Hemmeligheden #9 – Uddrag fra Natsværmer

natsværmer coverI et glimt husker jeg, hvordan jeg trods alle vores skænderier og bruddet tillod mig at komme forbi en dag, hvor hun arbejde­de hjemme for et par måneder siden. Jeg savnede hende. Hun virkede glad for at have en undskyldning for at skubbe sit arbej­de til side. Det var en af de dage, hvor samtalen flød naturligt og uden modstand.

Før vi fik tænkt os om, bad jeg hende om at tage tøjet af og lægge sig i sengen i sit soveværelse. Hun rejste sig og gjorde det uden videre, som havde hun kun siddet og ventet på, at jeg skulle sige det. Ventet på, at jeg tog initiativet. Da der blev stille derinde, rejste jeg mig, stillede mig i døråbningen og betragtede hende. Hun lå på maven og skubbede numsen op i luften. Jeg blev stående uden at gøre noget og lod mig pirre af hendes krop. Hun drejede ansigtet og gjorde tegn til, at jeg skulle komme nærmere. Hendes safter spredte en særlig duft, som jeg stak næsen i og fulgte op langs hendes lår, over hendes baller og videre op til det søde sted bag hendes øre.

Uden at jeg sagde noget, gled min pik ind i hende. Hun re­turnerede ved at støde sin røv højere op i luften, så hun åbnede sig endnu mere. Jeg tog fat i hendes hestehale og foldede den rundt om hånden, som var det et seletøj, og klaskede den anden hånd på hendes balle, så mine fingre efterlod et mærke. I et brøl masede jeg mig dybt ind i hende.

Stadig uden at sige noget lå vi bagefter og holdt om hinanden og lod en solstråle, der spaltede sig gennem vinduet, varme vo­res kroppe. Jeg lå længe og stirrede på hendes spinkle ankler og fødderne med neglene med den røde lak.

En kølig brise fra havet bringer mig tilbage til skulpturparken på Louisiana. Jeg retter mig op og ser indgående på hende. Glæde strømmer gennem mig. “Det er fantastisk. Jeg har altid drømt om at få et barn sammen med dig,” siger jeg.

“Jakob. Hold op. Vi to bliver aldrig gode sammen. Jeg har besluttet at få det fjernet.”

“Nej, du må ikke ødelægge det her, Stine. Jeg lover dig, at du kan få det lige, som du vil have det. Vi kan flytte sammen eller lade være, det bestemmer du.”

“Kan du ikke forestille dig et teater, det vil blive? Det er ab­surd at tænke på,” siger hun med et distanceret smil.

“Absurd? Hvordan kan du sige det. Pigerne elsker hinanden, de bliver vilde med at få en fælles lillebror eller lillesøster. Og Stine, jeg elsker dig. Jeg ved godt, jeg kan være en idiot, men mine følelser for dig fejler ingenting. Det ved du godt.”

Jeg tager hendes hånd, og hun kigger på mig, som om hun virkelig er ved at give sig. Hendes mund sitrer og kan ikke be­slutte sig for, om den skal vende op eller ned. Forsigtigt trækker jeg hendes frakke til side og stryger ned over hendes mave. Først uden på hendes cardigan, så indenunder. Vores barn. Jeg kan ikke lade være med at le ved tanken.

Hendes blik strejfer min mobil, der brummer.
“Der er vist en besked, du skal have tjekket,” siger hun.
 Jeg ryger lige i fælden og kan ikke lade være med at kigge ned. Det er fra Michael. Jeg slukker mobilen, men det er for sent. Stine har haft tid til at komme sig. Hun fjerner min hånd fra sin mave og trækker cardiganen ned.

“Jeg kan ikke få et barn med dig. Det dur ikke,” siger hun.

Jeg bliver siddende uden at sige noget. Vi stivner begge to, som to træer, hvis grene er i færd med at filtre sig ud af hinan­den. Inden i os larmer det som død og helvede. Omkring os er der stille.

“Jeg går ind og henter pigerne,” siger hun.

På vej hjem sidder vi som to fremmede bilen og siger kun det mest nødvendige. Da Stine stiger ud af bilen og går op ad have­gangen, vender hun sig ikke om og vinker, som hun plejer. Hun holder heller ikke Ida i hånden. Jeg stirrer på hendes ryg og prøver at hypnotisere hende til at vende sig om og sige, at hun elsker mig og ved, at vi kan noget særligt sammen. Men hun fortsætter søvngængeragtigt. Hendes frakke hænger ned over skulderen i den ene side, uden at hun gør noget for at rette den op.

Havde hun håbet på noget andet i dag? Og hvad håbede hun på?

