Hemmeligheden #7 – Uddrag fra Natsværmer

 

natsværmer coverDet er blevet lørdag. Louisiana­dag. 
Jeg vækker Kamma tidligere, end jeg plejer. Hun er min dat­ter, og alting i mig falder til ro, når hun er hos mig. Dagene får en fast ramme, når jeg skal følge hende i skole hver morgen og henter hende om eftermiddagen. Det har taget mig flere år at få kæmpet mig til en fifty­fifty­ordning, så hun nu bor hos mig hver anden uge. Jeg går op i at følge med i, hvad der optager hende, og hvordan hun har det i sit ti­årige følelsesliv. Aldrig før har jeg elsket nogen så betingelsesløst og ukompliceret.

Kamma har et nysgerrigt væsen.

“Er dig og Stine kærester i dag?” spørger hun, mens hun sid­der på sengen og reder sit lange lyse hår og vikler hårknuder ud. “Nej, vi er bare venner,” siger jeg. Hun kigger på mig med det goddag­mand­økseskaft­blik, der viser, at hun godt ved, jeg lyver. “Kom ud i køkkenet og få noget morgenmad, “ tilføjer jeg hurtigt. “Det vigtigste i dag er, at du og Ida får det hyggeligt sammen, ikke? Det er længe siden, i har set hinanden.”

“Alt for længe. Jeg har en masse, jeg vil fortælle hende. Jeg troede, at vi skulle bo sammen alle sammen i et hus ved en sø?” “Selv om Stine og jeg rigtig godt kan lide hinanden, prøver vi lige nu at finde ud af, om vi kan lide hinanden nok til at være kærester.” 
“Nå.” Hun tænker sig om. “Har du husket at købe rosiner?” “Næ, det glemte jeg, men jeg husker det i morgen.” 
“Jeg hader havregryn uden rosiner.” 
Hun går ud i køkkenet, og lidt efter hører jeg hende synge.

Selvfølgelig spekulerer jeg videre, mens vi kører ud og henter Stine og Ida. Jeg bilder mig ind, at jeg er blevet klogere og bedre til at håndtere overraskelser. Hvis Stine vil skære mig ud af sit liv, vil jeg tage det med oprejst pande. Så snart jeg ser hende komme ud af sit hus, falder mine skuldre dog på plads. Hvad end hun har på hjerte, kan det ikke være drastisk. Hun smiler forventningsfuldt og har valgt at have en stram kjole på under frakken.

Jeg kysser hende på kinden, og hun rækker den anden kind frem til kys også.

Hendes datter Ida hopper ind på bagsædet og stikker med det samme hovedet sammen med Kamma. Alene det, at vores døtre har det så godt sammen, burde få mig og Stine til at kæm­pe mere for vores forhold. Et minut efter griner de to piger ad et eller andet med heftige kluk, og Stine og jeg kigger glade på hinanden.

Vi kører tæt forbi havet ved Klampenborg. Sammen med pi­gerne bagi griner jeg ad den tykke mand på molen. Han synes altid at stå det samme sted med sin buede fiskestang. Over os driver de vattede skyer sydpå, solen bryder igennem, og dens stråler falder langt oppefra ind på os. For fanden, tænker jeg, Stine og jeg er bare to mennesker, der elsker hinanden, vi skal nok finde ud af det sammen.

“Jeg har savnet dig,” siger jeg og aer hende på låret.

“Og jeg har tænkt på dig,” svarer hun og ser på mig ud af øjenkrogen. Hendes blå øjne har en kærligere glød, end jeg har set længe.

Vi stiger ud på parkeringspladsen. Kamma og Ida løber i for­vejen imellem de parkerede biler med hinanden under armen. Stine smiler og kigger efter dem. Vores øjne mødes. Hendes blik er observerende, drillende og flirtende. Nu vi er alene, forsøger jeg igen at komme på sporet af, hvad hun vil fortælle mig. Jeg kigger på hende. Det tiltrækkende ved hende er hen­des skrøbelighed, som hænger sammen med, at hun er så intel­ligent. Det er, som om hun gennemskuer alting, ved alt og er bange for det og rummer det på én gang.
Vi er tidligt på den, så der er ikke så mange i billetkøen.

Stine nikker med et ironisk smil hen mod et gammelt, aristokratisk, velklædt par med hatte og stokke. En intern joke om, hvordan vi selv kommer til at se ud, når vi som et ældre Hellerup­par tager rundt til de kulturelle katedraler. Helt af sig selv tager Stine min hånd, da vi går gennem museumsbutikken.

Vi er okay.

 

Har du husket at bestille billet til de ekslusive Natsværmer fester?

Køb billet HER