Hvor har danskerne gemt deres følelser?

På mine rejser rundt i verden er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor følelseslammede og kontrollerede, vi danskere egentlig er. En holdning, jeg har fået understreget af en lille dum situation i Rio, hvor der faldt en lussing.

Vi skandinaver bryster os tit af, at vi er voldsomt seksuelt frigjorte, utroligt ærlige om vores følelsesliv og ufatteligt rummelige. I modsætning til det meste af resten af verden, som vi ser som følelsesforskrækkede og snerpede.

For nogle år siden besluttede jeg at rejse rundt på kloden og undersøge, hvor sand den påstand egentlig er.

Det lykkedes mig at få Danmarks Radio med på ideen.

Jeg researchede grundigt og blev derefter sendt ud på en frydefuldt spændende opdagelsesrejse sammen med en fotograf og en tv-tilrettelægger. Meningen var, at rejsen skulle munde ud i seks provokerende, underholdende og oplysende antropologiske tv-udsendelser om sex.

De er bare aldrig blevet sendt.

I stedet fik jeg undervejs en grundig lærestreg i, hvor helt igennem kontrolleret den danske kultur i virkeligheden er. Eller måske er det mere korrekt at sige, at jeg blev knockoutet på en måde, som jeg stadig er i færd med at komme mig over.

Mere om det senere.

Ligesom der findes nationalretter og nationalsange har jeg en tese om, at man også kan tale om en nationalseksualitet, der afspejler normerne i hvert enkelt land.

Da mit lille hårdtarbejdende team nåede til Tokyo i Japan, fandt jeg f.eks. ud af, at det, som vi danskere ville opfatte som en ekstrem Lolita-dyrkelse, der opfattes som helt almindeligt. Voksne kvinder agerer som naive skolepiger iklædt sømandstrøje, ternet skørt, hvide blondesokker og sorte laksko i såvel primetime underholdningsprogrammerne på tv som i pornoindustrien og på gaden. Helt ekstremt er det, at man i automaterne på undergrundsstationerne i Tokyo kan trække både mad, drikke, aviser – og brugte pigetrusser, endda ved siden af billeder af de skolepiger, der siges at have båret dem.

Klamt synes vi, men åbenbart ikke japanerne.

En endnu større overraskelse ventede mig i Brasilien.

Først havde jeg planlagt, at vinklen på udsendelsen derfra skulle være den respekt, der hersker omkring machokulturen i de sydamerikanske lande.

Men da det kom til stykket fandt jeg den kvindelig seksualitet i Brasilien langt mere spændende. Det er et land uden socialt sikkerhedsnet, og mange kvinder er dybt afhængige af at kunne finde en mand, der kan forsørge dem. Derfor bruger de ofte sex til at få magt og indflydelse og er meget mere frembrusende og flamboyant eksplicitte i deres fremfærd, end kvinder er herhjemme.

Lad mig give et lille eksempel:

En aften sidder jeg på en restaurant i Rio, da en tjener kommer over med en lille håndskrevet seddel til mig:

”Do you want to join our table for at drink,” står der.

Jeg vender mig om og ser tre smukke, brasilianske kvinder vinke. Som dansker tænker jeg straks, at de må være prostituerede. Ikke desto mindre går jeg over til dem, og det viser sig, at jeg tager fuldstændig fejl. Alle tre har en akademisk uddannelse, taler glimrende engelsk og kommer helt tydeligt fra de højere samfundslag.

Kunne man forestille sig en flok velhaverkvinder i København skrive sådan en seddel? Nej, aldrig.

Da jeg gik videre i min research, opdagede jeg, at de brasilianske kvinder også på andre måder er vildere i deres udtryk end de danske. De forlanger fuld opmærksomhed af deres mænd og kan endda finde på at give ham en lussing, hvis de ikke får den. Allerede hjemmefra havde jeg hørt, at de brasilianske kvinders håndled sad lidt løst, men det kom bag på mig, at det er så udtalt.

Lussinger langes flittigt ud, hvis manden bliver lidt for kæk. Eller hvis han skal hidses yderligere op på i en samlejesituation og gøres nærværende.