Bagefter kører jeg Kamma hen til en legekammerat. Det er en aftale, jeg spontant har fået i stand, og som jeg nu er glad for. Jeg kan næsten ikke vente på at blive alene. Så snart jeg er inden for døren i min lejlighed, sætter jeg mig i sofaen og stirrer ud i luften. I de sidste år har mine følelser for Stine været vidt omkring, men jeg har aldrig før følt sådan en vrede mod hende.

Hun ved, at jeg er en god far.

Nu vil hun abortere vores fælles barn. Jeg tænker på, om det mon er spiren til en pige eller en dreng, hun bærer rundt på. Måske en dreng med hendes lyse hår og mine mørke øjne. Eller en pige med … Nej, jeg orker ikke at tænke mere på det. Jeg kan kun se aborten som hævn for, at jeg ikke har dyrket hende så eksklusivt, som hun synes, at jeg burde.

Rastløs begynder jeg at rydde op i køkkenet.
 “Jeg kan ikke få et barn med dig. Det dur ikke.” 
Det var sådan, Stine sagde. Sætningen borer sig ind som en spids torn i kødet på mig.
 Jeg klikker rundt i min telefon og får øje på sms’erne fra Luna.

Du skal forberede dig på det vildeste.

Hold kæft, hvor kunne jeg godt bruge noget vildt lige nu. 
Da jeg har spist, ringer jeg til Luna og spørger, om hun har lyst til at komme over i aften til et glas vin, når min datter sover.

“Du lyder fuld,” siger hun. “Eller også er du bare ivrig.” “Det sidste,” siger jeg.
 De skingre hvin, de ivrige stemmer og dunkende rytmer i baggrunden tyder på, at hun er til en fest, der er godt i gang, selv om det endnu er tidligt på aftenen. Hun siger, at hun måske dukker op ved 23­tiden.

Jeg sidder og venter utålmodigt, da hun ankommer i en taxa lidt over midnat. Hun stavrer op ad trappen i sine højhælede sko. Under sin pels har hun en tætsiddende, kort kjole på, og hendes hår er sat op og holdt sammen af to fletninger.

Jeg kan se på hendes bevægelser, at hun er beruset. Mascara­en er tværet ud under det ene øje.

Hun smider pelsen på køkkenbordet og ser sig omkring, som om det er første gang, hun er her.

“Så meget kunst. Det lagde jeg også mærke til, sidst jeg var her. Samler du på det?” spørger hun, fisker et spejl frem og stu­derer sit ansigt. Hun stikker tungen ud, slikker på en finger og forsøger at tørre mascaraen væk, uden den store succes.

Jeg svarer, at jeg har samlet på kunst i mange år, og skænker hende et glas hvidvin.

Hun svajer og læner den ene hofte op ad dørkarmen, tager sig til hovedet og lukker øjnene et øjeblik. “Jeg vil hellere have en kop kaffe,” siger hun.

Så går hun ind i stuen. Med lade bevægelser skubber hun de højhælede sko af og tipper et stort maleri, der står på gulvet, så hun bedre kan se det. Hun sætter det på plads, trækker benene op under sig i sofaen og lægger sig halvt ned. Kjolen strammer så meget om hendes bagdel, at hun er nødt at hive den op for at få møvet sig ned i puderne.

Jeg er nervøs for, at hun skal falde i søvn. Da jeg kommer ind med bakken, ligger hun på ryggen med korslagte ben og tjekker sine sms’er med et søvnigt udtryk.

Lidt hektisk spørger jeg til den fest, hun kommer fra. Efter et par kopper kaffe erklærer hun, at hun fryser. Jeg finder et tæppe, som hun vikler sig ind i med langsomme bevægelser. Som et lille murmeldyr trækker hun sig endnu længere op i hjørnet. Til sidst stikker kun hendes hoved og det opsatte hår op over kanten. Vi taler om hendes iPhone.

“Hvor var det, vi kom til?” spørger hun endelig.

Jeg falder tilbage i stolen. “Ulrik fik manipuleret dig til at være sammen med alle sine venner.”

“Manipuleret,” siger hun fornærmet, men smiler samtidig. “Det vil jeg ikke kalde det.”

“Nej, nej, jeg er med på, at du havde styr på situationen,” skynder jeg mig at tilføje. “Blev du ved med at dele ud af dig selv på den måde?”

“Uhm, ja, det kan man godt sige. Men ikke i starten. “ “Hvad skete der?”

“Der var en lang periode, hvor Ulrik og jeg opførte os lidt som et gammelt ægtepar.”

Hun begynder at fortælle, og denne gang afbryder jeg stort set ikke.

 

Har du husket at købe billet til de eksklusive Natsværmer fester?

Køb din billet HER