Et land af puritanske kontrolfreaks

Engang blev vi danskere betragtet som et af de mest frigjorte og rummelige folkeslag på kloden. Det er dog meget længe siden. I dag har vi forvandlet os til en flok sundhedsfreaks og urealistiske romantikere, der fylder sig med medicin for at undgå at føle noget som helst.

Forbudt, forbudt, forbudt. Indimellem føler jeg mig omgivet af advarselsskilte om alt det, jeg ikke må her i Danmark. Det er blevet til en hel skov, og jeg har mareridt om den.

»Du må da alting,« sagde en af mine venner irriteret, da jeg nævnte det for ham. Han er en af dem, der stadig opfatter os danskere som nogle af de mest frigjorte, selverkendende og rummelige i verden.

Når han er i et bestemt humør, påstår han endda, at vi næsten ingen tabuer har tilbage – i modsætning til de fleste andre af klodens beboere, som han ser som følelsesforskrækkede, tabuiserede og puritanske.

Jeg anbefalede ham at rejse ud i verden.

Når jeg selv har mødt andre kulturer på det seneste, er jeg blevet forskrækket over, hvor flad og puritansk Danmark er at vende hjem til.

For nogle år siden var jeg eksempelvis i Brasilien. Jeg havde forventet, at machokulturen ville dominere alt og alle, men i stedet fandt jeg en kvindelig seksualitet, der blæste mig omkuld med sin frigjorthed. Fordi Brasilien ikke har et socialt sikkerhedsnet, er mange kvinder afhængige af at blive forsørget. Muligvis er det derfor, de er så frembrusende og flamboyante i deres fremfærd. De bruger sex til at få indflydelse.

En befriende pågåenhed

En aften sad jeg på en restaurant i Rio, da en tjener kom over med en håndskrevet seddel til mig. »Do you want to join our table for a drink?« lød beskeden. Jeg vendte mig og så tre flotte brasilianske kvinder vinke til mig. De må være prostituerede, tænkte jeg straks, fordomsfuldt. Men det viste sig, at alle tre var vellønnede akademikere fra de højere samfundslag. Kunne man forestille sig en flok velhaverkvinder i København skrive sådan en seddel? Nej, vel?

Da jeg gik videre i min research, opdagede jeg, at de brasilianske kvinder (og mænd) også på andre måder er vildere og mere frigjorte i deres omgangsformer end de danske. Det gælder ikke mindst i dansen, som i Rio har en fantastisk pågåenhed.

I min generation af danskere har vi gjort det til en vane at stå langt fra hinanden og helst undgå berøring. I Brasilien er det lige modsat. Smægtende blikke fastholdes i en evighed, og kropskontakten er smygende nærgående, og danserne fokuserer ublu på underlivet.

Jo flere dage, jeg opholdt mig i Rio, jo nemmere blev det for mig at sætte mig ind i, hvordan en strengt opdraget muslimsk dreng har det, når han slippes løs i det københavnske natteliv. Jeg blev faktisk lidt bornert – og der skal noget til. Men også jeg er vokset op med, at man helst skal være genert for at kunne kaldes charmerende.

Vi dyrker tilbageholdenhed

Ikke kun når det gælder seksualitet og kurtisering. I vores følelsesliv og måder at udtrykke os på i det hele taget kan man roligt sige, at vi danskere dyrker det at være tilbageholdende. Voldsomme følelser opleves som skammelige og svære at snakke om med andre end en terapeut, og ofte foretrækker vi at dæmpe dem med medicin.

Denne lyst til at skjule eller tæmme store følelser er i mine øjne medskyldig i de mængder af uinspireret sex, der foregår i de danske soveværelser. Det, jeg kalder søstjernesex: Kvinden ligger passivt, mens manden ruller hen over hende, får udløsning og ruller væk igen.

Når vi er bange for følelser, går det ud over lidenskaben. Ægte passion kræver, at vi lukker op for en utæmmet følelsesstrøm af impulser, og det kan vi ikke klare. Når strømmen bliver for voldsom, og vi mærker, at vi ikke er i stand til at kontrollere den, lukker vi hellere ned og pakker os ind i regler, som vi omhyggeligt overholder. På den måde bilder vi os ind, at vi har styr på vores liv. Vi kan kalde det en slags nypuritanisme.

