Hvor er hjertet?

Vi danskere opfører os som om det er os, der står svagt. Os der ikke har nok. Os der er ved at miste vores land. Hvad sker der for Danmark?

Vi er mætte, vi spiser masser af mad, vi smider masser af mad ud, vi henter nyt mad nede i butikken. Flasker med bobler, flødedesserter og fredags-guf. Vi har penge i banken, dyre huse, fornuftig påklædning til dårlig vejr, og børn der går i gode folkeskoler. Vi har det bedre end nogle andre i verden, det viser statistikkerne igen og igen. Vi er smørhullet med højskolerne. Vi er lego-landet med de lykkelige lego-mennesker, der cykler rundt på cykelstier og er kernesunde som dansk flødesovs. Jamen, hvordan kan det så være, at vi opfører os så småligt og nærrigt, så snart det handler om at hjælpe mennesker på flugt, folk i nød? Jeg fatter det ikke. Jeg skammer mig.

Vores naboer

Vores naboer i Syrien, (jo, Syrien er også vores naboland, det ligger bare lidt længere nede ad vejen), vores naboer i Syrien bliver i øjeblikket tæppebombet af 60 lande! Vi VED alle sammen godt, at børn dør, civil befolkningen dør, skoler og hospitaler bliver smadret til grus, blodet flyder, vi ved det godt! Faktisk er det så forfærdeligt, at vi slet ikke kan forholde os til det. Det er ikke til at forstå, hvad det hele handler om. Og det er heller ikke dét, vi herhjemme bruger tid på. Næh, det vi forholder os til, er flygtningene. Og det ville jo være næstekærligt og høfligt, hvis det handlede om at redde senge op, sætte varm suppe over og pynte op i det store danske gæsteværelse. Men nej. Det handler om at få dem smidt ud! Det handler om at få dem til at forsvinde fra vores åsyn!

De skal bare væk!

Og dér står de ved vores hoveddør, vores naboer, med grædende unger på armen, som har oplevet mareridt i virkelig form. Mennesker med sorg og smerte i sjælen, som er flygtet fra død og ødelæggelse. Men altså, kære naboer. I må altså fise tilbage til jeres sønderbombede landsby, for vi har ikke råd til at byde jer ind. Desværre. Vi har i forvejen næsten ikke nok til os selv. Og vores kultur bliver hurtigt ødelagt af sådan nogle som jer, med jeres brune øjne og jeres djævelske religion. Så farvel og held og lykke! …. Døren lukkes. For vi har vores egne problemer at tumle med. Vi er nemlig ved at miste vores kultur! Vores hvide danske kultur, hvor vi spiser frikadeller, fejrer Jesus’ fødselsdag og har blå blå øjne.

OK at tale om racerenhed

Egentlig er det ikke så meget dét, at de koster os penge, naboerne på flugt. Men de må altså lære at klare sig selv. Det har vi andre gjort. Det er ikke pengene, det er princippet! Og vi har altså vores egne DANSKE værdier at værne om, og de bliver hurtigt forplumret af frastødende kulturer og underlige spisevaner. Hallo Danmark! Jo sgu, det er pludselig blevet okay, at sige sådan noget. At snakke om, at vi har brug for den rene danskhed. Helt ærligt, hvad er det lige vi skal bruge den til? Og hvad er danskheden i øjeblikket? Jeg synes den er kold, afstumpet, småracistisk, nedladende og i total menneskeligt underskud.

Hvor er nabo-hyggen?

Vi er de lykkelige kernesunde, der ikke har overskud til at være gæstfrie. Vi håner offentligt andre mennesker fra andre kulturer. Migranter drukner for øjnene af os, børne-lig skylles op på Europas strande. Og vi ser på mennesker i nød, som zombier der vil invadere os, i stedet for at se på dem, som naboer der har brug for mad, beskyttelse og en god seng at sove i. Hvad er der blevet af de værdier, vi alle har været så stolte af? Hvad blev der er Jesus ord om, at du skal behandle andre, som du selv vil behandles? Hvad blev der af højskoleånden, hvor alle er lige? Hvad blev der af svalesang, lejrbål og nabo-hygge over hækken?

Troen på venlighed og varme

Hvorfor påtager vi os rollen som dem, det er synd for. Som dem der skal være på vagt. Som dem der er ved at få vores land ødelagt. Hallo, vi sidder propmætte på flæsket og er selv i gang med at smadre vores land indefra, med klam arrogance og smålig tankegang. Vi lærer vores børn, at de skal trøste dem der falder og slår sig. Vi lærer dem at vi alle er lige værd, men nogle har det bare sværere end andre, og de skal støttes og hjælpes. Jamen Danmark, skal vi ikke bare holde fast i det? Lad os glæde os over, at vi kan trøste og vise blødende mennesker ømhed. Lad os bevare hjerteligheden, varmen, troen på venlighed. Vi kan godt gabe over mere end vores egen lille kernefamilie. Vi skal have hele den sammenbragte familie til at fungere!