Også dansen, der kan opleves overalt i dette land, har et drive og en pågåenhed, der er meget udansk.

Herhjemme har vi i min generation gjort det til en vane at stå så langt fra hinanden som muligt og helst undgå at røre ved eller kigge hinanden i øjnene.

I Brasilien er det lige modsat. Smægtende blikke fastholdes i flere minutter ad gangen, og kropskontakten er smygende nærgående og ublu fokuseret på underlivet. Drifterne sættes fri på en måde, der ville være helt uhørt herhjemme.

Jo flere dage, jeg opholdt mig i Rio, jo nemmere blev det for mig at sætte mig ind i, hvordan det er at være en strengt opdraget, muslimsk dreng, der slippes løs i det københavnske natteliv. Jeg kunne mærke min egen bonerthed, og der skal noget til.

Men også jeg er jo vokset op med, at man herhjemme for guds skyld ikke må være for meget, ja faktisk helst skal være lidt genert og nervøs for at kunne kaldes charmerende. Og det gælder ikke kun seksualiteten og kurtiseringen. I vores følelsesliv og måder at udtrykke os på i det hele taget er vi danskere store fans af tilbageholdenhed.

Hvor ofte har vi ikke gjort grin med italienere, der står i trafikken og skriger og råber med hænderne flakkende i luften. Og hvor ofte har vi ikke følt os lidt selvgode, fordi vi sandelig forstår at tackle den slags på langt mere velafbalancerede måder.

Men det giver jo en masse problemer for den enkelte og de følelser, vi roder rundt med indeni.

Gennemsnitligt lever vi omkring 79 år, og det vil da være mærkeligt, hvis vi ikke i løbet af dem oplever perioder, hvor vi er deprimerede, i krise eller ramt af stor sorg.

Alligevel ser vi på disse negative følelser som så unaturlige, at mange af os ved det første lille deprimerede følelsesskvulp skynder os til lægen for at få en recept på medicin, vi kan dulme det med.

Når hele 300.000 danskere er i behandling med de såkaldte lykkepiller, skyldes det blandt andet, at vi dyrker den velafbalancerede fornuft som en ny stor religion og bliver direkte skræmte over alt, der afviger fra den. Vi går endda så vidt, at vi i stor stil propper følelsesregulerende medicin i små børn og gamle mennesker.

Mange har det sådan, at hvis de ser drenge slås i skolegården, folk ligge på gulvet ved siden af kisten med deres afdøde og hulke eller får et glimt af folk, der danser jublende af lykke igennem byen, viger de chokerede tilbage.

Alle følelser er skammelige, men værst af alt er det at vise vrede. Viser du vrede, er du et ustabilt menneske, der ikke er til at regne med.

Denne indstilling smitter af på sexlivet, for vrede og sex har meget med hinanden at gøre.

Som jeg ser det, kan de undertrykte følelser meget vel være direkte skyld i de uanede mængder af uinspireret sex, der foregår i de danske soveværelser. Det, jeg kalder søstjernesex, hvor kvinden ligger passivt, mens manden ruller hen over hende, får udløsning og ruller væk igen.

For når vi er bange for følelser, går det ud over lidenskaben. At være ægte passioneret og turde brænde for noget betyder, at vi lukker op for en vild følelsesstrøm af impulser, som vi ikke altid vil være i stand til at kontrollere, og derfor hellere lukker ned for. Selvkontrol er vejen frem.

Da jeg har været i syv dage i Brasilien med den mandlige fotograf og den kvindelige tv-tilrettelægger, får jeg denne problematik helt ind på livet.

Efter aftenoptagelser i et område af Rio med masser af dans og musik i gaderne sidder jeg i baren med en øl og kigger på de dansende. Det er en usandsynligt hed aften. Tv-tilrettelæggeren kommer hen til mig. ”Det er virkelig hot det her,” siger hun og vrider sig lidt foran mig. I spøg tager jeg et par isterninger og smider ned i hendes kavalergang. Hun bliver rød i hovedet og rasende. På turen har vi intet haft kørende, og derfor går jeg nok for vidt der, i hvert fald er min timing klodset.