Kropsdyrkelse for 100.000 kr.

Tag nu kroppen: Næppe nogensinde før har vi trænet og plejet vores kroppe så intenst. Tænk, hvis vi brugte bare et minimum af den energi, vi investerer i fitness og yoga, på at skabe glæde hos vores medmennesker eller have sex med vores elskede. Hvor ville vores del af verden komme til at sprudle.

Jeg bor i Tisvilde, og heroppe er der en gruppe mænd på min alder, omkring de 40, som ustandselig cykler rundt på deres mountainbikes i skoven i et forsøg på at bringe de rette gaver til sundhedsguden.

Deres cykeludstyr koster op til 100.000 kroner. En pris, de åbenbart gerne betaler for at komme i kontakt med deres indre vildemandsjeg.

Hver gang jeg går forbi dem, undrer jeg mig over, hvorfor de dog ikke tager hjem og knalder deres koner i stedet, hvis de så gerne vil føle sig som rigtige mænd. Al den iscenesættelse og dyrkelse af kroppen forekommer mig at være endnu en flugt fra det autentiske.

Ligesom mange også føler det nødvendigt at stæse ned i yogacentret og sidde på dyre måtter i dyrt indkøbt yogatøj for at føle nærvær. Så fattigt er vores sanseliv altså blevet, at vi kun kan vække det til live med besynderlige ritualer, klædt ud som cykelryttere eller asketiske munke.

Selv romantikken bruger vi som et opium, der kan dulme vores følelser. To lys på et bord og en dyr flaske rødvin kan sagtens skabe en god stemning et øjeblik, men tvinger os samtidig ind i kasser, hvor vi kun kan finde ud af at være sammen med dem, der har den samme forståelse af romantik som os selv. Jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke dyrker kærligheden i stedet for.

Hvis vi virkelig skal ind og mærke den, er vi nødt til først at skrælle alle vores konstruktioner og forestillinger væk. Kun sådan bliver vi ægte frigjorte. I første omgang vil det sikkert virke vildt angstprovokerende, men vi kan jo starte med at gøre det i små bidder.

Kærlighed er ikke bange for det, der er anderledes, og ikke bange for store følelser. Kærlighed er en ubetinget, uselvisk følelse, der gør os i stand til at møde og opleve verden uden at være fordomsfuld eller forudindtaget. Man kan sige, det er en tilstand, hvor vi skal være mentalt nøjsomme. Vi skal i hvert fald erkende, at vores lykkebarometer er et, vi selv er med til at skabe, ligesom vi også selv bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert.

Rummelighed vs. selvkontrol

Vi har nu haft et velfærdssamfund i så mange år, at vi burde have overskud til at stile mod en rummelighed, der ikke bare er et illusionsnummer. Hver eneste dag forsøger jeg selv at frigøre mig fra de regimer, der hersker omkring mig. Jeg nægter at tro på, at min lykke bestemmes af, hvilken mad jeg spiser, og om jeg dyrker en bestemt form for motion. Og jeg nægter at tro, at en kæreste eller en ny bil kan gøre mig til et mere helt menneske. Målrettet forsøger jeg at lægge de faste forventninger af mig.

Jeg kan mærke, hvordan jeg lægger mere og mere afstand til det sted, hvor flertallet er på vej hen.

For nej, kære danskere, det er meget længe siden, vi var de mest frisindede, spontane og frække på kloden.

I dag er vi tværtimod et folk, der er gået for vidt i selvkontrol. Jo flere lag af sundhedsreglerne og de romantiske illusionsnumre, jeg får lagt bag mig, jo nærmere kommer jeg en kerne, der føles ægte. Og pludselig kan en iskold regnvejrsdag, hvor der er overtræk på kontoen, og bilen er punkteret, være fyldt med glæde og varmblodighed. Det er det, jeg kalder frigjort.