Alle veje fører til kærlighed

Det gode brud

Aldrig før har der været så mange singler, alligevel bliver det stadig set på som sært og underligt ikke at have en fast kæreste. Hvorfor egentlig? Min egen singletilværelse er mindst lige så rig på kærlighed, som mine faste parforhold har været.

Her kommer en indrømmelse: Jeg er single, og det har jeg været i ti år. ”Hold kæft, det må have været ti år som vildfaren og fortabt,” er nok din første reaktion. I hvert fald hvis du er den medfølende type. Sådan ser vi nemlig stadig på singlelivet. Og det er også selvom over 50 procent af alle husstande i Danmark er beboet af en enlig med eller uden børn. Det skorter ikke på opfordringer til os singler om, at vi skal se at komme ud af vores forfærdelige tilstand. Men skal vi det, og er den nu så forfærdelig? Er det ikke bare noget, vi bilder os ind, fordi vi er blevet bombarderet med propaganda fra gammel tid.

Født som halve mennesker
F.eks. når Platon i Symposion genfortæller den græske myte om, hvordan kønnet er opstået. Urmenneskene var ifølge myten en helhed i sig selv. De havde fire arme, fire ben, to helt ens ansigter, samt to sæt kønsdele og gik rundt og var lykkelige og harmoniske. Men guden Zeus blev bange for, at de skulle blive for mægtige. Han tog sit lyn og splittede menneskene i to og dømte dem til for altid at søge efter den anden halvdel, der fuldendte dem.

Sådan et menneske har jeg heller ikke kunnet undgå at føle mig som. Halvt og overskåret og forpligtet til at søge.

Se, hvornår Jakob Olrik kommer til din by

Der manglede noget, før at jeg så rigtig ud og kunne være lykkelig.

Jeg er naturligvis ikke upåvirket af samfundets normer. Det sker stadig, at jeg overfaldes af en drøm om at finde den eneste ene, som jeg kan være sammen med til mine dages ende, kan blive gift med ved et bryllup af royale dimensioner, få en masse børn med og dele det velsignede, almindelige familieliv med, inklusiv søndagsmiddage, fælles tv-aftener, storindkøb og badmintonspil på plænen. Jeg forestiller mig, at vi skal sidde på verandaen sammen om 40 år, måske nok lidt arrige på hinanden efter så mange år under samme tag men dog sammen i en helhed.

I to omgange var det også lige ved. To gange boede jeg sammen med en kvinde i fem år. Jeg aner ikke, hvorfor det lige gik galt efter det antal år begge gange. Det er åbenbart så længe, jeg holder ud, eller måske snarere så længe som kvinderne kan holde mig ud. Guderne skal vide, at jeg siden har søgt alle vegne efter den perfekte mage. Jeg har foretrukket at gøre det ude i den virkelige verden, men jeg ved, at mange af mine single-venner har brugt mange ressourcer på at jage en mage på nettet.

Ligesom dem kunne jeg efterhånden min ønskeliste udenad. Hun skulle helst have langt hår. Helst være godt uddannet. Helst kunne lide de samme film som mig. Igen og igen forsøgte jeg at sælge mig selv som den ypperste vare over for kvinder, der så ud til at leve op til det ideal.

Men som alle andre, der har befundet sig for længe på datingmarkedet, blev jeg med tiden mere og mere krævende. Jeg gik mere op i at få end i at give og havde mere fokus på, hvordan den anden var, end på hvem jeg selv blev, når vi var sammen.

Igen og igen gik det galt. Jeg dummede mig, eller hun gjorde det. Vi blev trætte af hinanden eller begynde at drømme om at græsset var grønnere inde hos naboen.

Årene gik, og jeg kom længere og længere væk fra det standardiserede parforhold. Længere og længere væk fra det, der betragtes som normen. Og det selv om jeg fik al den hjælp, jeg kunne ønske mig.

Et land spækket med Kirsten Gifteknive
Alle singler kender til det med at blive inviteret til en middag og ved ankomsten opdage, at man ”tilfældigvis” er sat ved siden af den eneste single fra det andet køn blandt gæsterne. Næsten alle singler har også oplevet, at venner, der vil en det bedste, ringer og tilbyder at arrangere en blind-date med den kollega, der for et år siden blev forladt, selv om hun både er pæn og sød.

