk date. Kvinden er intelligent og lidenskabelig. Men der opstår et problem, som handler om mere end hendes forsvundne powerpoint. En føljeton.
- Fræk med fingeren Mænd tror altid, at sjoveren er vores vigtigste kropsdel – vi er så pikfikserede – og vi tager helt, helt fejl! Det vigtigste er vores hænder! Kvinder kigger altid på vores hænder og vores fingre, og hvis de begynder at fantasere om alt det, dine hænder kan gøre på deres krop, så er du allerede halvvejs i seng med dem!
- Efter Jakobs Sofa: ”Jeg har givet slip på offerrollen!” Hjertesorg! Hvordan er det gået med podcastgæsten, der var blevet forladt af sin mand efter tyve år? Hun følte sig vraget. Jakob Olrik anbefalede hende at vende tingene lidt på hovedet. Vi har taget fat i hende.
- Mand: Sådan bliver du en bedre forfører Det er svært det med at forføre. Og der er ingen sikker opskrift, men her er 10 punkter til dig som mand, der kan gøre dig bedre til at forføre en kvinde. Ps. Det skal være sjovt at flirte!