Den tabte ungdom

Okay, så har Bowie-epidemien ramt verden. Kamæleonen med det androgyne look og den karakteristiske stemme er steget til himmels, og det har fået folk til at gå helt amok på nettet over hele kloden, i sentimental sorg over ikonets død. Og så er der nogle, der siger: Slap dog af, manden var jo gammel, 69 år, mennesket SKAL jo dø, der er altså vigtigere ting at gå op i! Hvor er det dog hysterisk!

Værd at begræde
Dem, der siger det hér, er dem, der ikke forstår sorgen, og det er jo forståeligt nok. Men for rigtig mange mennesker har Bowies sange betydet alt. I ungdommen er vores sanser skærpede, åbenheden for inspiration er vild, man er søgende, man leder efter sin egen identitet og BUM, så træder Bowie op på scenen og sætter ord på tvivl, længsler og frygt. Han er liv og håb! Han har ikke svarene, direkte, hans sange er fulde af spørgsmål og han tør sætte spørgsmålstegn ved hele lortet! Han giver ikke direkte svar, nej, men han er et forbillede, han viser en vej frem, eller til siden, for han går imod strømmen, opfinder sig selv igen og igen, forandrer sig, forvandler sig, men forbliver den samme poetiske eksistentialist indeni. Han er tro mod sin kunst, sin musik. Den musik; genial musik. Det er da værd at begræde, at verden har mistet en som ham.

Ungdommen i én dør
JA, ja, ja, men hvorfor ligefrem GRÆDE over, at manden har sat træskoene? Jeg tror, en af grundene er, at når ens ungdoms-ikon død, er der noget i én, der død. Sangeren, der hjalp én gennem de svære år, forstod én, gav liv til én, smutter fra planeten og tager noget af ens ungdom med sig. Ja, nu er man ikke ung længere, man er selv på vej mod døden. Og så står man her tilbage alene, jo, man er voksen nu og kan klare sig selv, men med Bowie svæver alle minderne, alle vennerne, alle historierne og alle følelserne fra dengang. Det hele eksploderer i én. Det er som at tage afsked med en ekskæreste, der virkelig forstod én … og gav håb.

Hakkede hul i isen
Og her kommer vi til det livsvigtige, Bowie stod for, og som vi mangler så utroligt i dag i vores samfund: Det uforsigtige, det skamløse, det outrerede, det anderledes og det foranderlige. Bowie stod ikke for reaktionær, frygt/tryghed, pensionsopsparing, planlægning, fornuftig disponering og konformitet og alt det andet vi bliver bombaderet med i dag. Tværtimod. Han stod heller ikke for det typisk maskuline, som mange (unge) i dag tror, de skal indordne sig under; muskler og knytnæve-sejhed. Bowie var sin egen, han fulgte ikke de anviste normer, retninger, veje. Han skabte sine egne! Han fulgte et eller andet inde i sig selv, noget der ikke var fornuftsbestemt eller kalkuleret, han turde være anderledes, han hakkede hul i isen og viste os stjernerne!! Og alt det, synes jeg, vi skal hylde ved at græde, danse eller lytte til Bowies musik. Og jo, jo, jo vi HAR tid til at mærke efter. Så travlt har vi sgu heller ikke, at vi ikke kan give os plads til at græde, når en smuk sjæl forlader planeten. Hvis vi ikke kan det, er det hele da lige meget. Er det ik’?

Kærligst Jakob