Danmark er fattigt på meget, men ikke på Kirsten Gifteknive, der gerne vil medvirke til at gøre en som mig hel igen. Egentlig en fin tanke.

Så en dag vågnede jeg op og tænkte, at da der ikke var noget galt med udvalget af kvinder, og der ikke manglede folk, som ville bringe mig i forbindelse med dem, var det måske noget helt andet, det var galt med.

Måske havde jeg bare ikke lyst til at være i et traditionelt parforhold.

I starten skræmte den tanke mig.

Ikke alene ses et fast parforhold som normen, mange forbinder det også med at være et ansvarligt og pligtopfyldende menneske. Det er lidt rodet det her, men på en eller anden måde er det lykkedes os at have en masse ideer om, at vi kun kan finde den sande kærlighed og blive hele mennesker i parforholdet. Samtidig med at vi også forbinder parforholdet med noget, vi bør blive i, er forpligtede til at pleje og ikke lige sådan uden videre kan flygte fra. Som om nogen nogensinde ville flygte fra en relation, hvor de føler sig hele og elskede.

Det gik op for mig, at der er noget, som slet ikke stemmer her.

Selvfølgelig kunne jeg savne en at flade ud med i sofaen lørdag aften. Eller holde i hånd med på en tur i skoven. Men måske tøvede jeg så meget med at gå ind i et længerevarende parforhold, fordi jeg er lykkeligere og bedre tilpas som single.

Forelskelse opstår, når vi er i krise
Mange undersøgelser viser, at forelskelse opstår, når vi er i krise. Jo større krise, vi har i vores liv, jo nemmere har vi ved at blive forelsket. Set på den måde vokser forelskelse ikke ud af romantisk buskads, men fungerer mere som et plaster på vores sår. Og når jeg ikke forelskede mig ordentligt gennem så lang tid, skyldtes det måske helt enkelt, at jeg havde det godt. Måske spiller symfoniorkestret ganske glimrende uden en kvindelig dirigent for at sige det lidt flot.

En fuldstændig vanvittig påstand, jeg ved det, men jeg har alligevel tilladt mig at kigge nærmere på den. Først har jeg set på alt det, der prøver at fastholde mig i den overbevisning, at jeg bør være ulykkelig.

Et samfund for to
Jeg har en datter, som bor hos mig halvdelen af tiden, og som jeg glad og gerne tilbringer tid sammen med. Men alene de ord, vi har valgt at betegne min familieform med, viser, at den ikke er ”rigtig”. Jeg er enlig far og fraskilt. Til nød delefar. Skulle jeg få den ide at finde sammen med en kvinde, som har børn i forvejen, går det helt galt med de rædselsfulde betegnelser. Her kan jeg vælge mellem at blive stedfar, papfar eller plasticfar.

Endnu sværere at acceptere er det, at jeg for tiden næsten ikke kan åbne en avis uden at falde over en undersøgelse, der fortæller mig, at jeg som fraskilt og enlig forældre pålægger mit barn en forfærdelig barndom. Mens det sjældnere bliver undersøgt, hvor svært det er for børn at være i familier, hvor forholdet mellem forældrene fungere dårligt.

Rent økonomisk ville det også være smartere af mig at finde sammen med en fuldtidsarbejdende mage. Er jeg del af et par, har jeg nemlig nemmere ved at finde boliger og rejser, der passer til mine behov, nemmere ved at få lån i banken, og jeg bliver belønnet af stort set alle skatteordninger. Avis-abonnementer gør heller ingen forskel på, om der er en eller to, der læser med, og går du i supermarkedet, findes der ikke en eneste kødindpakning, som tager højde for, at det kun er mig, der skal grille i aften.

Book din billet til Jakobs næste foredrag her

Kærlighed er en konstruktion
Hvad så med kærligheden? Her går jeg da som single virkelig glip af noget, ikke? Nej, faktisk ikke. Forelskede kræver, som vi tidligere har konstateret, at der er et behov. Jo større behovet er, jo mere opsat er man på jagten. Jeg har mødt en del singler, der taler om, at de mest er frustrerede over, at de aldrig bliver forelskede mere. Det er som regel dem, der har ret meget styr på deres liv. De har deres lejlighed, venner, et godt og spændende arbejde, måske endda de børn, de vil have. Der er ikke noget behov andet i små glimt.

