Hjælp jeg bliver ikke forelsket

Jakob Olrik

Forår. De små blomster pibler frem. Nætterne blive lyse og lange. Vi smider det tunge vintertøj. Bare pigeben på cyklerne. Store mandeoverarme i stramme t-shirts. Det er tid til at forelske sig! Der er bare et problem  – du bliver ikke forelsket!!??

Der er alt for længe siden du sidst fløj rundt på den lyserøde sky.  Måske gør det for ondt at komme videre fra det sidste forhold. Måske har du nu fået styr på både bolig, arbejde og venner, så hvad skal du endelig med en ny kæreste? Alligevel får foråret og de kyssende par i parken dig til at længes efter forelskelsens eufori.

Du tænker desperat: Hvorfor bliver jeg så sjældent eller aldrig forelsket? Og endda nu når det er forår?

For det første er det en skrøne, at forelskelse sker specielt i foråret. Vi mennesker har jo ikke en årstidsbestemt parringscyklus.

For det andet er det forkert at tro, at nogen mennesker ikke kan blive forelskede.
Jeg vil påstå at Alle kan blive forelskede. Også dig!
Og du kan bruge præcis denne årstid til en forårsrengøring inde i dig selv! Fjern de mørke vintermåneders tyngende tanker om, hvor svært det er at finde præcis det, du leder efter. Læg ideerne om den perfekte livsledsager op i skabet med vanter og halstørklæder. Forelskelse har intet med kærlighed at gøre! Det er en tilstand af momental sindssyge, der virker som et narkotika på kroppen – og det er skønt.

Så er du en af dem, der mener, det aldrig sker for dig, så følg sexskolens gode råd og gør dig klar til at fnise og fjolle et par dage eller hele sommeren!