Tv-tilrettelæggeren rækker ud efter min halve liter fadøl, løfter glasset op og hælder øllet ud over mig og det pæne værtstøj, jeg bruger, når jeg er på skærmen. Som en refleks slår jeg ud og giver hende en lussing.

Så rejser jeg mig, drivvåd og skidesur, og går min vej.

I løbet af aftenen skriver tv-tilrettelæggeren flere sms’er med undskyldninger og beder mig om at komme tilbage. Næste morgen sætter vi os da også ned som det første og taler det igennem. Vi er enige om, at det var en dum episode, der løb af sporet, men heldigvis har ingen af os lidt varig skade. Vi taler også om, hvor vigtigt det er at have en ordentlig omgangstone med respekt for hinanden, når vi skal samarbejde om sådan et projekt.

Og så fortsætter vi optagelserne en uge mere i samme gode stemning, som de begyndte.

Vi kommer hjem, og en uge efter ringer producenten og vil tale med mig øjeblikkeligt. I stedet for at mødes på kontoret insisterer hun på, at vi mødes på en bænk i en park. Da producenten har sat sig under de grønne trækroner, flipper hun ud. ”Du har slået tv-tilrettelæggeren … det her kan jeg ikke arbejde med… nu tager jeg ind til DR for at lægge den her produktion ned,” siger hun strengt.

Og så kører hun af sted, og efterlader mig lammet og chokeret.

Et opklarende møde, hvor alle får talt ud med hinanden, kommer aldrig på tale.

Kort efter vælger DR at lægge hele produktionen ned og skrotte research og optagelser for to en halv million kroner.

De skriver til mig, at de finder mig så uetisk, at de ikke længere kan bruge mig som vært på udsendelserne.

Tankerne kører rundt i hovedet på mig.

Jeg har brugt oceaner af kræfter på det her projekt og føler mig smidt ud som en rådden banan.

Hvad nu, hvis det var mig, der havde fået en lussing af den kvindelige tv-tilrettelægger og klagede. Ville producenten så ikke straks spørge, hvad jeg mon havde gjort. Og når jeg så svarede: ”Jeg havde kastet en øl i hovedet på hende.” Ville producenten så ikke sige: ”Jamen, så er du da også selv ude om det. Op på hesten igen, du er vel ikke en tudeprins.”

I hvert fald havde man ikke lavet hele dette rod, der nu kom ud af det.

Jeg har ikke for vane at slå kvinder og synes generelt ikke, man skal slå på andre, der ikke er indforstået. I denne sag blev jeg heller aldrig formelt anklaget. Slet ikke af hende, det gik ud over, som jeg siden har drukket kaffe med i god ro og orden.

Alligevel blev jeg hængt ud og fik smadret mit projekt.

Alt sammen på grund af et i mine øjne mindre temperamentsudbrud. En reaktion på en andens lige så dumme udbrud.

Det ironiske var, at noget af det, vi skulle studere i Brasilien, jo netop var lussingen. Det fantastiske fænomen. For sjov havde tv-tilrettelæggeren endda fået den vane at give mig en lussing hver dag som klar til optagelse.

Men så længe det bare var i spøg, kunne det rummes. Da der faldt en lussing i affekt, var rummeligheden til gengæld opbrugt.

Efter skrotningen af udsendelserne stod jeg tilbage med en følelse af, at jeg var blevet bedt om at gå i skjul og skamme mig. I nu et års tid har jeg prøvet at forstå hvorfor. Uden held. Det eneste, jeg forstår, er, at en lillebitte episode pludselig kan blive kørt vildt op, fordi vi er så vant til at tæmme os selv, at vi forventer det umenneskelige af hinanden.

Fik jeg så afprøvet den påstand, som jeg tog i ud i verden for at undersøge?

Ja. Jeg fandt ud af, at danskerne langt fra er de mest frisindede og frække på kloden. Efter denne rejse og hjemkomst er jeg i stedet kommet til at se os som nogle af de mest følelsesforskrækkede. Et folk, der er gået for vidt i selvkontrol og undervejs har ofret både passionen og den varmblodige seksualitet.