Lad os se det i øjnene. Kærlighed i den romantiske belysning, vi holder af at se den i, eksisterer ikke. Det er en konstruktion inde i vores hoveder, sat sammen af den geografi, kultur og øvrige baggrund, vi er født ind i.

Lad os tage et eksempel med en lille pige, der gør sig umage med at male et flot billede til sin far. Hun går ind i stuen og viser ham den, men han gider knap nok kigge op og siger bare: ”Har du husket at rydde op på dit værelse”. På den måde lærer hun, at kærlighed er afvisning. Det er forklaringen på, at så mange kvinder forelsker sig i fyre, der i virkeligheden ikke vil have dem, og som viser dem kulde, og som de alligevel hænger ved.

Vi har en alt for klar plantegning inde i vores hoved af, hvad kærlighed bør være. Og kun i det omfang vi kan få en mage til at passe ind i den føler vi os rigtige. Stritter der en hæl eller en tå, føler vi os forkerte og bliver bange for at blive en af dem, der ikke lever i det rette, solbeskinnede parforhold.

Krøl plantegningerne sammen
Elskes vil jeg naturligvis stadig. Det behov har jeg ikke frigjort mig fra. Egentlig tror jeg, at alt hvad jeg og andre gør handler om at blive netop det. Når vi pynter os og gør os attraktive, når vi tager store uddannelser, dyrker sport, køber dyre biler, farver håret, så handler det om, at vi vil ses og elskes.

Men vi behøver ikke holde os til parforholdets rammer for at blive det. Det kan lige så vel være, at vi bedst får den slags kærlighed i et polygamt eller seriemonogamt eller aseksuelt forhold – eller i én stor blanding af det hele. Der er ingen formler eller konstruktioner, som er mere rigtige end andre.

Da det gik op for mig for alvor, begyndte jeg straks at føle mig mere hel og fuldstændig igen, også selv om jeg fortsat er single.

Jeg har også fået øje på al den kærlighed, som jeg vitterlig dagligt er omgivet af. Jeg har en stor og dejlig venskabskreds, heraf en større gruppe, som jeg er meget tæt på. Netop fordi jeg ikke er i et parforhold, har jeg tid til at se dem ofte og deler stort og småt i mit liv med dem. Vi spiser, går i byen, ler og græder sammen og støtter hinanden.

Jeg har også de dejligste elskerinder. Ofte synes jeg, at mit forhold til disse kvinder er mere fyldt med lyst, glæde og kærlighed end de faste parforhold, jeg har været en del af. I parforholdet havde jeg jo meget faste forestillinger om, hvad jeg ville have og forventede. Det samme havde mine kærester. Vi havde hver for sig vores plantegninger.

Som elsker og elskerinder giver vi hinanden det, vi har lyst til, hverken mere eller mindre. Vi behøver ikke at skære hinanden til, så vi kan passe ind ved svigerforældres middagsbord eller leve op til andres forventninger om en romantisk ægtefælle. Vi går mere op i at underholde, berige og elske hinanden i dag, lige nu. Om vi også gør det i morgen, det vil tiden vise.

Med langt de fleste af mine elskerinder har jeg udviklet fine og dybe venskaber, når de erotiske gnister er døet ud. Her er ingen følelse af komplicerede aftaler, der er blevet brudt, eller forventninger, den anden ikke har levet op til. Ingen kærestesorg så dyb, at vi ikke kan ses mere. Tværtimod er der plads til dyb respekt og hengivenhed og til fortsat at dyrke det, vi godt kan lide ved hinanden ud over det erotiske.

Mange mener, at man ikke kan gå i dybden med hinanden, når man ikke er i et fast forhold. Det er en anden stor løgn. Jeg går enormt meget i dybden, både sammen med andre og især med mig selv. Nogen gange i en grad så det kan være svært at kravle op igen.

Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere er jeg i det hele taget blevet klar over den rigdom, der ligger i at være single. F.eks. er det helt anderledes at rejse alene end sammen med andre. Alene får jeg kontakter og tilbud, som jeg aldrig ville få, hvis jeg kom i selskab med en partner.

Så lad os krølle plantegningerne sammen og smide den i papirkurven. De gør os kun ulykkelig og sætter et hegn op omkring vores liv. Spærrer os inde og tyranniserer os. Og vigtigst af alt: De får de os til at glemme, at kærligheden kan udleves på så mange forskellige måder.